Virgin Mountain lyder rigtig islandsk på en dyster, underjordisk måde. Men den engelske titel på Dagur Káris seneste film viser sig at være en slags vittighed. For hovedpersonen, den 43-årige enspænder Fúsi, er både en jomfru og et bjerg.
Han er enorm, men samtidig er han knap nok til stede, og han opvejer sin tårnende, fysiske tilstedeværelse på en selvudslettende måde.
Han er for sløv til at reagere på de hånlige ord fra sine mobbende kolleger blandt Reykjavíks lufthavnspersonale, for sløv til at sige fra over for sin gnavne mors følelsesmæssige manipulation – de bor sammen i en lille lejlighed i byen – og for sløv i forhold til nogen form for følelser.
Også sløv mentalt. Tror man – indtil man indser, at Fúsi bruger apatien som en slags overlevelsesstrategi, i hvert fald delvis.
En af de fantastiske ting ved Virgin Mountain er den måde, den sætter en person, som man kunne forvente havde en mindre rolle i en andens historie, midt på scenen. Og det gøres med en stille opmærksomhed, der virker distanceret til at begynde med, men som vokser, i takt med at vi lærer den reserverede mand at kende. Til sidst ender det med sympati og hyldest til en hverdagshelt.
Hovedrolleindehaveren Gunnar Jónsson sætter aldrig en fod forkert. Han indtager sin rolle uden antydning af overspil og forsvinder ind i den på samme måde, som Fúsi lader til at forsvinde ind i det hemmelige helle af sit vældige korpus.
Filmen er en slags kærlighedshistorie, men den er også en forsinket coming of age-fortælling. Kærligheden begynder at blomstre, helt sky, da Fúsi får line dancing-timer i gave af sin mors selvsmagende og bedrevidende kæreste.
Da Fúsi sidder på parkeringspladsen, efter at han ikke har turdet gå til timen, møder han Sjöfn (Ilmur Kristjánsdóttir), en blond blomsterhandler, hvis sprudlende facon viser sig at være den ene side af hendes bipolare, depressive personlighed.
I samme periode bliver Fúsi venner med en ensom lille pige fra lejligheden nedenunder, hvis far har for travlt til at give hende den opmærksomhed, hun har brug for. Dette ”upassende” venskab fører til, at Fúsi bliver midlertidigt udstødt, mistænkt som pædofil. Men uden at være overpædagogisk lærer den følsomme film os, at ”skør” og ”normal” er subjektive etiketter.
Der er tre steder, hvor den underkuede Fúsi er fri til at være sig selv: en thai-restaurant, hvor han spiser alene hver fredag, en lokal radiostation, hvor han nærmest som et fast indslag ringer ind, og foran den model af El Alamein-slagmarken (der optager det meste af hans stue), hvor han genopfører Anden Verdenskrigs-slag med sin eneste mandlige ven.
Fúsi har det bedre sammen med legetøj end med mennesker. Skellet mellem barn og voksen er én, han ikke har krydset, men det er den barnlige styrke og stædighed, han trækker på, da han skal tage sig af Sjöfn, da en depression paralyserer hende.
Badet i det kolde, vandede lys af Reykjavík om vinteren er Virgin Mountain som et glimt ind i et menneskeakvarium – fascination på afstand. Der er empati i filmens følsomme, mobile, men aldrig rystende kameraarbejde. Men der er også en distance, som for eksempel kommer til udtryk i de mange syn gennem glas – vinduer, forruder – der ses gentagne gange i filmen.
Et beskedent soundtrack bestående af molakkorder på en guitar af Slowblow (instruktøren egen musikduo) tilføjer melankolske penselstrøg, uden at det kammer over i sentimentalitet.
Kommentarer