Generation Æh Øh Åh

Bloggen er udtryk for skribentens egne holdninger og opfattelser.

28. maj 2019 | 10:14

Disneys ulidelige verdensfjernhed

Foto | Disney
Et billede fra Disneys storhedstid: Den magtfulde dommer Claude Frollo jagter i Klokkeren fra Notre Dame uskyldige mennesker på flugt. Den tematik er mere aktuel i dag end nogensinde før, mener Ekkos blogger.

Det er svært at forestille sig i dag, at Disney engang i 90’erne lavede en film, som åbner i middelalderens mørke Paris med en sortklædt mand, som skånselsløst jagter en romakvinde gennem sneklædte snævre gader på en sort, prustende stridshingst. 

Kvinden løber mod Notre Dame-katedralen med et spædbarn i armene, svøbt i et stykke tyndt stof. Hun hamrer febrilsk sin knyttede næve mod den lukkede kirkeport, mens hun skriger: ”Asyl, hjælp os, giv os asyl!” 

Manden, den magtfulde dommer Claude Frollo, haler ind på hende og griber fat om klædet med det indhyllede spædbarn, som han tager fra hende. Kvinden forsøger desperat at kæmpe imod, men Frollo sparker hende brutalt i ansigtet. Hun falder bagover og brækker halsen på den kolde stentrappe. 

Klokkeren fra Notre Dame – om den pukkelryggede klokker Quasimodo, romakvinden Esmerelda og dommeren Frollo – har aldrig været mere relevant for Disney at genindspille. Og det skyldes ikke kun, at Notre Dame-katedralen ligesom i filmens klimaks stod i flammer for lidt over en måned siden. 

I den voldsomme åbningssekvens bliver det allerede gjort tydeligt, at den aldrende Frollo har brugt tyve år af sit liv på at jage mennesker på flugt. Åbningsscenen har – når man genser den i dag – en næsten metaforisk effekt. 

Notre Dame er et nationalt symbol, ikke bare på Frankrig som nation, men også på den vestlige del af Europa. Romakvinden bønfalder om at få asyl, men ingen åbner porten, og ude i kulden bliver hun slået ihjel. 

Selv om Klokkeren fra Notre Dame i 1996 blev kulminationen på Disneys renæssance, er det en af de mest undervurderede tegnefilm fra selskabets gyldne periode. Måske fordi filmen – der tager fat i voldsomme temaer som racisme, undertrykkelse og religionsbesættelse – aldrig blev et hit blandt publikum, som forventede et opløftende eventyr. 

Disney skulle ikke beskæftige sig med politiske og religiøse temaer, nej, selskabets primære opgave var at underholde familien. Alligevel blev Klokkeren fra Notre Dame hyldet af anmelderne, som kaldte den et visuelt mesterværk, og som med en blanding af måbende forbavselse og ærefrygt beundrede Disney-producenternes pludselige vovemod. 

Filmen indeholdt det nyeste inden for tegnefilmkunsten og rummede alle storfilmens kvaliteter samt visuelt banebrydende scenarier, der blandede traditionel tegnekunst med computeranimation. 

Der var efter en periode med gigantiske succeser som Skønheden og udyret og Løvernes konge kommet penge i kassen hos Disney, og selskabet turde med de nye megabudgetter satse på en helt anden måde end tidligere. 

Filmskaberne havde fået en større kunstnerisk frihed.

Hvis Disney turde lave en genindspilning, ville den blive opfattet som kontroversiel og gruopvækkende dyster, men også som en tiltrængt kritik af den stigende højredrejning og populisme – ikke bare i Europa, hvor flere partier flirter med nationalisme og racisme, men også i USA med Trump som præsident.

Dommer Frollo opdager senere i åbningssekvensen, at det, han troede, var tyvekoster, i virkeligheden er et handicappet spædbarn. Han forbereder sig på at kaste den forsvarsløse baby, som han kalder en ugudelig dæmon, i dybet af en iskold brønd, men bliver forhindret af Notre Dames ærkebiskop, som pludselig stormer frem med sin hvide kåbe og med en brølende røst synger: ”Se de uskyldiges blod flyder frit / lige her ved Notre Dame”.

Frollo nægter at erkende sin skyld, men biskoppen afbryder ham: ”Du kan lyve over for dine soldater, du kan gemme og skjule din skam, men mindst tusinde øjne vil huske de løgne, de så en nat ved Notre Dame.”

I et remake ville ordene få en ny hypnotiserende effekt. Ærkebiskoppen taler ikke bare til dommer Frollo, han taler også til publikums egen moral. Han advarer os imod os selv og kaster en uhyggelig dom over os: ”Se, dette er, hvad der sker, hvis man nægter at hjælpe andre mennesker i nød, hvis man lukker porten, men samtidig insisterer på sin egen uskyld.”

Hvor de fleste andre Disney-skurke erkender deres uetiske handlinger og stolt kalder sig selv onde, som om det at være ond fremkalder noget nydelsesfuldt i dem, er Frollo af den opfattelse, at han står på det godes side. I Frollos verdensbillede repræsenterer han retfærdigheden og kristendommen som en heroisk skikkelse af Guds nåde.

Det glorificerede selvbillede gør ham blind over for den ondskab, han selv bringer ind i verdenen. Frollo bliver forfølgelsens ideolog. Hadet gør ham til ivrig fortaler for nedslagtningen og jagten efter romaerne i Paris. Frygten for det fremmede ender med at udmønte sig i det destruktive.

Denne dystre episode på kirkepladsen bliver starten på fortællingen om Quasimodo, Frollo og katedralen. To modsætninger mødes i et altafgørende øjeblik udfoldet på trappetrinene foran Guds hus.

Ærkebiskoppen står med sin hvide kåbe og sit gyldne kors om halsen i direkte kontrast til den sortklædte skikkelse på den prustende hingst. Biskoppen og Notre Dame bliver begge eksponenter for den eneste magt, Frollo frygter: Gud.

Men ærkebiskoppen ville i et remake ikke bare opleves som repræsentant for den næstekærlige og barmhjertige kristendom. Han ville også blive symbolet på de progressive, liberale og inkluderende kræfter i Vesten. De, der åbner døren for andre mennesker, og stadig fastholder en tro på, at alle er lige, og at alle har ret til en lige behandling uanset kultur, hudfarve eller religion. Mens Frollo bliver repræsentant for den ekskluderende nationalisme, racisme og religiøs dogmatik.

Scenen ender fatalt, og selv den progressive ærkebiskop må erkende nederlaget, da han finder liget af den unge kvinde ude foran kirken. Han nåede ikke at åbne porten og give hende asyl, før det var for sent. Scenen ville vise os splittelsen i et på en gang magtesløst og splittet Europa.

Disney-selskabet har aldrig haft mere magt. Man har efterhånden opkøbt en stor del af den amerikanske underholdningsindustri, og firmaet tjener styrtende med penge. En del af de penge er blevet brugt på en række middelmådige live-action-remakes af gamle Disney-klassikere. Intet tyder på, at selskabet, som netop har lanceret et remake af Aladdin og er på vej med Løvernes konge, vil omlægge den succesfulde strategi.

De større budgetter burde give mere kunstnerisk frihed, men succesen har i de seneste år haft en modsat effekt på Disney. I modsætning til renæssancen i 90’erne har man satset på at reproducere alt det gamle uden at foretage nogen interessante ændringer.

Hvorfor bliver pengene brugt på den slags projekter, når vi oplever en flygtningekrise i Europa, når USA’s præsident taler om at bygge mure, når klimakampen ikke længere er noget, man kan ignorere, når de gule veste blokerer Frankrigs motorveje, når kvinder får frataget retten til abort i visse amerikanske stater, når brune og sorte mennesker demonstrerer på gaden for deres liv?

I Europa og USA oplever man lige nu et politisk paradigmeskift, hvor stærkt højreorienterede kræfter har fået mere indflydelse. Men man ser også en næsten endnu større modreaktion. Hvorfor bliver den nye politiske situation ikke afspejlet i Disneys film?

Kommentarer

Laura Dyhrcrone

 

Laura Dyhrcrone (f. 1996) beskriver verdenen set gennem en ung filmelsker og kunstners øjne. 

I starten af tyverne står hun i vadestedet, hvor alle muligheder er åbne, men også hvor bevidstheden om en karriere begynder at trænge sig på.

Udfordringerne mødes med energi og begejstring, tøven og tvivl, af Laura og hendes jævnaldrende, som hun selv har døbt Generation Æh Øh Åh.

Laura gik på Den Europæiske Filmhøjskole i Ebeltoft fra 2015 til 2016. Hun laver sine egne film og medvirker som skuespiller i andres.

Uden for filmbranchen har hun været billetkontrollør på teatret Aveny-T og vendt bøffer på burgerbaren Gasoline Grill i sit sabbatår. Men film har lige siden barnsben været hendes store passion, og hun brænder for alt fra kønspolitik til populærkultur. 

© Filmmagasinet Ekko