Everybody Digs Bill Evans

”Nogle gange er pausen en del af musikken,” lyder det halvvejs igennem dokumentaristen Grant Gees impressionistisk jazzede, psykologisk præcise kunstnerportræt Everybody Digs Bill Evans.

Det er en sigende replik. 

Filmen udspiller sig i en periode af den legendariske jazzpianists liv, hvor han ikke er i stand til at spille på grund af sorg. Og så handler den ikke så meget om musikken – det eneste sprog, som rigtigt forløser den introverte musiker spillet af norske Anders Danielsen Lie. Den handler mere om de knuder af kærlighed, bekymring, stolthed og jalousi, som hans talent og succes har sat i hans nærmeste. 

Titlen er hentet fra et af hans tidlige albummer. Og det er et udsagn, der undersøges og efterprøves i filmen. For hvad gør det ved et menneske at være så fandens talentfuldt, som Bill Evans var ved tangenterne? Og hvad gør hans succes ved menneskene omkring ham? 

Filmen starter med en introtekst, der for publikum placerer hovedpersonen på den piedestal, han altid har okkuperet i jazzverdenen. Blandt andet takket være livepladerne Sunday at the Village Vanguard og Waltz for Debby, der regnes blandt historiens bedste. 

Dernæst får vi syn for sagen, da filmen genskaber den søndag eftermiddag i 1961, hvor begge plader blev indspillet. 

Billederne er sort-hvide, knitrende analoge, tilrøgede og stemningsskabende. Her er Bill i sit rette element, henført koncentreret i intuitiv, musikalsk dialog med trommeslageren Paul Motian og bassisten Scott LaFaro – der døde i et biluheld et par uger efter indspilningen. 

Herefter følger filmen Bill i de traumatiserede måneder, som det tog ham at vende tilbage til musikken. Historien er episodisk fortalt som en række møder med de personer, der hjalp ham med at genfinde fodfæstet: hans bror, mor, far og kæreste. 

Førstnævnte, Harry, finder ham forstenet i en junktåge og tager ham med sig hjem. Men i længden kan Harry ikke udstå hans natlige udflugter for at score mere heroin. Hos forældrene tager han en kold tyrker, måske mest fordi der ikke er en pusher at finde i pensionistparadiset Florida. 

Kæresten Ellaine tager på afvænning hos sin søster, så hun og Bill kan begynde forfra, når de mødes igen – denne gang ædru. At det ikke bliver så enkelt, er en tragisk selvfølgelighed. Grant Gee lader publikum ane det gennem 16mm-sekvenser, der viser de dødsfald, Bill Evans stadig har i vente. 

Kæresten Ellaine tager på udtørring hos sin søster, så hun og Bill kan starte forfra ædru, når de mødes igen. At det ikke kommer til at gå så let, er en tragisk selvfølgelighed. Det lader Grant Gee publikum ane i 16mm-sekvenser, er varsler de tab og dødsfald, som stadig ligger foran ham. 

Filmsproget er nedtonet og stilrent, afbrudt af flaksende impressionistiske mellemspil af dobbelteksponerede montager. 

Grant Gee genskaber troværdigt det hårde kunstnerliv i New York, hvor Bill stavrer til og fra fester og narkobuler, uden at forfalde til romantiserede klichéer om 60’ernes Manhattan eller dets jazzmiljø. 

Fotograf Piers McGrail fortæller i kontrastfyldte sort-hvide billeder, der veksles nærmest chokerende med overmættede, farverige indklip fra Bills senere liv i 70’erne og kort før hans død i 1980. 

Tidsbilledet føles så autentisk, at det minder om en anden film om en kunstners kontekst og proces: Ira Sachs’ fremragende fotografportræt Peter Hujar’s Day. 

Man kunne også pege på sidste års Køln 75, der også fejrer en legendarisk live-jazzplade. Men den film, jeg blev ved at tænke på, mens jeg så Everybody Digs Bill Evans, er Joachim Triers depressionsmesterværk Oslo, 31. august. 

I begge film spiller Anders Danielsen Lie en fåmælt mand, fatalt tynget af talent og uforløst potentiale, hvis tilknappede væsen får menneskerne omkring ham til at åbne sig. 

Musiklæreren Harry bærer på en livslang frustration over, at det var broderen, der fik den karriere, han selv drømte om – selv om han altid øvede sig mere ved klaveret. Hans stolte forældre tegner samtidig et billede af en vanskelig pensionisttilværelse: Hun keder sig, mens han bag sin joviale facade skammer sig over at have været en dårlig ægtemand. 

Skuespillet er fremragende. Irske Barry Ward skjuler Harrys tungsind bag broderomsorg og faderlig bekymring for sin lille familie. Bill knytter sig især til niecen Debby, og i en rørende scene spiller han klaver for hende og udtrykker sig åbent og inderligt. 

Både Laurie Metcalf som moren og især Bill Pullman som faren er mindeværdige bekendtskaber i de solrige, kridhvide scener i Florida. 

Mændene i familien dyster på golf og succes, og Mark O’Hallorans manuskript viser empatisk, hvordan den konkurrence dækker over en dybere utilpashed med tilværelsen. Og det ender med at gå ud over kvinderne. Irske Valene Kane er hjerteskærende som Ellaine, der drømmer om et liv uden nålen, men trofast følger efter Bill, hvis det er den vej, han går. 

Anders Danielsen Lie gør en ranglet, tilbagetrukket skikkelse i hovedrollen, der tager familiens bekymring med apatisk ro og afværgende kommentarer. Det er en behersket præstation, langt mere end hans roller for Joachim Trier, som med små bevægelser lukker op for Bill Evans’ indre. 

Og i passagerne, hvor han spiller klaver, er han levende.