Generation Æh Øh Åh

Bloggen er udtryk for skribentens egne holdninger og opfattelser.

24. aug. 2019 | 09:45

Sex og stoffer på en søndag

Foto | HBO
Jules (transkønnede Hunter Schafer) og Rue (Zendaya) forelsker sig i ungdomsserien Euphoria, hvor kærligheden kæmper trods hårde kår.

Syttenårige fylder næsen med hvidt pulver og har hård, mekanisk sex. Piger blotter sig foran webcams på deres soveværelser, og machofyre sender uden skrupler nøgenbilleder af deres tidligere kærester til hinanden. 

HBO-serien Euphoria er voldsom i sin ucensurerede skildring af et på en gang råt og sårbart teenageliv. 

Der er den grumme fortælling om Nate, den hyper-maskuline sportsfyr, som samtlige piger vil have som deres kæreste. Men Nate er mere til vold og grov manipulation. Og så er der Rue, den indadvendte misbruger, som forelsker sig i skolens nye underfundige pige Jules, der som få forstår Rue og måske gengælder hendes kærlighed. 

Serien gør ondt at se på. Alligevel er den god. I hvert fald, hvis man spørger det unge publikum. 

Men serien har vakt stor forargelse. 

Lokker den sit unge, ubefæstede publikum til misbrug? Er det problematisk, at en serie, som mestrer et billedsprog, der så præcist formår at appellere til de helt unge, fremstiller stofmisbrug på en så voldsom og dragende måde? 

Seriens ukomplicerede og ligefremme forhold til sine queer-karakterer er tiltrængt og noget af det bedste ved Euphoria. Den gør aldrig et stort nummer ud af, at Jules er transkønnet, eller at Rue er til piger. 

Det er en lettelse.

Men lige så subtil serien virker i forhold til sine karakterer, lige så sensationalistisk er den i sin fremstilling af sex, vold og stoffer, lyder kritikken. 

Hovedpersonen, den blot syttenårige Rue, har udviklet et farligt misbrug og dør næsten af en overdosis. Alligevel er Rue sjældent bleg for at fortælle os om sin fascination af de forskellige stoffer, deres fantastiske effekt og den selvforglemmende rus. 

Når vi ser hende trippe på skærmen, hæver Euphoria sig over gængse ungdomsserier med en forrygende billedside, flimrende neonfarver og et heftigt soundtrack med tung bas i baggrunden. 

Det er uden tvivl forførende at se på, og man kan godt få lyst til at gå på klub og tage stoffer, når man ser serien derhjemme en søndag med en kop varm te i hænderne. Har forargede kritikere og bekymrede forældre ret? 

Skal man tro Rue, kan et trip på stoffer være en henrivende oplevelse. Et trip kan sågar føre mennesker tættere sammen. Man kan forelske sig på stoffer, og sommetider kan et trip åbne verden og skabe noget fantastisk og smukt. 

Lægger man en pille på tungen i Euphoria, gør man det heller ikke altid i desperation eller afmagt. Seriens personer gør det sommetider bare for at føle lidt mere, når de kaster sig ind i et drømmende univers, hvor alting er bedre, renere og skønnere. 

Men serien er efter min mening hverken så blind eller entydig i sin fascination af stoffer, som kritikerne mener. Illusionen brister i det øjeblik, rusen aftager. Trippet ophører, og vi kastes sammen med Rue tilbage til forstadskvarterernes rå high school-virkelighed, der indebærer konstante mobberier, giftig maskulinitet, seksuelle krænkelser, mindreværd og fortvivlelse. 

På de monotone skolegange føles tilværelsen kvælende og meningsløs. 

At lade Rue tale direkte til os om sin længsel efter stoffer, er et skarpt greb. De, som føler sig krænket af seriens direkthed glemmer, at det er Rue, som romantiserer stofferne, fordi hun er afhængig. Det er hendes egen subjektive oplevelse af at være høj, som publikum får del i. 

”Hvordan føles det ikke at være høj til en fest?” spørger en af Rues venner, da de sidder til et poolparty, og hun for en gangs skyld er helt sober. ”Det er så nyt for mig, at det næsten føles som en anden slags stoffer,” svarer hun. 

Rue vinder vores sympati, fordi vi forstår, hvorfor hun handler, som hun gør. Hvis et trip var harmløst og dovent fremstillet, ville vi aldrig fatte hendes fascination. Hvis vi kun fik del i de dårlige trip, ville vi næppe kunne respektere hende. 

Euphoria viser os, hvordan et trip på stoffer kan være helt uden filter. Men den viser os også alle de kvaler og den tomhed, personerne står tilbage med i det øjeblik, euforien ophører. De bedste ungdomsserier er dem, som kompromisløst tør skildre de unge uden hverken at dømme eller opdrage.

Rue lyver og fortsætter med at tage piller bag sin families ryg. Hun er misbruger og ude at skide, lige indtil hun møder den jævnaldrende Jules, som netop er flyttet til byen. De to bliver bedste veninder, og Rue bliver fortryllet af Jules. 

For Rue er det kun forelskelsen i Jules, som kan måle sig med følelsen af stoffer. 

Det understreger serien elegant ved at lade sekvenser, hvor den gryende forelskelse mellem de to piger skildres, være mindst lige så umiddelbare, legende og visuelt betagende som de sekvenser, hvor Rue tripper. 

Stoffernes effekt bliver kun mindre, for hver gang Rue tager dem. Imens vokser forelskelsen i Jules sig hele tiden større. 

Euphoria har ingen pædagogiske pegefingre. Alligevel er der en morale: Kærlighed er stoffet, der slår de andre stoffer. 

Og nok kan den gøre dig afhængig – ligesom narko – men i modsætning til stofferne gør kærligheden dig til et større menneske. Og mere sårbar. 

Det er ungdommens svære balanceakt på livets knivsæg, midt imellem hengivelse og fortabelse. Og i stofferne ligger også drømmen om usårlighed.

Kommentarer

Laura Dyhrcrone

 

Laura Dyhrcrone (f. 1996) beskriver verdenen set gennem en ung filmelsker og kunstners øjne. 

I starten af tyverne står hun i vadestedet, hvor alle muligheder er åbne, men også hvor bevidstheden om en karriere begynder at trænge sig på.

Udfordringerne mødes med energi og begejstring, tøven og tvivl, af Laura og hendes jævnaldrende, som hun selv har døbt Generation Æh Øh Åh.

Laura gik på Den Europæiske Filmhøjskole i Ebeltoft fra 2015 til 2016. Hun laver sine egne film og medvirker som skuespiller i andres.

Uden for filmbranchen har hun været billetkontrollør på teatret Aveny-T og vendt bøffer på burgerbaren Gasoline Grill i sit sabbatår. Men film har lige siden barnsben været hendes store passion, og hun brænder for alt fra kønspolitik til populærkultur. 

© Filmmagasinet Ekko