Det mest dramatiske i nordtyske Wilfried Haukes dramadokumentar om Astrid Lindgrens krigsdagbøger er paradoksalt nok et afslag. Hendes manuskript til det anarkistiske mesterværk Pippi Langstrømpe bliver afvist.
Man er glad for ikke at være forlagsredaktøren, der sagde nej til den klassiker. Hele den unge forfatters verden rystes da også i sin grundvold, men netop dette grundskælv bliver begyndelsen på Lindgrens egentlige selvstændighed – som kunstner og folkelig stemme.
Der er ellers drama – og dramatisering – nok i denne hybridfilm, der visuelt veksler mellem gamle sort-hvide krigsreportager og dramatiserede scener med Sofia Pekkari som Astrid og Tom Sommerlatte som hendes mand Sture, mens Edda Braune og Ida Malene Schütte spiller datteren Karin i forskellige aldre.
Vi får ursvenske scener med florlette hvide sommergardiner i skærgårdshuse, smukke gamle træmøbler, elegant borgerligt tøj og klassiske folkhems-interiører. Billeder så idylliske, at man straks får lyst til selv at holde ferie der.
I de flot dramatiserede scener spiller alle ret godt, men særligt Sofia Pekkari har karakter og tilføjer også Astrid, der blev født i 1907 og døde i 2002, lidt ekstra kant. Måske lige vel feministisk og hård i tonen, men bestemt ikke uden pædagogisk virkning. Tom Sommerlatte fungerer mest som umælende patriark i baggrunden.
Scenerne har et par steder forstyrrende anakronistiske indlejringer. Som når en kvindelig forfatter i 1939 sætter sig til rette med et glas rødvin for at skrive. Det ligner import fra den kreative klasse anno 2025.
På samme måde skildres Astrid Lindgren, som ganske rigtigt gjorde op med mange normer – også de kønslige – lidt for ofte som en slags drengepige.
Det virker flere steder, som om instruktøren lader sine egne nutidige holdninger farve portrættet. Lindgrens styrke ligger netop i at frisætte kvindekønnet som en rå, men stadig feminin kraft – ikke i at maskulinisere piger.
Overordnet handler det lindgrenske univers mere om mennesker end om køn. Men det er små irritationer – i det store hele opsluges man af filmen, bliver nysgerrig og vil forstå.
Vellykkede er også de egentlige dokumentardele, hvor datteren Karin Nyman, som selv er forfatter og i dag er hele 91 år, sårbart og indlevet viser os sin barndom.
Lindgrens barnebarn Annika bidrager på større afstand med lidt mere kritiske og lidt overraskende nuancer. Hun fortæller om, hvordan Lindgren i sidste instans redigerede en potte med pis ud, som Pippi ellers resolut brugte til at slukke en brand med i en kirke.
Der var trods alt grænser.
Johan Palmberg, Lindgrens oldebarn, er på endnu længere afstand og fungerer godt som vores repræsentant for den undren og nysgerrighed, som bærer filmen. Han, hvis hele arbejde det i dag er at forvalte den økonomiske arv fra forfatteren, balancerer mellem det lettere privilegieblinde og nepotistiske på den en side og det meget stolte på den anden.
Heldigvis er han samtidig en virkelig god og sensitiv formidler af sin families rørende arv.
Filmen, som er tyskproduceret, har Anden Verdenskrig og forfatterens dagbøger som krumtap. Og den historie er vigtig. Krigsdagbøger 1939-1945 udkom allerede i 2015 og er siden udkommet i over tyve lande.
Lindgren arbejdede som censurlæser og fik dermed førstehåndskendskab til krigen. Det gav hende en indsigt i jødeforfølgelsernes brutalitet, som satte sig dybt i hende.
Den nuancerede og kultiverede dokumentar gør faktisk et stort indtryk og tilføjer vores skandinaviske børnelitteratur-ikon en ny dybde, girl power og klogskab, som alle Astrid Lindgren-fans bør unde sig selv at udbygge fascinationen med.
facebook
twitter
Kommentarer