Det er fandeme uhyggeligt

Computer-generated imagery (CGI) kan rigtigt mange ting, og er effekterne vellavede, kan CGI gøre en glimrende film helt forrygende. 

Desværre er der for tiden en tendens til et overdrevet, nærmest vulgært forbrug af CGI i film med store budgetter. Film, der har et potentiale, er blevet skamløst manipuleret til uigenkendelighed.

Se bare på Tom Hoopers filmatisering af Andrew Lloyd Webbers succesmusical Cats.

Filmen er blevet sablet ned af såvel internationale som danske anmeldere. Ekko kvitterer med bundskraberen én stjerne og kalder hovedfigurerne for ”mareridtsfremkaldende hybrider mellem katte og mennesker”.

Hårene i nakken rejste sig allerede, da jeg så traileren.

Katte med stive haler, firkantede katteører og påklistrede menneskeansigter danser rundt i kulisseagtige landskaber og veksler mellem at hvine, synge og pibe.

Nej, ellers tak!

En kat har måske ni liv, men jeg har kun ét, og det er for kort til Cats. Selv hvis historien havde fungeret, var filmen formentlig alligevel blevet et flop på grund af de visuelle effekter.

Nu forsøger man at relancere filmen med forbedrede effekter. Men jeg tror ikke, at Cats står til at redde, fordi filmen ligesom mange blockbusters fra 2019 lider af den effekt, som amerikanerne har døbt ”the uncanny valley”.

Den uhyggelige dal er ubehaget, som opstår ved at blive konfronteret med det, som burde være velkendt, men har noget fremmed og forrykt over sig.

Et andet eksempel er Disneys fejlslagne genindspilning af Løvernes konge. Løverne har naturlige proportioner, men de konverserer på formfuldendt engelsk og besidder en ubesværet rytme i kroppen, som man ikke umiddelbart forbinder med store, tunge kattedyr.

Krydsningen af rovdyr og menneske er så særpræget, at løverne giver én gåsehud.

Det samme gælder Sonic the Hedgehog, som har premiere den 13. februar i det nye år. Da traileren i april blev offentliggjort, mente mange fans, at hovedkarakteren Sonic snarere lignede en pubertetsknægt end det nuttede pindsvin, vi kender fra de populære Sega-computerspil fra 90’erne.

Sonic skulle have været en magtdemonstration og sætte en fed streg under, hvor langt Sony Pictures var fremme i selskabets effektarbejde, men resultatet gav bagslag.

Kort efter annoncerede filmens instruktør Jeff Fowler på Twitter, at Sonic ville blive redesignet. Og da en ny trailer kom, var Sonic blevet fikset. 

Han var ikke længere ranglet og havde fået Disney-hænder med fire fingre på hver hånd, der nu var iført hvide fløjlshandsker. Øjnene var blevet lige så store som tekopper og pelsen blød som en krammebamses. 

Fansene elskede det nye look. 

De fleste kan identificere sig med dyr og fantasifigurer, når de menneskeliggøres, men kun til en vis grænse. Kommer dyrene i for høj grad til at ligne os, væmmes vi. Det samme gælder robotter med alt for menneskelige træk og bevægelser. 

Problemet med film som Cats, Løvernes konge og Sonic the Hedgehog er, at de er totalt afhængige af computereffekter. CGI er ikke længere et kløgtigt redskab, som skal forstærke et solidt plot, men filmens eksistensberettigelse. 

Selv Martins Scorseses mesterværk The Irishman lider undertiden af uncanny valley. Med hjælp af en særlig teknik skal den aldrende Robert De Niro se tyve år yngre ud. Det er ikke dårligt lavet, men alligevel fornemmer vi den kunstige teknik. 

Vi accepterer dog øjeblikke af den uhyggelige dal, fordi historien er intens og stærk, hvilket CGI kun er med til for at forstærke.

Læren er, at historien altid skal være drivkraften. Og hvis man alligevel laver en film med CGI i hovedrollen, skal man gøre sig umage. Ellers ender det med en kat-astrofe.