Ud over at være en af dansk films helt store manuskripttroldmænd er Anders Thomas Jensen blandt landets mest populære instruktører med fem bizarre, mørke komedier bag sig.
Alle – fra Blinkende lygter til Retfærdighedens ryttere – handler om neurodivergente mænd, der først møder hinanden med vold, mens siden danner et ømt fællesskab.
I traileren til den sjette, Den sidste viking, som får verdenspremiere på Venedig-festivalen om en lille måned, ser det ud til, at instruktøren fortsætter i samme rille.
Denne gang er de psykologiske udfordringer mere udtalte. Mads Mikkelsen spiller John W. Lennon, der indtil for nylig hed Manfred, men nu identificerer sig som rockstjernen fra The Beatles. Dissociativ personlighedsforstyrrelse, kaldes det af Lars Brygmanns psykiater, der ikke er for fin til at tage imod bestikkelse for at udskrive patienter.
Anker (Nikolaj Lie Kaas) vender tilbage fra fængslet efter adskillige år og er frustreret over sin excentriske bror John. Så vi er nogenlunde tilbage i dynamikken mellem Nikolaj Lie Kaas som mutte Bjarne og Mads Mikkelsen som Svend Sved i De grønne slagtere.
På et samfundsmæssigt plan lægger filmen op til en satirisk udforskning af det svære i at respektere andres ret til at vælge egen identitet. ”Jeg kan ikke bare kalde mig selv Werner Kæmpepik, det skal afspejle virkeligheden,” siger Søren Mallings karakter med vinglas i hånden.
Brødrene trækker ud i skoven, hvor Anker leder efter begravede penge. Imens forbereder John og en flok særlige musikere en koncert, som Anker kalder ”et band med tosser”. Psykiateren kalder det ”et yderst validt psykiatrisk eksperiment”.
Traileren er fyldt med håndgemæng og psykohumor, som vi kender det fra Anders Thomas Jensen, men hvad det hele skal ende med, er umuligt at gætte.
Den sidste viking har premiere på Venedig-festivalen, som løber fra 27. august til 9. september. Filmen får dansk biografpremiere 9. oktober.
Kommentarer