Den døde kvinde

Da jeg besøger en ven på universitetet Yale i New Heaven og en aften taler med en flok studerende om, hvordan kvinder bliver portrætteret på film, får jeg pludseligt et stik i siden. Noget er galt.

Med mig.

En af de mandlige studerende er træt af, at offeret i thrillere og krimiserier næsten altid skal være unge kvinder. Det er hverken spændende, fornyende eller sexet. Tværtimod. Det er usmageligt, konventionelt og røvkedeligt, mener han.

Jeg nikker ivrigt, og da mærker jeg stikket i siden.

Sommetider virker det, som om kvinder skal lade livet, bøde og straffes udelukkende, fordi de er kvinder. Den slags film er der for mange af, supplerer en anden af de studerende. Denne gang en ung kvinde på min egen alder.

Jeg nikker igen, og det flimrer for mit blik med lig af unge kvinder, blod og indsmurte torturredskaber.

”Hvor tit er det unge mænd?” spørger en af de studerende ud i rummet. Og vi tænker alle sammen.

Længe.

Hvor tit ser vi mandlige kroppe? Unge livløse, halvnøgne kroppe, der ligger blottede i umulige positioner, gennembankede, beskidte og alligevel, på en eller anden mærkelig forskruet måde, forskønnede, tiltrækkende, lige til at tage?

Ingen af os kan nævne et eksempel.

Jeg gyser.

”Det må stoppe,” siger fyren, der startede diskussionen. ”Hørt!” hører jeg mig selv sige. Temmelig højt, men alligevel skingert, mens jeg synker en klump spyt.

Min reaktion er påfaldende, og de studerende retter alle blikket mod mig, som om de forventer, at jeg siger noget mere, bare et eller andet, jeg, som har nævnt, at jeg selv laver film.

”Men hvis ansvar er det at ændre på det?” spørger jeg omsider.

Jeg får lyst til at fortælle dem om min oplevelse som skuespiller på en kortfilm, jeg et par dage forinden indspillede i New York, inden jeg drog med toget videre mod USA’s rigeste stat og fornemmeste universitet. En komedie skrevet af to af mine venner fra Den Europæiske Filmhøjskole i Ebeltoft, hvor jeg var elev for to år siden.

Jeg spiller en talentløs rapper, der kalder sig gadepoet og giver sig ud for at være en hård Vestegnspige, selv om hun er opvokset i en herskabslejlighed på Østerbro. Vi møder hende netop, som hun er draget til New York i håb om at blive berømt. Til trods for talentløsheden er hun en sej, ung kvinde, selvstændig og aktiv. Hun siger, hvad hun mener, og gør, hvad hun siger. Langt fra det passive offer. Måske tør jeg kalde hende en stærk kvindelig karakter?

Men når jeg nævner hende for mine nye venner på Yale, bliver jeg også nødt til at nævne en anden karakter i filmen. Nemlig hendes rival, filmens skurk, en klassisk femme fatale, hvis primære funktion er at flå hæderlige mænd for deres penge, og jeg forestiller mig, hvordan deres uskyldige fnisen langsomt ville ebbe ud, mens jeg taler om den blonde forretningskvinde, som narrer den unge rapper, ydmyger hende og forråder hende.

Og jeg kunne berette om hadet imellem de to kvinder – et had, der udvikler sig til en besættelse for den ene unge, forrådte rapper, som ender med at slå sin rivalinde ihjel, med knyttede næver, mens to mandlige venner holder hende nede.

”Det er forkert, hvis vi slår hende,” siger den ene af mændene. Han peger på den unge rapper. ”Men du er kvinde. Slår du hende, er det ikke sexistisk – så er det nærmest feministisk.”

En kvinde dør, som så ofte før på film, og det går op for mig, at det spørgsmål, jeg netop har stillet, i virkeligheden burde være henvendt mig selv.

Hvem har ansvaret?

I filmen, som jeg lige har medvirket i, er der ingen tvivl. En kvinde myrder en anden kvinde. Hvad vil der ske, hvis jeg fortæller om den film, jeg lige har været med til at lave?

Jeg forestiller mig, hvordan ansigterne på de unge studerende vil ændre sig. Velviljen vil forsvinde. De vil blive alvorlige og tillukkede, måske endda fjendtlige, mens jeg fortæller.

Og en af dem, måske den unge kvinde, vil se på mig, med en blanding af undren og bebrejdelse, inden hun rømmer sig og spørger, hvorfor jeg dog overhovedet takkede ja til sådan et projekt. Og jeg vil blive nødsaget til at fortælle dem sandheden om, hvordan jeg læste manuskriptet flere måneder inden rejsen, og hvordan jeg skraldgrinede over samtlige replikker, inklusive scenen med kvindemordet, som jeg ikke skænkede en tanke.

Og for ikke at tabe fuldkomment ansigt ville jeg fortælle dem om min åbenbaring på filmsettet få minutter, inden den afgørende scene skulle optages.

Om hvordan der skete et pludseligt skift inden i mig. Noget ubehageligt havde sat sig i min mave, som en spænding, eller en påtrængende knugen, der voksede, indtil den blev umulig at ignorere.

”Det her er forkert,” udbrød jeg foran mine to venner, manuskriptforfatteren og instruktøren, sekundet før der blev råbt ”action”. Jeg så anklagende på dem. ”Hvorfor skal kvinder altid dø?” spurgte jeg. Hvorfor skal de altid gå mod hinanden, fortære hinanden, ødelægge hinanden? Jeg vil ikke være med til det!”

De så måbende på mig.

”Hvad fanden? Hvis du har indvendinger, kunne du have fortalt os det dengang, vi sendte dig manuskriptet for snart to måneder siden, i stedet for få minutter, inden vi filmer scenen? Hvorfor har du pludseligt ændret holdning?”

Jeg havde ikke ordene. Det var en følelse, som pludselig overvældede mig. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige. Det hele føltes bare forkert. ”Det er min krop, som reagerer,” fik jeg fremstammet i et famlende forsøg på at forklare mig.

”Mine arme vil ikke slå. De vil hellere omfavne og tilgive.”

Og jeg så ned på mit skinneben, hvor jeg har en grædende kvinde tatoveret, Spider-Mans kæreste Mary Jane, der hvisker de berømte ord fra Peter Parkers onkel: ”With great power comes great responsibility.”

Men i dette øjeblik kunne Mary Jane lige så godt være Gwen Stacy, den blonde unge og smukke kvinde, som blev kaldt Spider-Mans sande kærlighed af Stan Lee, men som så mange andre blonde unge, smukke kvinder – på film og i litteraturen – må dø på grusom vis.

Pludselig følte jeg mig tættere på hende end Spider-Man, og jeg forbandt ikke længere ansvar med behovet for at tilintetgøre, men snarere med nødvendigheden af at tilgive.

”Kan hun ikke dø af en kokainoverdosis?” Jeg forsøgte mig med en spag indvendig, hvis håbløshed jeg godt selv kunne høre. De rystede opgivende på hovedet.

”Fri os for din politiske korrekthed,” sagde den ene. ”Den er gift for kunsten. Vi har skabt en karakter. Om hun blev mand eller kvinde, var underordnet for os. Vi ser hende som en helstøbt figur. Du ser kun hendes køn. Og ... du kalder dig feminist?”

Jeg gik med til at filme scenen, som drengene ville have den, og kvinden på mit skinneben syntes endnu mere trist og nedslået de efterfølgende dag.

Endnu engang havde hun tabt med sin påmindelse om, at magt ikke altid var synonym med vold. Og endnu engang var det en kvinde, der med en syg logik skulle være ofret.

Jeg skammer mig ikke over, at jeg lo, da jeg første gang læste om mordet i manuskriptet, men jeg skammer mig over, at jeg ikke, efter at have grinet af, tænkte mig om en ekstra gang.

Mest skammer jeg mig over min tavshed foran de studerende. Jeg skulle have fortalt dem om min oplevelse. Jeg skulle have taget det ansvar, jeg så tåget talte om. Det var ingen andres end mit eget.

Godt nok kan de beskyttede elitestuderende på Yale være utåleligt politisk korrekte, men det sker, at også de politisk korrekte har ret, og at kunsten måske endda bliver ringere, hvis den ikke hører efter.

Kvinder må skære igennem, sige fra og turde slå til, når vi endelig slår. I stedet for at slå på hinanden.