All We Imagine as Light

All We Imagine as Light er delikat fortalt, men rammer hjertekulen som en forhammer. Den indiske forfatter og instruktør Payal Kapadia debuterer med en film, der har katapulteret hende ind i filmkunstens allerhelligste. 

Hun havde allerede været i Cannes med dokumentarfilmen A Night of Knowing Nothing, før hendes spillefilmdebut blev udtaget som den første indiske Guldpalmekandidat i 30 år. Den blev belønnet med juryens andenpræmie, Grand Prix, og endte øverst på mange toneangivende kritikeres lister over sidste års bedste film. 

All We Imagine as Light holder sig bestemt ikke inden for rammerne for indiske mainstreamfilm, men viser kvindelig nøgenhed, ærlig snak om prævention og en for hjemlandet skandaløs sexscene (som i Vesten må regnes for den blødeste softcore). 

Med sine mange håndholdte optagelser og drømmeagtige, nærmest magisk-realistiske klipning ligger All We Imagine as Light langt fra Bollywoods alfarvej, og det gælder også den etiopiske jazzkomponist Emahoy Tsegué-Maryam Guèbrous mange klaverstykker, der bruges undervejs. 

Men fremmedelementerne spejler karakterer, der selv virker malplacerede – som var de vandringskvinder i deres eget land, hvis stærkt patriarkalske samfund stadig behandler dem som andenrangsborgere. 

Den reserverede Prabha (Kani Kusruti) og den yngre Anu (Divya Prabha) er begge sygeplejersker fra den sydlige delstat Kerala. De deler en lejlighed i Mumbai og arbejder på et lokalt kvindehospital. I filmens åbning taler virkelige Mumbai-borgere om udfordringerne i metropolens menneskevrimmel, og Prabha og Anu er tilflyttere fra landet, der kæmper for at få hverdagen til at hænge sammen. 

På et tidspunkt spørger Anu, om Prabha kan dække denne måneds husleje, fordi hun ikke selv har tjent nok. I mellemtiden står deres veninde Parvaty (Chhaya Kadam), en enke, som arbejder i hospitalets kantine, til at blive sat på gaden. Hun har ikke papir på, at hun i årevis har boet i en bygning, som investorer vil rive ned til fordel for endnu et mondænt højhus. 

Men selv om disse arbejderklassekvinder møder livets modgang, er der i hverdagen også plads til glæde og nydelse. Den sensuelle, exceptionelt flotte hindupige Anu giver sig hen i en lykkelig flirt med den muslimske fyr Shiaz (Hridhu Haroon), et match, som ingen af deres familier ville billige. 

Men det afholder dem ikke fra at mødes i smug, når lejligheden byder sig. Også selv om de løber en risiko, som når Anu tager traditionelt muslimsk tøj på bare for at snige sig forbi Shiaz’ naboer, da hans familie for en gangs skyld forlader huset for at tage til et bryllup. 

Prabha er hverken støttende eller fordømmende. År forinden blev hun selv giftet bort til en mand, der prompte rejste til Tyskland og ikke har ladet høre fra sig siden. Da en riskoger ankommer fra Tyskland uden forklaring, knuger hun den til sig om natten. 

En læge (Azees Nedumangad) forsøger diskret at flirte med hende, men selv den mindste antydning af utroskab ville ødelægge Prabhas omdømme. Og det forværrer kun hendes intense ensomhed. 

Payal Kapadias manuskript skitserer det sociale landskab uden at skrue melodramatisk op for konflikterne. Publikum forventer måske, at en konflikt vil skille den forsigtige Prabha og den frigjorte Anu ad, men venskabet vejer tungere end deres uenigheder. I Mumbais storbyjungle må den ene søster hjælpe den anden. 

Deres bånd styrkes yderligere i filmens sidste akt, hvor Prabha og Anu følger med Parvaty til den landsby ved havet, hun kommer fra. Her kan de lade skuldrene falde, sole sig og finde en form for frihed. Payal Kapadia understreger deres nye balance med eftertænksomme kamerabevægelser, sensuelle farver og et varmt lyddesign. 

Der løber en hvisken gennem filmen, en frigørende tone, som forløses i en slutning, der er simpel, tidløs og fuldkommen perfekt.