Amazomania

Den hvide mands blik har sjældent fremstået mere klart end hos den for mig helt ukendte svenske journalist Erling Söderström, som 44 år gammel i 1996 indleder en ekspedition dybt ind i Amazonas’ jungler i Sydamerika.

”Det er noget, som ingen nogensinde har gjort. At mennesker træder ind på indianernes eget territorium,” formulerer han missionen i filmens begyndelse, mens han binder sine snørebånd med en machete stukket ind i en træbjælke ved siden af sig.

Gennem Söderströms kameralinse følger vi en delegation, ledet af den brasilianske embedsmand Sydney Possuelo, på en færd for at etablere den første kontakt med Korubo-folket. Det er et af 200 oprindelige samfund, der dengang levede i frivillig isolation fra den moderne civilisation.

Målet for delegationen forekommer nobelt nok. Det handler om at afgrænse et område, som andre mennesker ikke kan dyrke, fælde træer i og gøre til deres eget. Men det viser sig at være en ekspedition ind i et kulturelt og moralsk minefelt.

Mødet med koruboerne er den sensation, det også i sin tid udråbes til. Det er et vildt menneskeligt møde, og lige netop derfor bliver vi som tilskuere skamfuldt medskyldige i det overgreb, som instruktør Nathan Grossman har sat sig for at udforske i sin bearbejdning af de 70 timers arkivmateriale, han har fået adgang til.

”Sig til dem, at de skal stoppe med at pege den ting mod mig,” siger en korubo om Söderströms kamera, hvorefter filmen deler sig i to.

For mødet er kun filmens første af mange dramatiske højdepunkter. De første 45 minutters found footage ledsages af endnu en 45 minutters spændingsbue, nu med kameraet rettet nådesløst mod Erling Söderström selv.

Den nu 30 år ældre svenske journalist fremstår som en excentrisk, virkelighedsfjern figur, man skulle tro var opdigtet. Man får indtryk af, at han har sovet med en machete under sengen hele livet, da vi møder ham i et rødmalet træhus i Sverige, komplet med vildmarksbad i forhaven.

Om det er en iscenesat fælde fra instruktør Nathan Grossman, eller en ægte, overraskende udvikling, er i filmens univers underordnet. Faktum er, at det er vanvittigt spændende.

Vi følger Söderström på hans færd tilbage til Korubo-stammen, der ligesom resten af verden har ændret sig markant.

Uden at afsløre for meget viser koruboerne, at deres oplevelse af ”den første kontakt” adskiller sig markant fra den svenske journalists. Når vi ser verden gennem koruboernes blik på den hvide mand – og på os selv – træder store etiske og moralske spørgsmål frem.

Det er filmens styrke, at den lader publikum navigere i dilemmaerne selv. Hvilke rettigheder har mennesker til deres egen historie, især når de er blevet filmet uden at forstå, hvad et kamera er?

Har Nathan Grossman, som stod bag helteportrættet af Greta Thunberg, nu gjort op for Erling Söderströms fejltagelser ved at gøre Korubo-stammen til executive producer på sin film? Eller har han overkompenseret ved at gifte sig med sine kilder?

Der er så mange øjeblikke, man som seer selv er overladt til at fordøje. Uudgrundelige ansigter. Ubehagelige rum. Uforenelige syn på virkeligheden. En uafviselig spænding, som drives frem af flere dramatiske skift, konstant næret af en omklamrende dårlig samvittighed.

Amazomania er en vild dokumentar på fremmed territorium. Og egentlig også leveret til tiden i mere end én forstand. Det er bare fire måneder siden, at Brasiliens oprindelige folk igen brød ind i vores civiliserede samtalerum på FN’s klimatopmøde i Amazonas-byen Belém. Fordi de stadig ikke føler sig set.