Filmens ansvar for synet på transpersoner

Husker du Buffalo Bill?

Skurken, der i Ondskabens øjne danser stereotypt feminint med den hvide puddelhund Precious slynget om skulderen, imens han har en tilfangetaget kvinde indespærret i sin kælder.

Buffalo Bill er med sin flydende kønsidentitet et glimrende eksempel på en queer-kodet superpsykopat, og dem er der forbløffende mange af i filmhistorien.

Som Ursula i Disneys Den lille havfrue, en maskulin kvinde, der er inspireret af drag-performers, og som manipulerer den sekstenårige uskyld Ariel til at opgive sin stemme for at få ben at gå på frem for finner. Eller Scar, den flamboyante og skurkagtige onkel i Løvernes konge.

Ingen husker scenen fra Ondskabens øjne, hvor antihelten, kannibalen Hannibal Lecter, understreger for FBI-agent Clarice Starling, at Bill ikke er en rigtig ”transseksuel”, som man kaldte transpersoner dengang i 1991.

En vigtig scene for instruktøren Jonathan Demme, der ikke ønskede at dæmonisere en i forvejen udsat minoritet yderligere.

Til gengæld husker vi den berygtede scene, hvor Buffalo Bill med sin afblegede paryk, knaldrøde læbestift og piercede brystvorter danser æggende til Goodbye Horses.

Kvinden skriger desperat, men Bill er upåvirket.

Bill slår nemlig kvinder ihjel. Han vil flå deres hud af og sy kostumer ud af den, så han kan overtage en kvindelig identitet og bruge kvindekroppen som fashionabel kåbe.

Det er det billede af den perverterede, ”unaturlige” mand, der bliver siddende på nethinden.

Det er et lignende billede, konservative medier, en gruppe trans-ekskluderende radikale feminister og andre kønskritiske grupperinger på den yderste højrefløj lader sig inspirere af, når de taler og skriver om transkvinder.

Perverse og farlige groomere!

Retorikken om en ”trans-ideologi” og ”de indoktrinerende lgbtqia+-personer” stammer fra USA, men har også gjort sit indtog i Danmark, senest med debatten om dragshows for børn på Biblioteket Frederiksberg.

Hensigten var at fejre mangfoldigheden. En dragqueen skulle læse højt for de fremmødte børn og forældre. Men snart greb medierne fat i begivenheden, og på højrefløjen begyndte diverse meningsdannere at blande sig.

Drag er bestemt ikke for børn, understregede både unge DF-politikere, anti-woke-typer a la Henrik Dahl samt en lille gruppe bekymrede forældre.

Man fristes til at tænke, at den sensationalistiske moral panic-retorik er direkte inspireret af trans-klichéerne fra filmhistorien.

I et af sine mange opslag på Twitter nævner forfatteren bag Harry Potter-serien, J.K. Rowling, offentlige toiletter som et af de steder, hvor ”mænd i kjoler” kan få fri adgang til at lure på og intimidere kvinder. Det er nøjagtigt, som Norman Bates lurer på Marion Crane, mens hun klæder sig af i Hitchcocks Psycho (1960), inden han senere stikker hende ihjel med en kniv.

Det er Norman Bates’ på samme tid frygt og fascination af det feminine, som gør ham farlig, forstår vi. Han begår sine forbrydelser iført kjole og høje hæle.

Først i filmens klimaks bliver det afsløret, at den ellers så nydelige unge mand er en nådesløs dræber. Synet af ham i morens kjole bliver brugt som et filmisk virkemiddel, der skal fremkalde ubehag, fascination og et ekstra gys hos publikum.

I Ace Ventura, Detektiv (1994) river Jim Carreys karakter en transkvindes bukser af foran en flok af cis-mænd, som alle kaster op i væmmelse over hendes nøgne krop – underforstået, at de alle har været i intim nærkontakt med hende.

Her er det meningen, at publikum skal grine af overgrebet. Det er grotesk og voldsomt. Den fordækte og udspekulerede transperson får omsider, som hun fortjener. Og hendes ulykke er underholdende.

I The Crying Game fra 1992 brækker den mandlige hovedperson sig i lokummet, da han finder ud af, at den kvinde, han er forelsket i, har en penis. Det er åbenbart det værst tænkelige for den intetanende, heteroseksuelle cis-mand at have en seksuel relation, eller ligefrem en stormende kærlighed, til en transkvinde.

Filmene spiller alle på frygten for transkvinden som en ulv i fåreklæder. Hun er den fordækte, perverse parodi på en femme fatale. En manipulator, der bevidst skjuler sin sande identitet for de intetanende cis-personer.

Transkvinden er en udspekuleret forfører, der leder uskyldige mænd i fordærv, eller en blodtørstig morder, der med sine bløde, feminine træk udnytter cis-kvinders tillid.

Selv de mere velmenende portrætter af transpersoner på film er pinagtigt mangelfulde.

Det gælder Eddie Redmaynes karikerede version af danske Lili Elbe i Den danske pige fra 2015. Her øver Lili sig i at blive som en cis-kvinde ved at iagttage og kopiere en strippers indøvede bevægelser.

Stripperen performer en særligt feminin stereotyp, en objektiviseret femininitet, hvis hovedformål er at ophidse den heteroseksuelle mandlige beskuer. Det er for stripperen et arbejde, hun udfører, men det er samtidig den type femininitet, Lili bygger sin kønsidentitet ud fra.

Det er disse stereotype og dehumaniserende billeder af transpersoner, som konservative medier, det yderste højre og trans-ekskluderende feminister, også kaldet TERFS, synes interesserede i at reproducere i det uendelige. Fortællinger om transpersoner og nonbinære personer, der bliver fremstillet som afvigende, syge, narcissistiske og indoktrinerende.

I virkeligheden viderefører de kønskritiske bevægelser nogle af de ældgamle Hollywood-klichéer. Det er forudsigeligt, dovent og direkte dumt, men vi må ikke bare ryste det af os med et opgivende suk og et skuldertræk. For de dehumaniserende klichéer har virkelige konsekvenser for trans- og queerpersoner.

Bare se på debatten om det danske dragshow, som endte med anklager om pædofili og dødstrusler mod de to dragqueens.

Man skulle tro, at det var Buffalo Bill, der optrådte på Frederiksberg, sådan som folk hidsede sig op.