Biografanmeldelse
11. feb. 2018 | 10:55

Fifty Shades – Fri

Foto | Doane Gregory
I tredje og sidste del af trilogien bliver Anastasia (Dakota Johnson) og Christian Grey (Jamie Dornan) gift, men mon den ægteskabelige lykke vil holde?

Selv billetmanden erkender, at det er en skandale at lægge lærred til sådan noget lort. Men måske skal man som mand bare lukke øjnene og læne sig tilbage?

Af René Fredensborg

Imperial er en meget stor biograf, når man er den eneste mand, og der kun er en lille håndfuld, spredte kvinder at dele denne Skandinaviens største sal med.

Der er Anette med vindjakke og rygsæk på trettende række og en mor/datter-konstellation oppe bagved. Og jeg synes også at kunne spotte et par krølhårede veninder nede foran et sted, men kort sagt:

På en fredag eftermiddag, hvor vinterferien helt traditionelt får biografejere til at gnide hænder, må det for alle parter være stærkt skuffende at der er cirka 1096 ledige velourstole til den ellers så populære husmorporno.

Det er film nummer tre i serien, den sidste, og visse mandlige anmeldere har allerede slagtet den. Jeg er mand, jeg er fejlcastet som kritiker, det ved jeg allerede i åbningsscenen, hvor hovedpersonerne bliver gift på den der overgjorte sødsuppe-manden-er-hovedrig-og-privat-jetfly-honeymoon-agtige måde.

Alt er den kliché, man levende havde forestillet sig, og selv billetmanden gav mig på forhånd ret: Det er en skandale at lægge lærred til den slags lort. 

”Din verden skal begynde og ende med mig,” siger manden, Mr. Grey, til Mrs. Grey. 

Han er et selvoptaget, besidderisk, mansplaining fjols, der har scoret en pige, som tilsyneladende – og måske heldigvis – aldrig har hørt om feminisme og #MeToo-bevægelser.

Hun er nuttet, villig og med på, at man ”straffer” hende med lidt kinky sex, hvis hun tager bh’en af og flasher patter på et beach-resort i Sydfrankrig. En form for naboens datter med et job i den kreative klasse og så svineheldig, at hun nu er gift med en rig og ikke mindst brunstig stodder. Det drama, der herefter følger, er ikke værd at referere, for det hænger ikke sammen, og det er faktisk regulært ubegribeligt, at nogen i Hollywood har skålet med hinanden og tænkt: Det her, det bliver fandme en god film!

Men igen: Jeg er mand.

En mand skal ikke bedømme et dameblad. Og en mand skal heller ikke anmelde en film, der allerede har fat i sit kernepublikum, som godt nok svigter lidt denne eftermiddag, men de er der.

Så jeg fangede dem bagefter, tre af de kvinder, der så filmen. 

Først mor/datter-konstellationen, hvor mor ved navn Liselotte indleder med at kommentere, at der overhovedet har været en mand inde og se filmen. Hun havde spottet mig. Og undret sig.

Er det da ikke en film for mænd?

”Det tror jeg ikke. Og jeg har læst, at den fik nul stjerner i Ekstra Bladet af en mand. Men jeg synes nu, at der indimellem var nogle ret sjove momenter. For mig er en kærlighedsfilm altid god, det siger jeg som kvinde.”

Datteren udbryder: ”Den var røvsyg. Den var meget tynd i det. Og flyvsk i handlingen.”

Hun er ellers glad for, at hun gik med sin mor. Hun vandt et cruise til Oslo. Hun var nemlig den eneste, der deltog i et såkaldt Biospil, som finder sted for dem, som sidder klar før reklamerne.

”Det var godt, at man lov at se bryster. At det ikke blev pakket væk,” slår Liselotte fast. Hun vil i øvrigt ikke oplyse sin alder, kun at hun er i ”uha-alderen”. 

Hvor mange stjerner vil du give den?

”Mellem tre og fire stjerner. Altså, den var jo nok lidt kedelig. Jeg har jo fået børn, ikk’!” siger Liselotte med hentydning til, at hun altså ikke var der for inspirationens skyld.

”Jeg synes ikke, den var fantastisk, men det var god underholdning,” siger en lavstammet kvinde ved navn Anette. Iført vindjakke og rygsæk vil hun også lægge snittet mellem tre og fire stjerner, ud af seks mulige. Hun har både læst bøgerne og set de to forgængere. 

Men er den ikke ret kliché?

”Jo, selvfølgelig er den da det. Man ved jo, hvad man går ind til. De andre to var så langt mere husmor-porno. Det her er helt klart mere en kærlighedshistorie. Jeg vil kalde det lettilgængelig sommerpop, bare om vinteren.”

Ved et bord sidder et triumvirat af sortklædte damer i deres bedste alder og venter på næste forestilling. Den lyshårede Tine blander sig i vores samtale: 

”Altså, mænd synes ikke, sådan en film er god. Det undrer mig, at de mandlige anmeldere kritiserer den så meget. Jeg tror, det handler om mænds syn på hele det her univers. De er simpelthen bange for, at der er noget, de skal leve op til. The Red Room og hele møget (The Red Room er ægteparrets S/M-værelse, red.). Når kvinder anmelder det, ser de på helt andre ting.”

”Man skal læse bogen. Det hele er meget mere spændende dér,” supplerer hendes veninde Lene, der har grå page.

Tine svarer: ”Jeg har ikke læst bøgerne, men bare set filmene, og det er, hvad det er. Jeg synes, det er meget hyggeligt med det univers.”

Regner du med at blive rørt?

”Nej, det regner jeg faktisk ikke med. Jeg regner med at komme i stemning.”

Hvilken stemning?

”Jamen, altså at se lidt husmor-sex.”

Lene: ”Det er jo det forbudte i filmen, der har tændt folk. Altså, det vi ikke taler om. Så går folk amok, ikk’? Så skal der satme noget sexlegetøj på bordet, ikk’?”

De griner. Også den tredje veninde, en dame med rødhårede krøller kaldet Jeanette. Hun har ingen forventninger og er blevet ”tvunget” med. Hun faldt engang i søvn til etteren. 

”Det er jo i gåseøjne en pornofilm i biografen. En slags legal pornofilm. Kvinder tænder på alt det, han står for som menneske. Han er jo ikke perfekt eller smuk, og hvis han endelig var den perfekte mand, der bare lignede en million, så ville det være for meget.”

Lene: ”Altså, man bliver ikke ligefrem blown away, men man kommer da i stemning. Og så bliver manden glad, når man kommer hjem.”

Tine: ”Det er ikke engang løgn. Det er jo lige præcis det, der sker jo. Kvinden kommer hjem, og så kommer der bare gang i soveværelset.”

Ja, måske er det bare det.

Mænd tænder ikke rigtigt på det, men det gør visse kvinder. Fifty Shades er måske efterhånden kun en skygge af sin egen succes, men de mest hardcore-fans tager gerne en sidste omgang. Og dér må man som mand bare lukke øjnene og læne sig tilbage.

Trailer: Fifty Shades – Fri

Titel:
Fifty Shades – Fri

Originaltitel:
Fifty Shades Freed

Land:
USA

År:
2018

Instruktør:
James Foley

Manuskript:
Niall Leonard

Medvirkende:
Dakota Johnson, Jamie Dornan, Eric Johnson, Eloise Mumford, Rita Ora

Spilletid:
105 minutter

Aldersgrænse:
Tilladt for børn over 15 år

Premiere:
8. februar

© Filmmagasinet Ekko