Generation Æh Øh Åh

Bloggen er udtryk for skribentens egne holdninger og opfattelser.

20. juli 2019 | 12:09 - Opdateret 20. juli 2019 | 14:03

Reality-stjerner er katalysatorer for godt og ondt

Foto | Fie Laursen
Fie Laursen har denne sommer skabt debat om de mange hadefulde kommentarer, en reality-stjerne må finde sig i. Tidligere på måneden lagde hun et kontroversielt selvmordsbrev på sin Instagram-profil, som har 300.000 følgere.

Hvem er der mon flest danske unge, som kender navnet på: Klimaaktivisten Greta Thunberg eller reality-stjernen over dem alle, Fie Laursen? 

Jeg vil gerne skrive Greta, men jeg tror svaret er Fie. 

Kan Fie Laursen få titusinde mennesker på gaden? Kan hun skabe et oprør? Et opbrud i samfundet? 

Næppe, men hun kan samle titusinde unge foran YouTube med sine populære videoer, og det er også en bedrift.

Hvor Greta er idealist og formår at samle sine følgere om en sag, som er større end hende selv – klimaet, en bæredygtig fremtid og en ny politisk orden – er reality-stjernen kun optaget af sig selv.

Stjernerne gør sig ingen tanker om fællesskab, et fælles oprør eller en fælles opgave. Deres eneste formål med den berømmelse, han eller hun har opnået (eller fået foræret) er at fastholde berømmelsen for enhver pris – og opnå endnu mere.

Det er så nemt at beundre og like løs på Instagram, til tommelfingrene bliver ømme, men mindst lige så foruroligende nemt er det at fordømme og sprede had.

De unge reality-stjerner bliver katalysatorer for både det gode og det onde i alle os andre, der dagligt følger med i deres liv.

Når vi anklagende peger fingre ad dem, slipper vi for at pege på os selv.

Vi straffer de unge på sociale medier, håner dem og hænger dem ud. Vi vil gerne elske og hylde dem, men kun, indtil de viser sig at være fulde af fejl.

Vi holder ikke deres narcissisme, tankeløshed, enfoldighed eller egoisme ud. Vi væmmes ved dem, og det skal de selvfølgelig have at vide – helst på den groveste måde, vi kan komme i tanke om. Som en triumferende fuckfinger i kommentarfeltet på et tilfældig Instagram-billede.

Men spørgsmålet er, om de unge virkelig kender til konsekvenserne, inden de frivilligt udstiller sig selv offentligt. Er de overhovedet gearet til den enorme mængde had, som ubarmhjertigt venter dem?

”De er da selv uden om det,” konkluderer mange. Men hvorfor skal det være et vilkår at blive nedgjort og ydmyget offentligt, bare fordi man bliver berømt?

De unge mennesker på tv-skærmene, Instagram og YouTube rummer mange forskellige facetter. De kan være vittige og charmerende, irriterende og trættende, at høre på. Selvforelsket kan de underholde os i timer med ligegyldigheder, pynte på historier og uddele præmier til deres mest trofaste følgere.

Men de kan også vise os deres sårbarhed, deres skamfulde, skrøbelige og langt mere menneskelige sider.

For det meste kæmper de unge for at fastholde deres position i mediernes søgelys. Men på et tidspunkt bliver det for meget, og de må kæmpe en ofte endnu vanskeligere kamp for at komme ud af søgelyset igen.

De unge mediestjerner begår fejl, de bliver forvirrede og usikre og oplever nederlag. På den måde minder de om alle andre unge, men der er et særligt pres på de unge fra reality-genren. De skal hele tiden forny sig selv, hele tiden blive klogere, mere empatiske og bedre mennesker.

Men uanset hvor langt de kommer i den proces, forbliver de kommentarer, som skrives om dem, de samme. De bliver hverken rummeligere eller mere empatiske.

En reality-stjerne er modsat en messias-lignende figur som Greta fuld af mangler, og netop derfor burde man nære empati med dem frem for at udstille og ydmyge dem.

Sandheden er jo, at der findes en reality-stjerne i os alle, hungrende efter anerkendelse og opmærksomhed. Og i dag er det en realitet, at man kan man blive berømt uden at have et budskab eller være god til noget særligt.

Vi burde hellere diskutere den udvikling i vores samfund i stedet for hyklerisk at væmmes ved alle de unge mennesker, som er et produkt af den selvsamme udvikling.

Bare se på Trump – fra reality-stjerne til præsident.

Han fortjener modstand, men han er heller ikke et sårbart ungt menneske med behov for anerkendelse. Trump er ingen Fie Laursen. Han er en kyniker med skræmmende magtbeføjelser.

Dér ligger faren: i kynismen.

Kommentarer

Laura Dyhrcrone

 

Laura Dyhrcrone (f. 1996) beskriver verdenen set gennem en ung filmelsker og kunstners øjne. 

I starten af tyverne står hun i vadestedet, hvor alle muligheder er åbne, men også hvor bevidstheden om en karriere begynder at trænge sig på.

Udfordringerne mødes med energi og begejstring, tøven og tvivl, af Laura og hendes jævnaldrende, som hun selv har døbt Generation Æh Øh Åh.

Laura er elev på Den Danske Filmskoles instruktørlinje. Hun laver sine egne film og medvirker som skuespiller i andres. 

Uden for filmbranchen har hun været billetkontrollør på teatret Aveny-T og vendt bøffer på burgerbaren Gasoline Grill i sit sabbatår.

© Filmmagasinet Ekko