Generation Æh Øh Åh

Bloggen er udtryk for skribentens egne holdninger og opfattelser.

15. mar. 2019 | 15:18

Den hvide frelser

Foto | Patti Perret
Tony Lip (Viggo Mortensen) sidder på førersædet og kører historien frem i Green Book, mens Don Shirley (Mahershala Ali) må nøjes med at holde sig pænt på bagsædet.

I Hidden Figures må Katherine Johnson (Taraji P. Henson) løbe gennem NASA’s endeløse gange for at benytte det særlige toilet beregnet til ”farvede” i stedet for at gå på det ”hvide” dametoilet, som er placeret rundt om hjørnet.

En dag spørger Kevin Costners betænksomme NASA-chef hende, hvorfor hun så ofte forlader sit skrivebord for først at vende tilbage flere timer senere. Katherine forklarer situationen med de forskellige toiletter, og kort efter beslutter chefen sig for at rive skiltet ”Colored Restroom” ned, mens kollegaerne ser måbende på.

”No more Colored restrooms. No more White restrooms! Here at NASA we all pee the same color!” siger han med gennemslagskraft.

Publikum i biografsalen gisper. Hurra for Costner, den hvide frelser, som lykkes med at redde en hjælpeløs, sort karakter.

Senere i filmen bliver Katherine inviteret med ind i arbejdslokalet for at se månelandingen, som hun har bidraget til at gennemføre, med alle de hvide, gamle, mandlige medarbejdere.

I virkeligheden har Costners karakter slet ikke eksisteret, og den virkelige Katherine Johnson har udtalt, at hun i protest benyttede sig af de hvide toiletter, uden at nogen sagde noget til det.

Hun kunne altså godt lade vandet uden hjælp fra en hvid, mandlig chef. Til gengæld fik hun aldrig lov til at overvære månelandingen med sine kollegaer. Hun blev henvist til et andet lokale, hvor hun kunne sidde mutters alene og se den historiske begivenhed.

Den hvide frelser optræder som et middel. En karakter, hvis egentlige funktion er at overbevise andre hvide om, at der også fandtes helte og ikke kun racister blandt de hvide i 1960’erne. Hvide kunne søreme også være revolutionære, idealister eller oprørere, når menneskelige værdier blev trådt under fode.

I Green Book kører en kæk Viggo Mortensen den Oscar-vindende Marhershala Ali gennem sydstaterne i 60’ernes raceopdelte USA. Først er stemningen mellem den italiensk-amerikanske chauffør Tony Lip og den raffinerede pianist Don Shirley anstrengt. Men efterhånden bløder begge parter op, og snart bliver der spist fried chicken på bagsædet af bilen og nynnet med til tidens jazzmusik i radioen.

Selv om anmeldelserne var lunkne, endte instruktøren Peter Farrelly med en Oscar-statuette i hænderne for bedste film. Da prisen blev overrakt, var der forbløffende få afroamerikanere på scenen. Green Book bryster sig ellers af at være en film, der beskæftiger sig med racisme.

Kridhvide Tony Lip lærer afroamerikanske Don Shirley om sort kultur, og Don Shirley retter Tony Lip, når hans udtalelser bliver for grove eller direkte racistiske.

Tony Lip er filmens hovedperson, Don Shirley er blot en passager. Lip er den hvide frelser, som skal lære at overvinde sin egen racisme og samtidig lære den lidt reserverede Shirley, hvad det vil sige at være sort.

Til sidst skal Tony befri det indadvendte geni fra en knugende tomhedsfølelse, lukke ham ind i sit hjem og lade ham sidde til bords med sin familie, der primært består af en masse andre hyggeracister.

Hvor generøst af Tony, skal vi tænke og klappe i hænderne. I en af filmens indledende scener smider han to vandglas i skraldespanden, fordi et par sorte håndværkere har drukket af dem, men det har vi for længst tilgivet Tony, som viser sig at være lidt af en engel – en rigtig frelser!

Tony Lip er racist, men åbenbart kun racist i så lille en grad, at publikum stadig kan holde af ham, le ad hans sjofle vittigheder og ryste kærligt på hovedet af hans håbløse forsøg på at skrive kærlighedsbreve til konen.

Don Shirley er af en helt anden kaliber. Han er en indadvendt kunstner og et musikalsk geni. Han er også et stolt menneske med værdighed og integritet, anerkendt i amerikanske overklassekredse, men alligevel knugende ensom, homoseksuel og udsat for racisme.

Blandt afroamerikanerne er han for hvid, blandt de hvide for sort.

Green Book forspilder chancen for at fortælle historien om en fascinerende kunstner, som må lukke af for sit driftsliv, som ekskluderes fra både den hvide overklasse og på selvudslettende vis må fortrænge sin vrede.

Til sidst i filmen kommer Tony Lip tilbage til sin familie efter at have været flere måneder på farten med Shirley. Det er juleaften, og Shirley må vælge mellem at sidde til bords med hyggeracisterne eller tilbringe den kolde juleaften alene.

Ifølge filmens logik er valget indlysende. Men hvorfor egentlig? Hvad skal han bruge deres accept til?

Shirley bliver en del af familien, Green Book vinder en Oscar, og alle er tilsyneladende glade. Lige med undtagelse af instruktøren Spike Lee, som udvandrede fra Oscar-showet i protest.

Ligesom nogle af os andre har han fået nok af Hollywoods hvide frelsere.

Kommentarer

Laura Dyhrcrone

 

Laura Dyhrcrone (f. 1996) beskriver verdenen set gennem en ung filmelsker og kunstners øjne. 

I starten af tyverne står hun i vadestedet, hvor alle muligheder er åbne, men også hvor bevidstheden om en karriere begynder at trænge sig på.

Udfordringerne mødes med energi og begejstring, tøven og tvivl, af Laura og hendes jævnaldrende, som hun selv har døbt Generation Æh Øh Åh.

Laura gik på Den Europæiske Filmhøjskole i Ebeltoft fra 2015 til 2016. Hun laver sine egne film og medvirker som skuespiller i andres.

Uden for filmbranchen har hun været billetkontrollør på teatret Aveny-T og vendt bøffer på burgerbaren Gasoline Grill i sit sabbatår. Men film har lige siden barnsben været hendes store passion, og hun brænder for alt fra kønspolitik til populærkultur. 

© Filmmagasinet Ekko