A Very Good Boy

Kan man forestille sig en mere overraskende introduktion til en dokumentar om en bøsses karriere i 1970’ernes erotiske film end en bryllupsscene mellem mand og kvinde? 

Det er ikke desto mindre sådan, instruktør Sébastien Lifshitz præsenterer hovedpersonen Claude Loir, som i 70’ernes Frankrig medvirkede i pornofilm med både mænd og kvinder. Men brikkerne falder på plads, når parret afklædes foran de voyeuristiske gæster. Optagelsen stammer fra Claudes tidlige filmkarriere. 

Den nu 82-årige herre, som endnu besidder sit rævesmil, fortæller, at han altid har været grænsesøgende. Måske var det inspiration fra en far, der var skørtejæger, og en mor, som krævede mere af livet end at opdrage børn. Eller var det et oprør mod en streng opdragelse i bedstemorens hjem? 

Lige præcis, hvad et menneske er rundet af, drager Claude ingen konklusioner om, men deler rundhåndet fortællinger fra sit utraditionelle liv. 

Sort-hvide barndomsbilleder klippes sammen med interviews med den aldrende mand og maleriske optagelser fra bakkelandskaber i det landlige Frankrig. Byens kirke troner over husene, men kan ikke måle sig med naturens skaberværk i baggrunden. 

Filmen dvæler imidlertid ikke ved barndommens omgivelser. Knægten var ivrig efter at komme væk, og filmen følger i hans fodspor gennem byer som Toulouse og Cannes, før han finder sit fodfæste i Paris. 

Således udskiftes idylliske klip fra maleriske lokationer gradvist med smukke unge menneskers afklædte kroppe. 

Sébastien Lifshitz har tidligere skildret lgbt’eres markante liv i film som Lille pige, Wild Side og ikke mindst den fremragende Casa Susanna, der skildrer en hemmelig oase for transkønnede nord for New York i 1960’erne. 

Claudes erfaring med homofobi og sexarbejde, som førte til pornokarrieren, er ikke enestående, men er sjældent fortalt. Filmen lægger ud med en opremsning af begivenheder i hans liv, før anden halvdel i større grad lægger op til dybere refleksion. 

Hvor Casa Susanna brillerer med fragmentariske fortællinger, der springer frem og tilbage mellem forskellige tidslinjer, er A Very Good Boy en mere lineær fortælling. Det gør paralleller mellem hovedpersonens oplevelser som barn, voksen og gammel sværere at få øje på. 

Navnlig hvordan den vilde ungdom prægede ham senere i livet optræder kun forbigående, herunder både intime forhold til andre mænd og aids-krisens konsekvenser for homoseksuelle i hans branche. 

Ikke desto mindre er det tankevækkende, når erfaringerne overlapper med tidsånden og sociale forandringer i det 20. århundrede. Såsom pornoens frigørelse og den seksuelle revolution. 

Claude er desuden lige præcis gammel nok til at have stødt på sangeren Josephine Baker, der gik tur med sin kælegepard. Han beskriver et parisisk gademiljø, som er forsvundet i dag. 

I Frankrig var der en seksuel lavalder for homoseksuelle på 21 år frem til 1982, mens lgbt’ere ingen juridisk beskyttelse havde. Således blev han som ung, udstødt og på kant med loven venner med andre urørlige omkring pissoiret ved jernbanestationen Gare du Nord i Paris. Iblandt dem var der sexarbejdere med dæknavne som Store Bertha. 

Gennem ældre optagelser med kvindelige skuespillere reflekterer A Very Good Boy også over pornogenrens gråzone mellem fantasi og virkelighed. For selv om de er på arbejde og efterligner orgasme, har nogle af dem rent faktisk opnået dem under optagelse. 

I samme dur fortæller behagesyge Claude hemmeligheden bag at gennemføre samleje med kvinder, når man selv er bøsse. Nemlig selv at føle sig begæret. 

Men det, der gør A Very Good Boy til noget særligt, er Sébastien Lifshitz’ evne til i et åndedrag at bevæge sig mellem filosofiske overvejelser om menneskelig natur og røverhistorier om dengang skuespillerne knaldede så hårdt, at himmelsengen gik i stykker, mens kameraet fortsatte med at rulle.