Generation Æh Øh Åh

Bloggen er udtryk for skribentens egne holdninger og opfattelser.

15. dec. 2018 | 15:38

Overfladisk flirt med OCD

Foto | Christian Geisnæs
Det er morsomt, når Matt Dillons seriemorder i The House That Jack Built bliver ved med at vende tilbage til gerningsstedet for at sikre sig, at han har fjernet rester af blod under stolebenene. Men hvorfor har han kun OCD, når det er belejligt i historien?

Jeg så en film om Goebbels’ sekretær, og tanken strejfede mig: Gad vide, om jeg kunne have været nazist, hvis jeg var tysker, ung og ignorant i 1930’erne? 

Åh, hvis jeg overhovedet kan tænke, at jeg kunne have været nazist, må det betyde, at jeg har særligt anlæg for at blive nazist? Eller endnu værre: Måske er jeg allerede nazist? 

En dag var jeg svimmel. Kan det være neurologisk? En anden dag havde jeg hovedpine. Gud, en hjerneblødning? Nej, vent nu lige: Kan man tænke, når man har en hjerneblødning? Jeg røg en cigaret og hostede dagen efter: Lungekræft? Men ingen tegn på blodig slim? 

Jeg blev tyve. Fuck. Jeg er ved at gå i forfald, mine organer er allerede forpestet og står snart af. Jeg blev forkølet og fik småfeber: Malaria? Nej, jeg har ikke været i troperne, men kunne en inficeret myg have forvildet sig til Danmark? 

Jeg dagdrømte i toget og lod tilfældigt mit blik hvile på personen, som sad på sædet over mig: Nu stirrer jeg som en psykopat, vent lige, måske er det, fordi jeg er psykopat? 

”Det er klart, at du har OCD – Obsessive Compulsive Disorder,” sagde psykologen til mig efter en kort samtale, som var det en fuldkommen selvfølgelighed. ”Det er lige efter bogen,” forsatte han opmuntrende med et beroligende smil. 

”Haha,” lo jeg hånligt, ”mig OCD?” 

Jeg roder af helvede til. Jeg ejer ikke, hvad der minder om ordenssans. Selvfølgelig vasker jeg hænder efter et toiletbesøg, men aldrig sådan overdrevet, som man ser det på tv, hvor de skrubber, indtil knoerne bliver rødglødende af irritation, eller huden sprækker og falder af i flager. 

Jeg nærer intet behov for at sætte ting i en fastlagte rækkefølger, jeg har ikke en skid til overs for tåbelige ritualer, og symmetrisk orden rager mig.

”Hvad ved du egentlig om OCD?” spurgte psykologen med forbløffende tålmodighed. 

”Tjo, jeg har set film,” svarede jeg. ”Jeg er ikke Rain Man.” 

Eller Jack Nicholson i As Good as It Gets som en arrogant ældre herre, der vasker sig med en ny sæbe, hver gang han går i bad. Eller Leonardo DiCaprio, der medbringer sin egen fikse lille håndsæbe, når han skal besøge et offentligt toilet i The Aviator

”Jeg vil foreslå dig at se et interview med Lars von Trier,” svarede psykologen. 

Da jeg kom hjem, gik jeg på YouTube og fandt videoklippet med en skrøbelig Trier, som sidder hjemme i sin egen stue i selskab med Martin Krasnik og taler om OCD med dirrende stemme. 

Selv om jeg ikke kunne relatere mig til snakken om alkoholmisbrug, gav beskrivelsen af livet med OCD genklang hos mig. 

”Alt det der OCD-værk, er der ingen, der har lyst til,” siger Trier og fortæller, at han til tider er plaget af voldsom sygdomsangst. ”Det er bare for ubehageligt,” afslutter han, inden han skifter emne. 

OCD er meget mere end rengøring eller ordensvanvid. Lidelsen kan manifestere sig som angst for sygdom, legemligt forfald, frygten for at være svag, sær eller grusom. 

Den nybagte mor oplever en indædt angst for at skade sit eget barn og tør ikke fortælle det til en levende sjæl – ikke engang barnets far. 

Den stærkt troende begynder pludselig at tvivle. Er han i virkeligheden ateist? Og vil Gud i så fald straffe ham for hans blasfemiske tanker? Men vent, hvis han er bange for at falde i unådige hos Gud, kan han da ikke være ateist? 

En kvinde, der definerer sig som homoseksuel, ser en mand på gaden, som hun synes er smuk. Men hov, måske er hun slet ikke homoseksuel? Har hun løjet, ikke bare løjet over for sig selv, men også over for andre? 

Jeg savner den slags nuancer på film og i medierne. 

Det var befriende at høre Lars von Trier tale om sin kamp med OCD. Derfor undrer det mig, at The House That Jack Build – fortællingen om en makaber seriemorder med OCD – tegner et klichépræget og unuanceret billede af lidelsen. 

Selv om jeg da må indrømme, at scenen, hvor Jack bliver ved med at vende tilbage til gerningsstedet for at sikre sig, at han har fjernet rester af blod under stolebenene, mens politiet nærmer sig, er et af de komiske højdepunkter i en ellers dyster og morbid film. 

Men hvorfor har Jack kun OCD, når det er belejligt i historien og skaber en komisk effekt? 

Fryserummet, hvor Jack gemmer kvindernes smadrede lig væk, er ét stort rod. Burde en mand med så aggressive, tvangsprægede handlemønstre ikke føle en impulsiv trang til, i det mindste, at skabe en form for orden i kaos? 

Hvis OCD gang på gang bliver skildret mangelfuldt i popkulturen og filmkunsten, gælder det så også for andre former for mentale lidelser? 

Hvis vi reducerer depressioner, skizofreni og borderline til plot devices,og bruger dem som komiske virkemidler, forvrænges vores evne til at forstå de komplekse og alvorlige mentale lidelser – og dermed vores evne til at forstå hinanden.

Kommentarer

Laura Dyhrcrone

 

Laura Dyhrcrone (f. 1996) beskriver verdenen set gennem en ung filmelsker og kunstners øjne. 

I starten af tyverne står hun i vadestedet, hvor alle muligheder er åbne, men også hvor bevidstheden om en karriere begynder at trænge sig på.

Udfordringerne mødes med energi og begejstring, tøven og tvivl, af Laura og hendes jævnaldrende, som hun selv har døbt Generation Æh Øh Åh.

Laura gik på Den Europæiske Filmhøjskole i Ebeltoft fra 2015 til 2016. Hun laver sine egne film og medvirker som skuespiller i andres.

Uden for filmbranchen har hun været billetkontrollør på teatret Aveny-T og vendt bøffer på burgerbaren Gasoline Grill i sit sabbatår. Men film har lige siden barnsben været hendes store passion, og hun brænder for alt fra kønspolitik til populærkultur. 

© Filmmagasinet Ekko