American Doctor

Dokumentaren American Doctor starter med en scene, der giver ar på sjælen. 

På sin bærbare viser den gråhårede læge Mark Perlmutter, hvad der mødte ham i Gaza i januar 2024. Men publikum kan ikke se det – billedet er sløret. 

Filmens instruktør Poh Si Teng forklarer, at hun af respekt for de døde ikke kan bruge, hvad han viser hende. Men den køber han ikke: ”Deres kroppe fortæller historien om det her folkemord. Du gør dem ikke en tjeneste ved ikke at filme det.” 

Og så ser vi dem. Rækker af askegrå, maltrakterede børnelig på en hospitalsafdeling. De små kroppe er dækket af betonstøv, aske og grumset blod. De mangler arme og ben og har store, åbne kødsår. De stirrer med livløse øjne og skriger med slappe munde. 

Det uafrystelige billede skærer rent igennem enhver polemik om Israel og Hamas, om zionisme, antisemitisme og islamofobi. 

Civile dør i enhver krig. Også børn. Men filmen argumenterer overbevisende for, at det i Gaza skete – og sker – som et bevidst krigsmål: At børn bliver skudt af israelske soldater, i brystkassen og i hovedet. Det sker alt for ofte til, at det kan regnes for vådeskud. 

Og hospitaler bliver militære mål. Ikke fordi terrorister gemmer sig i tunneller under bygningerne, men fordi de er en livslinje for en befolkning, som Israel med vestlig og især amerikansk støtte ønsker at fordrive. 

American Doctor, som blandt andet er produceret af danske Kirstine Barfoed (The Cave og Ekko Shortlist-hittet Ud, spring over, ind), er altså en film med et ærinde. Og ligesom den snart biografaktuelle Hind Rajabs stemme er American Doctor en rystende oplevelse, fordi den viser, hvordan konflikten på klods hold ser ud. 

Historien er fordelt på tre amerikanske læger, der uafhængigt af hinanden rejser til Gaza for at hjælpe civilbefolkningen. Først i 2024 og siden i marts 2025 under sidste forårs skrøbelige, midlertidige våbenhvile. 

Thaer Ahmad har palæstinensiske rødder, Feroze Sidhwas forældre er pakistanske zoroastriere, mens Mark Perlmutter er jøde. Den første ser sine egne børn i Gazas ofre, den anden føler en moralsk forpligtelse til at hjælpe, og den tredje bliver stadig mere rasende over, hvor kynisk den humanitære katastrofe er blevet forplumret af medier og politikere. 

Mark Perlmutter lader følelserne råde. I et live-interview på CNN går han i rette med værten over den måde, store medier sætter palæstinensiske vidnesbyrd i parentes på, fordi Israel holder internationale journalister ude. Senere taler han rørende om sin far, der var en af de første læger, som kom til de befriede kz-lejre efter Anden Verdenskrig, og som gav både lægekaldet og en stærk moralsk overbevisning i arv. 

Filmens ene hovedspor viser dagligdagen på hospitalet Nasser Medical Complex, hvor de tre amerikanere forsøger at holde deres eget og de lokale kollegers humør højt, mens bomberne falder, og udstyret fejler. 

At faren er reel, slås fast i en sekvens, hvor det ene hospital efter det andet bliver ramt af israelske missiler. Enten for at få ram på enkelte mistænkte terrorister eller under påskud af, at Hamas bruger hospitaler som skalkeskjul for militære kommandocentraler under jorden. 

”Der er en grund til, at kun israelsk militær og israelske efterretningstjenester er i stand til at finde dem,” fnyser Feroze, efter en israelsk tv-vært indigneret har spurgt, om ikke han har set videoen af Hamas’ sofistikerede tunnelnetværk. Den viser sig tragikomisk nok at være computergenereret. 

To gange ser vi Nasser-hospitalet, hvor lægerne arbejder, blive udsat for bombeangreb. Det første angreb går efter en mand, Israel regnede for at være medlem af Hamas. Blandt mange andre dræber missilet en femtenårig dreng, som Feroze havde opereret dagen forinden. 

Det næste angreb er det berygtede ”double tap”-angreb, hvor et israelsk missil ti minutter senere blev efterfulgt af to mere. En strategi, russerne jævnligt fordømmes for at benytte i Ukraine, hvis formål er at ramme dem, der kommer for at hjælpe de sårede. 22 mennesker blev dræbt, deriblandt fem journalister. 

Det andet hovedspor er de tre lægers kamp i medierne, både fra orkanens øje og deres hjem i Chicago, North Carolina og Californien. Det indebærer tv-interviews, taler og en lobbytur til Washington, D.C., hvor de mødes med senatorer og trygler for døve ører om at få mere nødhjælp frem til Gaza. 

Her minder American Doctor om en anden dokumentar om konflikten, Holding Liat, hvor faren til et gidsel går gennem de samme korridorer og harcelerer over den samme feje frygt for at sige fra over for ledelsen. USA er Israels militære hovedsponsor, og filmens amerikanske fokus skal ses i det lys. 

Ret beset præsenterer American Doctor ikke noget afgørende nyt, og den vil næppe overbevise de, der er villige til at se gennem fingre med Israels angreb på civilbefolkningen. 

Nogle vil formentlig afskrive den på forhånd, fordi Poh Si Teng i en årrække arbejdede for Al-Jazeera, eller fordi den ikke dvæler ved Hamas’ grufulde terrorangreb 7. oktober. 

Men som Mark Perlmutter siger, da han i en kontorbygning i Washington ser en plakat med de israelske gidsler og sloganet Bring Them Home Now: ”Hvis man lavede sådan en for palæstinenserne dræbt i Gaza, ville den dække hele korridoren.” 

De fleste af dem var civile. Flere end 1.700 af dem var sundhedspersonale, som der står kort før rulleteksterne.