Generation Æh Øh Åh

Bloggen er udtryk for skribentens egne holdninger og opfattelser.

12. aug. 2020 | 18:06

Hvide danskere skaber brune klichéer

Foto | Rune Pedersen
Unge Yosef (Arash Mosaddegh) åbner døren for en mandlig, dansk kæreste og starter dermed et opgør med sin homofobiske familie.

Vi mangler da en serie om en homofyr fra indvandrermiljøet. En dobbeltminoritet. To fluer med et smæk!

Sådan forestiller jeg mig en begejstret konsulent råbe ud i lokalet efter den første præsentation af DR3-serien Om natten lyver jeg aldrig.

Yosef er homoseksuel, men holder sin seksualitet skjult for venner og familie af frygt for at blive udstødt. Han har to mobiltelefoner: en sort og en hvid.

Sidstnævnte bliver primært brugt til at finde andre unge mænd på datingappen Grindr. De hemmelige møder foregår altid skjult om natten, langt væk fra Brøndby Strand, hvor Yosef bor med sine forældre og en søster.

Yosef lever et dobbeltliv og lyver både over for forældrene og sin homofobiske fætter Nadim (som selvfølgelig er pusher og taler med tyk dialekt).

Kun søsteren kender til hans hemmelighed.

Heldigvis for Yosef finder han på Grindr den unge dansker Tobias, der i seriens kontekst fungerer som en hvid frelserskikkelse.

Hans primære funktion er at forklare og belære Yosef om nødvendigheden af at acceptere sin seksualitet.

Men hvorfor er Tobias en hvid, dansk karakter? Kunne han ikke lige så godt være en anden brun fyr, som er sprunget ud og tør stå ved sig selv? Hvorfor har de hvide danskere i serien patent på progressiviteten?

Løsningen på Yosefs problem er at bryde med forældrene, som repræsenterer det forældede og fordomsfulde, så han hånd i hånd kan forlade Brøndby Strand med danske Tobias, der gestalter frihed, åbenhed og tolerance.

Men helt ærligt: Er det danske samfund et totalt fordomsfrit paradis? Vil Yosef som brun dansker ikke opleve at blive diskrimineret på grund af sin hudfarve?

Om natten lyver jeg aldrig er en kridhvid fortolkning af en brun fortælling, og det giver god mening, når man ser rulleteksterne: Holdet bag serien er overvejende hvidt!

Man fristes til at spørge, om manuskriptforfatterne overhovedet kender til de miljøer, som de forsøger at skildre. Det virker ikke til, at forfatterne har gjort sig nogen form for research, men i stedet er gået med alle de udpinte klichéer om etniske minoritetsmiljøer.

Serien er til tider skræddersyet til en DF-valgvideo med kerneløse og klodsede stereotyper.

Man kan altså ikke nøjes med brune skuespillere foran kameraet og tænke, at det er tilstrækkeligt. Slet ikke, hvis intentionen er at skildre et miljø, som man ikke selv er en del af.

Tænk, hvis lidt flere danskere med dobbelt minoritetsbaggrund havde haft indflydelse på processen.

Måske endda havde skrevet serien? Så havde Om natten lyver jeg aldrig sandsynligvis været mere interessant og mindre tåkrummende.

Kommentarer

Las Dyhrcrone

 

Las Dyhrcrone (f. 1996) beskriver verdenen set gennem en ung filmelsker og kunstners øjne. 

Midt tyverne står hun i vadestedet, hvor alle muligheder er åbne, men også hvor bevidstheden om en karriere begynder at trænge sig på.

Udfordringerne mødes med energi og begejstring, tøven og tvivl, af Las og hendes jævnaldrende, som hun selv har døbt Generation Æh Øh Åh.

Las er elev på Den Danske Filmskoles instruktørlinje. Hun laver sine egne film og medvirker som skuespiller i andres.

© Filmmagasinet Ekko