Biografanmeldelse
12. juli 2018 | 09:18

Bergman – et år, et liv

Foto | B-Reel Films
Skuespilleren Bengt Ekerot og instruktøren Ingmar Bergman under indspilningen af Det syvende segl fra 1957, som dokumentaristen Jane Magnusson betragter som et skæbneår for den svenske auteur.

Uomgængelig dokumentar timet til Ingmar Bergmans 100-årsdag afslører, at hans selvbiografi ofte var opdigtet. Derimod var han hudløst ærlig i sin filmkunst.

Af Brian Petersen

Ingmar Bergman (født 14. juli 1918) var ”verdens mest berømte filminstruktør”, hævder dokumentaristen Jane Magnusson i sin speak til Bergman – et år, et liv. Det er måske nok alligevel en overdrivelse. Men at han var en af efterkrigstidens mest fremtrædende europæiske filminstruktører, kan ikke nægtes. 

Og utvivlsomt Sveriges mest kendte.

Blandt hans tidlige dyrkere var de senere franske nybølge-instruktører François Truffaut, Jean-Luc Godard og Eric Rohmer. Og i 1998 prøvede Lars von Trier forgæves at få den da 80-årige svensker til at lave en Dogme-film. Bergman værdigede ham end ikke et svar.

”Han betød sindssygt meget for mig, det dumme svin,” udtaler Trier kort i filmen, der desværre udelader baggrundshistorien.

Flere år før Trier vakte furore med sine udtalelser om, at han forstod Hitler, gik Bergman i øvrigt meget længere ved at indrømme, at han så op til og sympatiserede med nazisterne. Først i 1946 tog han afstand fra Hitler.

Det er med i filmen, hvor det forklares med et ønske om at forgrimme sig selv!

Det er flere spændende arkivfund, som blandt andet dokumenterer den udbredte ”Bermania”, der herskede, da hans karriere var på sit højeste. Suppleret af mange interviews, også med Bergman selv, levendegør materialet tiden og stiller skarpt på Bergman som privatperson og filmskaber.

En gennemgående pointe er, at man skal være varsom med at tage hovedpersonens selvbiografiske erindringer for pålydende. Alt, hvad han har fortalt om sit ”lorteliv”, skal tages med et gran salt, mens han omvendt er hudløst ærlig i sin filmkunst.

I sine film trækker han gerne på hovedstolen og anvender sig selv ”både som træ og som økse”, som han selv udtrykker det. Og så går han ikke af vejen for at piske sig selv.

For eksempel i nøgleværket Ved vejs ende, hvor en mand indser, at han har forsømt livet ved at hellige sig arbejdet. Ikke ulig Bergman, der på det tidspunkt, i 1957, var 39 år gammel, gift for tredje gang og havde sidespring med flere af sine medvirkende. 

Han kunne hverken huske, hvor mange børn han havde, eller hvornår de havde fødselsdag. Til gengæld havde han det år, som Magnusson bliver ved med at vende tilbage til og ser som et skæbneår, hele seks premierer inden for teater, film, radio og tv. 

Han daterede sit liv efter sine kunstneriske værker, ikke efter privatlivet. Familieliv var ikke noget, han beskæftigede sig med. Ud over altså i sine film, hvor barndommen og ungdommen udgør en rød tråd. 

I det lys er Magnussons største scoop et ikke tidligere offentliggjort interview med Bergmans storebror Dag. I 1980’erne satte Bergman personligt en stopper for, at det blev vist på svensk tv. Det forstår man godt, for hans version går direkte imod Ingmars egen fremstilling af en hård barndom. 

Dag hævder, at det var ham, der var prygelknabe for deres præstefar. Ingmar, derimod, var det forkælede yndlingsbarn. ”En lille engel i skolen og elsket af alle indtil studentereksamen.”

På den baggrund spekulerer Magnusson i, om Bergman i Fanny og Alexander mon snarere er Fanny end hovedpersonen Alexander, der udsættes for biskop Vergerus’ psykiske og fysiske vold. Det er et tankevækkende perspektiv på en instruktør, der i flere af sine film er så stærkt optaget af at udforske det dæmoniske, og som for mange selv fremstod dæmonisk. 

For det må have været endnu mere skyldspåførende og forfærdeligt at se magtesløst til, end at være den, der fik tæsk. 

Det er i øjeblikke som dette, hvor liv og værk smelter sammen, at Bergman - et år, et liv fungerer bedst. Men intensiteten kan ikke holde i de næsten to timers spilletid.

Mængden af interviews med mennesker, hvis relationer til Bergman enten var ret perifere, eller hvis historier ikke får lov til rigtigt at udfolde sig, er for stor. Mange af de medvirkende er kun med ganske kort, heriblandt Holly Hunter, Zhang Yimou og Barbara Streisand og en litteraturekspert, jeg har glemt navnet på. 

Derved bliver fraværet af andre nulevende personer, der har været helt tæt på eller må have noget at sige om Bergman, mere iøjnefaldende.

Hvor er for eksempel Woody Allen, hvis film er direkte inspireret af Bergman? Max von Sydow, der var en fast del Bergmans skuespiller-ensemble ligesom elskerinderne Bibi Andersson og Harriet Anderson? Og hvad med nogle af hans i alt ni børn. Kunne bare ét af dem ikke tænkes at have noget at sige om deres far?

Det er også en smule ærgerligt, at Magnusson insisterer på, at Bergman lavede sine vigtigste film i 1957, hvor hans varemærke blev selvbiografisk funderede, psykologiske sjælegranskninger (med Persona og Hvisken og råb som senere hovedværker).

Også de tidlige 1950’eres realistiske ungdomsskildringer og skærgårdserotik i Sommerleg og Sommeren med Monika samt de frimodige komedier Sommernattens smil og En lektion i kærlighed er mesterværker, hvor der kan findes selvbiografisk gods og kunstnerisk gnist.

Men disse indvendinger ændrer ikke på, at Bergman – et år, et liv er uomgængelig for alle filmhistorieinteresserede, der ønsker at blive klogere på Bergman.

Trailer: Bergman – et år, et liv

Titel:
Bergman – et år, et liv

Originaltitel:
Bergman – ett år, ett liv

År:
2018

Instruktør:
Jane Magnusson

Medvirkende:
Roy Andersson, Thommy Berggreen, Dick Cavett, Gösta Ekman, Lena Endre, Kenne Fant, Katinka Faragó, Thorsten Flinck, Inga Landgré, Gunilla Palmstierna-Weiss, Suzanne Osten, Birgitte Petersson, Arne Strömgren, Ove Svensson, Liv Ullmann

Spilletid:
117 minutter

Aldersgrænse:
Tilladt for børn over 15 år

Premiere:
12. juli

© Filmmagasinet Ekko