Nyhed
12. sep. 2017 | 10:47

Anders Matthesen laver ny børnefilm

Foto | A. Film Production
Historien om den ternede ninja opstod, da Anders Matthesen lagde nogle tegninger af den dødsensfarlige kludedukke online. Da folk reagerede positivt, besluttede han sig for at arbejde videre med idéen.

Komikeren laver sin egen børnebog Ternet Ninja om til en animationsfilm, der bliver en spin-off til Terkel i knibe.

Af Niels Jakob Kyhl Jørgensen

Til 2018 er der gensyn med Stewart Stardust, Arne Nougatgreen og Terkel.

Anders ”Anden” Matthesen vender nemlig tilbage til universet fra den grovkornede animationssucces Terkel i knibe fra 2004. Det sker med Ternet Ninja, der er baseret på Matthesens egen børnebog af samme navn og vil foregå i samme fiktive univers som Terkel i knibe.

”Jeg havde længe haft lyst til at lave en ny animationsfilm efter Terkel i Knibe, og pludselig virkede det oplagt at give mere liv til den ternede ninja,” siger Anders Matthesen i en pressemeddelelse.

Han skal instruere filmen sammen med Thorbjørn Christoffersen, der også co-instruerede Terkel i knibe. Og vanen tro er Matthesen involveret i alle aspekter af produktionen. Han er både instruktør, manusforfatter og komponist på filmen og lægger stemme til en del af karaktererne.

”Det er så optur at arbejde med animationsfilm igen,” siger multikunstneren. ”Jeg har en hånd i hver eneste gryde og en finger med i alle detaljer. Vi er i fuld gang med storyboard, og om natten sidder jeg og laver nye sange til filmen.”

Ninjadukke på hævntogt
Bogforlægget, der er Matthesens forfatterdebut, fik gode anmeldelser ved udgivelsen i efteråret 2016. Den er nomineret til to Orla-priser, for bedste handling og bedste tegning.

Bogen handler om Terkels fætter Aske, hvis Onkel Stewart tager en ternet ninjadukke med til ham fra Thailand som en fødselsdagsgave. Dukken viser sig dog at være levende og besat af tanken om blodig hævn.

Den er nemlig syet af den overtrætte børnearbejder Quang, et navn der klinger bekendt for fans af Terkel i knibe. Quang brugte ved en fejl sin danske chefs tørklæde til stoffet. Den danske fabriksdirektør Phillip Eberfrø tæver Quang ihjel som straf, og det vil dukken nu hævne med Askes hjælp.

Ternet Ninja er sat til at få dansk biografpremiere 25. december 2018. Filmen produceres af Cemilla Matthesen, Trine Heidegaard og Anders Mastrup som en co-produktion mellem A. Film Production A/S, Sudoko ApS og Pop Up Production.

Ternet Ninja - Videohilsen fra Anders Matthesen

© Filmmagasinet Ekko