Kommentar
22. dec. 2016 | 09:54

2016 er lig med feminisme, 2017 med kunst

Foto | André Hansen
Den danske Super8-spillefilm Needle Boy, hvor Nick (Niklas Lundstrøm) vil skyde sine medstuderende på Aarhus Universitet, peger mod en vilje til at fortælle anderledes historier i fremtiden.

Der har været en nødvendig debat om kønskvoter hele året, mens næste år peger frem mod kunstnerisk fornyelse, skriver instruktør Sebastian Cordes i sin nytårskommentar.

Af Sebastian Cordes

For mig har der været to vigtige, gennemgående fænomener i filmens verden i år – i hvert fald i Danmark.

Det ene brød ud i fuld flor, og det andet er blot ved at lade sig fremkalde og er endnu kun et potentiale. Det første er hele feminisme-debatten, det andet er det, jeg ville kalde ”den nye film”.

Det ene rækker tilbage i 2016, det andet peger frem mod 2017.

Under en filmforestilling på verdens største dokumentarfilmfestival, IDFA i Amsterdam, som jeg var til, udvandrede femten-tyve mennesker. Nogle af dem i stilhed, mens andre demonstrerede deres utilfredshed ved at tage jakkerne hårdt på, da de gik ned ad de larmende trapper i det gamle Brakke Grond-teater.

Grunden til, at man tydeligt kunne høre den demonstrative larm fra deres fødder, var, at der var absolut stilhed i filmen i cirka en time i træk. Og filmen havde ingen fortælling, ingen faste karakterer, intet plot. Det gik med andre ord virkelig langsomt i den film.

Det, der provokerer
Hvilket ikke var så underligt igen, for den var under temaet ”Quiet Eye”, der blev præsenteret i programmet som ”Slow Documentary”.

Men ikke desto mindre blev folk så provokerede af langsommeligheden, at de gik i vrede.

Havde der været vold, blod, pædofili eller voldtæger, var folk ikke gået. Men at det gik langsomt, var fantastisk provokerende.

Sådan er det vel nu.

Men er det ikke netop sådan, at kunsten skal ruske i os? Det skal rykke i os, det skal gøre lidt ondt. Det skal få os til at spytte kaffen ud af grin. Det skal knække vores vante forestillinger om liv, form, kunst og det, der altid har været.

Post hoc ergo propta hoc: Fordi det altid har været sådan, skal det blive ved med at være sådan.

Sådan er det med argumentet for at bevare kongehuset. Og sådan er det også med folk, der er modstandere af feminismen.

Vores ubevidste valg
Ligesom debatten i litteraturen er rykket fra aviserne til Facebook, er det samme sket med ligestillingsdebatten i filmbranchen – med alt, hvad det indebærer af enerverende trolls og indebrændte, fejlede og angste, hvide mænd, der nu vil få endnu mindre chance for at få de højtønskede penge fra Filminstituttet.

Er der diskrimination hos filmkonsulenterne? Sandsynligvis ikke.

Men Danmark er ikke anderledes end alle andre samfund i verden, der systemisk undervurderer kvinders færdigheder. Argumentet er, at man handler ud fra ubevidste nedarvede eller sociale mønstre.

Der kommer aggressivitet ind i debatten, for det er ubehageligt at få at vide, at man handler på baggrund af ting, man ikke altid er herre over. Men det er en gammel nyhed.

Det hed falsk bevidsthed hos Marx, underbevidsthed hos Freud, det kollektivt ubevidste hos Jung, tavs viden hos Polanyi, prærefleksivitet hos Merleau-Ponty og så videre – og det er det, vi ved, at alle reklamer spiller på.

Hvis vi kan acceptere, at reklamer spiller os et underbevidst puds, og vi køber Coca Cola i stedet for Jolly Cola (selv om Jolly Cola selvfølgelig indiskutabelt smager bedre), fordi vi påvirkes af reklamer, kan vi vel også blive enige om, at noget så ældgammelt som kønsmønstre sidder dybt i vores alle sammens handlemønstre?

(I min egen bogreol, hvor ”klassikerne” står, viste det sig ved nylig gennemgang, at den kun indeholdt fire procent kvindelige forfattere).

Lighed eller undertrykkelse
Der blev sat tre aktionsgrupper i gang, og det er en start.

Men det er en broget omgang research. En forskerven, der beskæftiger sig med analyse af big data, fortalte mig, at dele af dem nok ikke var blevet godtaget som reel statistik på et universitet, men dumpet for videnskabelig uredelighed.

Men en ting er statistik, noget andet er opmærksomhed.

Der er sat fokus, og det er positivt. Det er et stort slag for kunsten, at flere stemmer får hul igennem. Men der vil stadig være modstand.

”When you’re accustomed to privilege, equality feels like oppression,” som det hedder sig. På den måde er anti-feminister i båd med klimaforandringsbenægtere.

Historien vil vise, at de tog fejl. Vi har brug for nye fortællinger, og dem vil der altid være modstand mod fra en reaktionær klasse. Dette gælder i øvrigt alle historier, der skiller sig ud. Dramaturgisk såvel som kønsligt. Folk, der bliver provokeret af langsommelighed, som dem, der bliver provokeret af køns-lighed.

Sindssyge film
Manges yndlingsfilm har været håbløse på papiret. De fleste sindssyge projekter, der lykkes, bliver først rost i retrospekt.

Snehvide var en sindssyg idé, Blade Runner, Dommedag nu og Fitzcarraldo var sindssyge.

Ulysses var en håbløs idé til en roman. Er det overhovedet en roman? Vi elsker historien om håbløst ambitiøse eller overnaturlige mennesker, der tager ud på eventyr, vi ikke turde.

Men i nuet spiller vi sikkert og kritiserer dem, der stikker ud fra mængden. Som beæret jurymedlem på mit gamle gymnasium så jeg en kortfilm, der brød alle regler og efterlod mig med en følelse af, at de var en del af fremtidens æstetik og fortælling.

Næppe en perfekt film, men en af de film, der giver et kick, rusker op i ens forestillinger og stiller spørgsmålet: Burde filmens form se sådan ud, som den gør nu?

Uden for filmverden
Det bringer mig videre til del to: Den fantastiske fremtid, der venter os. Der sker et eller andet helt vildt i dansk film lige nu.

Der er en hel generation af folk, der ikke opfatter den gængse vej til spillefilmen som mejslet i sten.

Der er konceptfilm på vej, der er YouTube og Virtual Reality – de gamle former nedbrydes. De frygtløse er på vej. Der skal gentænkes hele fortællestrukturer, og æstetikken skal i højsædet. Det handler om at være tidssvarende.

2017 er deres år!

På Cph Pix så vi ti spillefilm produceret uden for de store selskaber. En af dem, den Super8-producerede Needle Boy, er lavet for kun 220.000 kroner.

Jeg hørte en af dansk upcoming-films mest hurtigproducerende (og for nyligt Oscar-shortlistede) instruktører, Aske Bang, ryste på hovedet på vej ud og sige: ”Hvordan de får tid til at lave en hel spillefilm som afgangsfilm, er vildt mand.”

Det peger frem mod en vilje til at fortælle anderledes historier og især at omfavne mediet. Støtteordningen "Skitsen" på New Danish Screen lader også til at vise sin genialitet med de fremtidige projekter, de viste frem på Cph Pix. Nu skal resten af branchen bare følge med.

That internet thing
Selv om mange, der laver film, næppe vil indrømme det, er to timer på YouTube en del bedre – og billigere – givet ud end til de fleste biograffilm.

Internettet er en legeplads, det er nyskabende.

Jumpcuttet er tilbage. ”Brugerinddragelse” er ikke et flot ord, men en formmæssig praksis. Her bliver kommentarer og likes en vigtig komponent af selve værkets udformning. Og så bliver det i øvrigt set af hundredetusindvis af mennesker.

Men kan man forestille sig Det Danske Filminstitut eller Statens Kunstfond give Armin, Spørg Casper eller Naja Münster kunststøtte?

Jeg tvivler.

Et andet gennembrud er virtual reality. Det Nye. Det, som både bliver hyldet og latterliggjort som en dum dille på samme tid. Men jeg har set nok til at opfatte det på stadie med Melies’ tryllerier i starten af filmes levetid. Samme wow-effekt, samme potentiale.

Da det billige 8mm-kamera kom i 60’erne, samlede kunstnerne det op og lavede film. Virtual reality-folkene gør det samme med ekstremsportskameraet Go-Pro. Og det, de drømte om i 60’erne, var ikke kun nem produktion, men nem distribution – internettet. Lad os få mere af det!

Kameraer til flygtninge
I 2016 fik vi en ny kulturminister, vi startede nedskæring-af-public-service-debatten, der var premiere på Michael Madsens The Visit og The Reviews, Skam, Guido Hendrikx’ dokumentar Stranger in Paradise og Lars Movins uvurderlige bog Amerikansk avantgardefilm udkom.

Jim Jarmusch’ fantastiske Paterson havde premiere i Cannes og kommer til Danmark i starten af 2017.

Der er Nikolaus Geyrhalters episke værk Homo Sapiens, en Æres-Emmy til Danmarks Radio og det faktum, at formanden for Danske Biografer nu vil læse det her og skrige til himlen over, at der ikke tænkes på den skrantende økonomi.

Men filmen er spæd, og det handler stadig om grundforskning, selv om ikke mange betragter det som sådan.

Filmkonsulenterne skal lave opsøgende arbejde, og enhver sønderjyde og flygtning skal have et kamera i hånden ved grænsen. Den gamle berettermodels-film afspejler ikke 2016, den rusker ikke op i noget som helst – den er et afbræk fra virkeligheden, ikke en indsprøjtning af den.

Kunstnerisk gåpåmod
Filmkunsten spragler. Måske ikke i biografen så meget som i vores storkapital-ejede skyer og skinnende videobriller. Men i 2017 kan det måske være, at der kommer lidt nytænkning i den danske biografs mørke. Jeg ser for mig, at Annika Berg, Fenar Ahmad, Hlynur Palmason, Kasper Skovsbøl og et nyt Cph Dox gør 2017 seværdigt.

Firmaet Makropol vil lave en hel spillefilm i virtual reality. Den gruppe gymnasieelever fra Hvidovre Gymnasium, som lavede den mærkelige kortfilm, jeg var fascineret af, har lige færdiggjort en halvanden times western optaget på blandt andet Avedøreværket og i Sverige.

Og Kasper Skovsbøl er i gang med et projekt om Christian 4., der kun skal foregå inde i en hestevogn. Det er kunstnerisk gåpåmod som Andy Warhol og Jonas Mekas ville være stolte af.

Nu har vi de frygtløse. Lad os give dem platforme og plads til at udfolde sig på.

Sebastian Cordes

Født 1988 i Herlev.

Har en bachelor i filosofi fra Københavns Universitet.

Har gået på ungdomsfilmskolen Station Next, hvor han efterfølgende har undervist.

Har instrueret en håndfuld dokumentarer i både kort- og spillefilmformat.

De to lange er Life and times of Don Rosa om Anders And-tegneren og A Place Called Lloyd om en forladt flybase i Bolivia.

Læs et interview med instruktøren om sidstnævnte her.

© Filmmagasinet Ekko