A Child of My Own

Den chilenske filmskaber Maite Alberdi, kendt for Oscar-nominerede The Eternal Memory, vender tilbage med hybridfilmen A Child of My Own.

Filmens todelte struktur udgør det hybride, hvor første halvdel er en omfattende rekonstruktion af virkelige hændelser, mens anden del er klassisk dokumentar.

Historien følger Alejandra, som presses af sin mand Arturo til at få en søn. Efter sin tredje spontane abort møder hun den gravide Mayra, en ung kvinde, der ikke ønsker at beholde barnet.

De indgår tilsyneladende en aftale om, at Alejandra skal overtage barnet efter fødslen. I månederne op til holder Alejandra kortene tæt ind til kroppen og foregiver at være gravid. Men intet går som planlagt, og konsekvenserne bliver uoprettelige for alle involverede.

Den unge Alejandra spilles af skuespilleren Ana Celeste, mens den virkelige guider os gennem sin indre konflikt via en fortællerstemme.

Den første dels genfortælling af forløbet er skabt som en telenovela – kulørte tv-serier fra Latinamerika – hvor alt siges direkte, og intet overlades til publikum. De få øjeblikke, hvor et blik eller en pause kunne have givet plads til tolkning, bliver overdøvet af den virkelige Alejandra, som konstant verbaliserer sin indre dialog.

Det kvæler enhver form for nysgerrighed. Og det bliver desværre ikke mindre forudsigeligt i den dokumentariske halvdel.

Her følger filmen den efterhånden klassiske Netflix-formel for dokumentarer, men i det mindste fungerer den.

I den faktiske sag bliver Alejandra og Arturo arresteret for besiddelse af Mayras barn i 2008. Parret bliver kendt skyldige og idømt tretten år og fire måneders fængsel for frihedsberøvelse, men Arturo bliver frikendt efter to år på grund af manglende kendskab til forholdene.

Her får vi endelig Mayras side af historien.

Hun fortæller, at der aldrig fandtes nogen aftale om at overdrage barnet, og hun hævder aldrig at havde mødt Alejandra før terminsdagen. Ifølge Mayra udgav Alejandra sig for at være socialrådgiver og stillede indtrængende spørgsmål om hendes familie og situation.

Mens Mayra kortvarigt er på badeværelset, bortfører Alejandra barnet. Senere spinne⁠r hun fortællingen til, at Mayra skulle have forladt hospitalet, og at hun blot tog sig af barnet for at beskytte det fra myndighederne – en forklaring, hun fastholder den dag i dag.

”Hun har aldrig angret, og hun har aldrig sagt undskyld, så jeg har ikke ondt af hende,” siger Mayra om, hvorfor hun aldrig har tilgivet Alejandra.

Når vi møder den virkelige Alejandra i nutiden, fortæller hun om sit liv i dag. Hun har accepteret, at hun nok aldrig selv bliver mor, og nu ligger verden åben – et emotionelt højdepunkt, der ikke føles helt fortjent.

Efter at have hørt historien fra alle vinkler bliver det svært at bevare sympatien for Alejandra og hendes bagland, hvilket gør de medvirkende en smule anstrengende. Der opstår en tydelig dissonans mellem, hvem filmen ønsker, vi skal holde med, og så almindelig sund fornuft.

Selv om A Child of My Own er teknisk imponerende og tydeligvis bygger på minutiøs research, er den heller ikke tilstrækkeligt unik til at blive rigtigt underholdende, og i sidste ende er den for forglemmelig til at slippe afsted med sin moralske linedans.