Biografanmeldelse
20. mar. 2017 | 11:09 - Opdateret 20. mar. 2017 | 11:56

Guy and Madeline on a Park Bench

Foto | Damien Chazelle
Madeline (Desiree Garcia) og Guy (Jason Palmer) deler interessen for jazz, men har svært ved at forløse den romantiske gnist, der opstår imellem dem.

Damien Chazelles sort-hvide debutfilm er et noget famlende, men interessant forstudie til La La Land.

Af Lars Bukdahl

Efter 32-årige Damien Chazelle som rekord-ung fik en instruktør-Oscar for succesen La La Land, er det enormt spøjst at se hans debutfilm Guy and Madeline on a Park Bench fra 2009, som han både instruerede, skrev, filmede, klippede og producerede.

For Guy and Madeline on a Park Bench er La La Land bare uden farverne og stiliseringen, Hollywood-stjernerne og millionerne, tuttenuttetheden og opbyggeligheden.

Begge film er let musicaliserede kærlighedshistorier. La La Land ville uden tvivl have lettere ved at undvære sin musicalisering, fordi den jo stadig ville beholde sin stilisering og Hollywood-stjerner.

Men den fornøjelige chokeffekt af musicaliseringen er større i Guy and Madeline on a Park Bench på grund af lige akkurat manglen på stilisering og Hollywood-stjerner. Her er sang og dans helt anderledes fremmedelementer.

Uden musicaliseringen er Guy and Madeline on a Park Bench nemlig en humørsyg, minimalistisk sort-hvid indie-film, der ikke udviser nogen bevidsthed om, at humørsyg, minimalistisk sort-hvid indie-film også er en genre. Og sådan cirka den modsatte genre i forhold til musicalen.

Og hvis Damien Chazelle bare havde opfattet humørsyg minimalisme som en genre i lige så høj grad som musicalen – og ikke bare som den naturlige, automatiske udtryksform for en debuterende instruktør – kunne Guy and Madeline on a Park Bench være blevet en bedre film end den genuint charmerende La La Land.

For at følge en person i nærbilleder ind på et badeværelse er jo lige så meget en genre-kode som at hoppe op og danse på et cafébord, og det hjælper på muligheden for et personligt aftryk, hvis instruktøren er bevidst herom.

I stedet er den et forfjamsket forstudie.

Vi befinder os i Boston, hvor jazz-trompetisten Guy er kæreste med tyste Madeline, og det er han så pludselig ikke længere, fordi han bliver indtaget i den mindre tyste Elena. Vi følger så parallelt Madeline, der rastløst søger jobs og dater og får trommeundervisning, og Guy, der spiller løs på sin trompet, som Elena ikke er synderlig interesseret i.

Det sidste gør naturligvis Guy mindre interesseret i Elena og får ham til længes tilbage til Madeline, der godt kunne finde ud af digge jazz.

Som vi ved fra La La Land, er det vigtigt, men også skæbnesvangert, at en kvinde digger jazz. Elena ville således ikke som Emmas Stones Mia i La La Land have ment, at Ryan Goslings Sebastian solgte ud ved at spille jazz-rock!

Pludselig er Madeline i New York og sammen med en ældre franskmand, og så er hun hjemme igen i Boston, hvor Guy stadig mere desperat leder efter hende. Selvfølgelig støder de på hinanden, Guy blæser en ballade på sin trompet, og så er slutningen passende åben.

Musical-indslagene er få, men fornemme: et enkelt realistisk sang- og step-nummer med Guy på trompet, to park-omkringvandrende, rene sangnumre med Madeline og et sang- og dansenummer med Madeline og hendes café-kolleger. Plus franskmandens lille, franske køkkensang.

Der er blevet lagt langt mere umage i disse indslag end i hele resten af filmen. Sangene, som altmuligmand Chazelle har skrevet tekster til, er alle nye og indspillet med et slovakisk symfoniorkester.

Og det betaler sig, for det virker.

Man ophøjes med et stort og forløst smil. Inden man med det mindste, forkølede bump falder ned og tilbage i den humørsyge, minimalistiske sort-hvide indie-film, som altså ikke er synderligt ophidsende, og som er set bedre en dusin gange før – fra Cassavetes over Scorsese til Jarmusch (og hvad sker der helt ærligt for den creepy sekvens med den ældre herre, der stalker Elena og inviterer hende hjem?).

Næste film for Damien Chazelle er en biopicom Neil Armstrong: Der skal stepdanses på månen, hvis der er nogen kunstnerisk retfærdighed til.

Trailer: Guy and Madeline on a Park Bench

Titel:
Guy and Madeline on a Park Bench

Land:
USA

År:
2009

Instruktør:
Damien Chazelle

Manuskript:
Damien Chazelle

Medvirkende:
Jason Palmer, Desiree Garcia, Sandha Khin

Spilletid:
82 minutter

Premiere:
Vises i Cinemateket 28. marts kl. 21.15 og 31. marts kl. 21.30

© Filmmagasinet Ekko