Alien: Earth

Disney har længe lignet et selskab, der er ved at gå kreativt konkurs. Deres streamingplatform domineres af ældre, opkøbte franchises, som er moderniseret for at tilfredsstille et nutidigt publikum.

Tag bare Star Wars, Marvels cinematiske univers og senest Alien, Ridley Scotts eminente rumgyser fra 1979, der for længst er groet til en længere filmrække. Nu har den fået i sin egen serie i form af den lovende Alien: Earth.

Handlingen udspiller sig små hundrede år ude i fremtiden. Jorden styres af fem gigantiske techgiganter, som primært konkurrerer om, hvem der først knækker koden til udødelighed.

Prodigy er det femte og nyeste firma og ledes af det unge, kyniske geni Boy Kavalier. Han arbejder med en banebrydende teknik, hvor menneskers bevidsthed overføres til en kunstig krop og skaber en såkaldt hybrid.

Det første eksperiment med teknikken bliver den kræftsyge pige Marcy, der efter overførselsprocessen vågner op i en voksen krop med overmenneskelig styrke og udholdendhed. Hun døber sig selv Wendy og bliver en slags leder for Prodigys hold af supermennesker.

Snart følger fire andre børn, som bliver kaldt de fortabte drenge. Alle disse eksperimenter foregår på en ø kaldet Neverland, hvor Boy Kavalier som en forskruet Peter Pan forsøger at finde ud af, hvordan ingen nogensinde bliver gamle igen.

Sammen med Disney-referencer er der selvfølgelig også en masse klamme rumvæsener. De kommer til Jorden med et forskningsfartøj, der styrter ned efter en tur i det ydre rum. Her har fartøjet indhentet fremmede livsformer for at bringe dem til jorden, hvor de skal hjælpe Prodigys konkurrent med at finde koden til evigt liv først.

Da skibet lander midt i en storby, sendes et redningshold afsted, hvor Wendys bror er med. Wendy har længe drømt om at genfinde sin menneskebror, så hun beder Boy Kavalier om lov til at hjælpe med oprydningen sammen med de andre hybrider.

Meget at seriens første to afsnit foregår således i rumskibs- og højhusruinerne, hvor redningsfolk og hybrider finder langt mere, end de havde forestillet sig.

I hovedrollen som Wendy ses Sydney Chandler. Hun har et virkelig dragende ansigt, hvis træk ligger et sted mellem Elliot Page og en ung Isabella Rossellini. Hun stråler i rollen og har ikke nødvendigvis en nem opgave med at spille Wendy, der er tolv indeni og voksen udenpå. En karakter med menneskelige længsler og minder, men som nu beboer en kunstig krop uden hormonbalance, døgnrytme, behov for mad og den slags biologiske svagheder.

På den måde har serien en interessant diskussion med sig selv om, hvor stor en del af menneskeligheden, der ligger i det at have en krop, som den forhåbentlig vil folde mere ud i de næste seks afsnit.

Britiske Samuel Blenkin er herligt creepy som Boy Kavalier og en meget troværdig teenage-techbro med galopperende storhedsvanvid og ambitioner, der matcher. Ikke mindst bør man nævne de danske islæt. Diêm Camille leverer en af seriens mere menneskelige karakterer i rollen som elitesoldaten Siberian, og senere dukker Sandra Yi Sencindiver op som chefen for den berygtede techgigant Weyland-Yutani Corporation.

En af seriens store forcer er, at den ser ret nydelig ud, omend det nok er et ukorrekt ord at bruge om dens mere blodige scener. Det store, sorte monster Xenomorfen ser vildt godt ud, formentlig takket være at man har prioriteret at dekorere en skuespiller med latex og sparet os for CGI-rod.

Der er naturligvis også en del digitale effekter, men de fleste falder inden for, hvad øjet vil acceptere som fotorealistisk.

Design og kostumer giver et godt bud på en ikke alt for fjern fremtid. Og der er en god kontrast mellem Prodigys hovedkvarter på en paradisø og den nærliggende storby, hvor alt er gråt og deprimerende, allerede inden man fylder den med ansigtsspisende rummonstre.

Alien: Earth fungerer i sine to første afsnit som filosofisk, nervepirrende og uhyggelig spændingsserie. Tanker om menneskehedens fremtid flettes sammen med actionscener, hvor klamme rumvæsner flænser, blodsuger og på anden vis lemlæster mennesker, synths, cyborgs og hvad der ellers er af godtfolk i fremtiden.

Det største problem er, at serien har skabt sig lidt for mange karakterer, som på den ene eller anden måde er kunstige, kolde eller afstumpede. Det kan naturligvis få lov til at ændre sig i løbet af sæsonen, men to afsnit inde er der ikke mange at spejle sig i, eller som bare reagerer nogenlunde normalt.

Spørgsmålet er, om serien kan bevare en følelsesmæssig kerne imellem alle lemlæstelserne.