Bedraget – løgnens anatomi

”Når valget står mellem sandhed og myte – vælg myten!” siger avisredaktøren i John Fords The Man Who Shot Liberty Valance, da han konfronteres med den mindre heroiske sandhed bag et dødsfald.

Netop den tankegang har angiveligt gjort det muligt for Jan Grarup at manipulere med sandheden i årtier uden nævneværdig modstand fra sine redaktører.

Og det fortsætter.

På trods af ukrainske afsløringer i 2023 af hans løgne under dækningen af Ruslands-krigen og fyringen fra Politiken har den feterede krigsfotograf fortsat 102.000 følgere på Instagram. Biblioteker anbefaler stadig hans foredrag, og mange – heriblandt podcastværterne Esben Bjerre og Peter Falktoft – ser ham blot som offer for en ondsindet mediehetz.

Vi elsker at høre om den frygtløse, ubestikkelige kraftkarl, der sætter livet på spil i verdens farligste krigszoner og bruger sit kamera som våben i kampen for de svage. Det er den fortælling, der sælger, og derfor har Politiken-redaktører ikke haft noget større incitament til at være sandhedens vagthunde trods advarsler fra avisens egne medarbejdere.

Men hvis der er mediebosser, som overvejer at give Jan Grarup comeback, bør de høre fotograf Jørn Stjerneklar og journalist Helle Majs Bedraget – løgnens anatomi. Parret var med til at trække tæppet væk under ham med en 82 siders rapport udgivet på deres eget forlag Mayday Press, og nu følger de op med en podcast på fire afsnit og i alt to en halv time.

En del af indholdet er allerede kendt, men afsløringerne får unægteligt fornyet styrke ved at blive udfoldet i en veloplagt og elegant komponeret pingpong mellem fortælleren Stjerneklar og faktatjekkeren Maj samt vidner, eksperter og en enkelt Grarup-fan.

”Jeg har ikke noget at sige til jer,” svarer Grarup, da værterne ringer ham op, men han er alligevel med som en gennemgående stemme via gamle interviews og udtalelser. Og der bliver ikke lagt fingre imellem. Så mange gange bliver han grebet i en løgn, fordrejning eller overdrivelse, at jeg måtte holde op med at tælle.

Vi begynder med et foredrag i Den Sorte Diamant i 2019, hvor Grarup fortæller om ”karrierens vigtigste billede”, et foto af en fem-seksårig, afrikansk pige, der mirakuløst har overlevet en kirkemassakre i Rwanda i april 1994.

Ifølge Grarup var kirken fyldt med tusindvis af lig. ”Og mens jeg står og kigger på det, så kommer den lille pige kravlende ud,” siger han og tilføjer, at såret i hendes nakke er et machetehug, der går helt ind i kraniet. ”Jeg tror slet ikke, jeg havde kunnet forestille mig at tage sådan et billede.”

En gribende historie – men den er ikke sand.

Da massakren fandt sted, var Grarup i Danmark. Først en måned senere ankom han til et befriet område i Rwanda som deltager i en planlagt pressetur med syv andre journalister. Opholdet varede højst 36 timer, og billedet blev taget på et feltlazaret uden nogen viden om pigens baggrund – og i øvrigt sammen med en norsk fotograf.

Også hans beretning om den trettenårige Claudette, der blev voldtaget af tyve mænd med macheter, er fantasi. En sådan vold ville ganske enkelt ikke være forenelig med overlevelse. Ligesom han har pyntet gevaldigt på sit første scoop, da han som nittenårig oplever et protestantisk terrorangreb på en IRA-begravelse i Belfast. Han fortæller, at han er den eneste pressefotograf, der er tæt på ugerningen, og at hans billeder går verden rundt, men ingen af delene er sandt.

Et prisvindende fotografi, der i 2005 prydede forsiden af Politiken og viser en frisør stå og klippe hår midt i ruinerne efter et jordskælv i Pakistan, er i virkeligheden iscenesat og stærkt inspireret – for ikke at sige plagieret – fra to andre fotografer.

Jan Grarup har en erklæret fascination af Joseph Conrads romanklassiker Mørkets hjerte, men som podcasten skrider frem, bevæger vi os kuldegysende ind i et andet slags mørke – dér, hvor moralen gradvist forsvinder, og mytomanien tager over.

Hvor mange af Grarups billeder der er manipulerede, får vi ikke et klart svar på i podcasten. Men ifølge værterne får han et mere nonchalant forhold til sandheden, da han forlader sin faste stilling på Politiken og i stedet bliver sit eget, kommercielle brand – komplet med manager og mediekontrol.

Krigs- og katastrofezoner langt fra Danmark er taknemmelige frirum for iscenesættelse og manipulationer, og hvor formålet engang var at give de lidende en stemme, ender Grarup i stigende grad med selv at blive fortællingens centrum (og tilmed urigtigt hævde, at han har affyret en raket mod russerne).

Det gælder ikke mindst i Boris Benjamin Bertrams DR-portrætfilm Krigsfotografen (2019), der ikke blot fremstiller Grarup som en helt ved fronten, men også som en omsorgsfuld far, der overtager ansvaret for sine tre børn, da hans tidligere kone dør af kræft. Men eks-svigerfamilien kan ikke genkende fremstillingen, og optagelser fra Zashas begravelse bliver brugt uden deres samtykke.

Ekko skriver i 2020 som det første medie kritisk om Grarup og sagen, der ender med, at DR får en næse af Pressenævnet.

Også fotografen Daniel Rye, der i 2013 blev taget som gidsel i Syrien og holdt fanget i over et år, slår sig på Grarup. Efter Ryes løsladelse optræder Grarup i tv og hævder, at han har været involveret i forhandlingerne om frigivelsen, men det passer heller ikke. Tværtimod bad han undervejs Rye-familien om at holde ham ude af et appellerende brev til gidseltagerne, selv om Daniel Rye tidligere havde været assistent for ham.

Psykologiprofessor Henrik Høgh-Olesen forklarer generelt, at hvor mytomanen lyver for at blive set og beundret, lyver psykopaten med et mere kynisk sigte: for at opnå magt og personlig gevinst uden hensyn til andre. Podcasten lægger ikke skjul på, hvilken kategori Jan Grarup – der fører en sort bog med navne på folk, han ønsker den værste tænkelige skæbne – skal placeres i. Ptsd har været brugt som forklaring, men ifølge professoren kan det ikke undskylde, at man begynder at opdigte historier.

Det er et modigt og forbilledligt stykke arbejde, Jørn Stjerneklar og Helle Maj har leveret. Det vækker imidlertid undren, at podcasten ikke er produceret eller i det mindste distribueret af Politiken – det medie, der i årevis har været med til at gøre Jan Grarup til en rockstjerne og samtidig tjent betydelige summer på hans billeder og historier.

Eller af DR, der har hjulpet med at gøre ham til en landskendt darling gennem programmer som Aftenshowet og Kender du typen? For slet ikke at tale om Gyldendal, der afviser at tilbagekalde Grarups selvbiografi Hvor jernkorsene gror, selv om virkeligheden er en anden end den, bogen fremstiller.

I en tid præget af fake news og manipulerede billeder – og en leder af den frie verden, der har gjort løgnen til sit varemærke – er det vigtigere end nogensinde, at pressen holder fast i fakta og etik. I 2019 indstillede Politiken Jan Grarup til Cavlingprisen for hans ”vedvarende dækning af folkedrabet i Rwanda”. I dag kunne avisen med større ret indstille Bedraget – løgnens anatomi til samme hæder.