Robert Guédiguian fuldender sin Marseille-krønike med et familiedrama, der vækker mindelser om Ken Loach’ sociale indignation, men er smurt lovligt meget ind i patos.

Aziz Ansaris muntre komedie skifter hovedperson og tager en dramatisk drejning, som med reference til filmiske milepæle er en sand fornøjelse.

Portrætfilmen om Ingrid Bergman er lige så nærværende og kompromisløs som hovedpersonen, der demonstrerede, at også kvinder kan følge deres kald.