Crime 101

Juveltyven Mike savner tryghed i tilværelsen. Derfor planlægger han sine kup ned til mindste detalje – helt uden vold – og styrer de elegante flugtbiler uden om problemer. Indtil han en dag har nok penge til endelig at forlade det kriminelle liv og den fattigdom, han er født ind i.

Al tid går med planlægning. Ingen plads til venner, familie eller hobbyer. Kun overbærende sexarbejdere, der instrueres i bare at gøre ”det mest normale”.

Forsikringsagenten Sharon savner tryghed i tilværelsen. Hun er single, hun sover dårligt, og igen og igen går hun glip af forfremmelsen på jobbet, hvor hun fedter for lade rigmænd, som selv mangler tryghed i tilværelsen, fordi deres rigdomme risikerer at blive stjålet.

En kvinde på 53 år har ingen fremtidsudsigter, lyder det fra chefen. Derfor fristes Sharon, da en juveltyv giver hendes et lukrativt tilbud.

Politimanden Lou savner tryghed i tilværelsen. Hans uendelige jagt på en overlegen juveltyv har gjort ham til et udskud på den småkorrupte politistation.

Konen håner ham for at sidde ned, når han tisser, inden hun uhøjtideligt forlader ham på en burgerbar. Derfor begynder han til yoga og forbarmer sig over en ven, der er kommet på kant med loven.

Den empatiske krimi-thriller Crime 101 skildrer kriminalitet som konsekvens af menneskers umættelige behov for tryghed.

Instruktøren bag svindler-dokumentaren The Imposter og hybrid-kup-thrilleren American Animals, britiske Bart Layton, har filmatiseret Don Winslows roman fra 2020, hvor tre utrygge skæbner vikles ind i hinanden.

Der er oplagt at sammenligne med Michael Manns Heat fra 1995 med dens Los Angeles-funderede katten-efter-musen-historie og filosofiske tilgang til kriminalitet.

Der er også noget vintage over thriller-stilen, klippet i et roligt, engagerende tempo af Julian Hart og danske Jacob Schulsinger, som er fast klipper for Ruben Östlund. Biljagterne er flotte uden at kamme over i det rene Fast & Furious, og der trækkes flere pistoler, end der affyres.

Mere end tjubang er filmen interesseret i arrene fra hamsterhjulet. Det er alt det, hovedpersonerne har ofret for karriere og fast indkomst, og kamelerne de har slugt for utaknemmelige chefer. I Mikes tilfælde en kolerisk bagmand, spillet af sydende Nick Nolte.

Den australske Adonis, Chris Hemsworth, overrasker positivt som Mike. En dybt usikker mand med et lille barns mimik, og som på grund af sit krævende job har glemt at udvikle en personlighed bortset fra glæden ved veteranbiler og Steve McQueen-klassikeren Bullitt.

Monica Barbaro lokker effektivt som tyvens nye flirt Maya, symbolet på det trygge, normale liv. Logisk undrer det, at hun falder for den dybt akavede Mike, men de to smukke skuespillere sælger varen med slow dance til Bruce Springsteens coverversion af Tom Waits-hymnen Jersey Girl om jordbunden, banal kærlighed.

Mark Ruffalo spiller en afart af sine snuskede efterforskere fra Zodiac og serien Task som Lou, der indsprøjtes med skuespillerens altid sympatiske væsen. Lou monopoliserer også de fleste af filmens få sjove replikker sammen med konen – syrlige Jennifer Jason Leigh.

Halle Berry giver styrke til den livsfrustrerede Sharon, der er god nok på bunden – selv midt i kyniske enetaler om, at penge faktisk statistisk set er nøglen til lykken.

Man får fornemmelsen af, at Mike, Lou og Sharon har chancen for at finde en acceptabel flugtrute i eksistensen. De står i kontrast til filmens eneste rigtigt fortabte figur: den rivaliserende juveltyv Ormon.

Ormon er en rigtig Barry Keoghan-figur, som heldigvis også spilles af det irske stjerneskud med al hans smittende kaos og et såret, drenget udtryk. Modsat Mike vælter han brutalt ind i kup på mortorcykel uden omtanke, betragtet af et nervøst rystende kamera, som ellers er roligt, når Ormon ikke er på lærredet.

På en måde er det den rå mængde af substans i tætpakkede Crime 101, der forhindrer den i at samle sig til en helt sublim film. Blanck Mass’ svulmende og lidt selvhøjtidelige synth-musik gør alvoren i kupfilmen lovligt tung, og knuden på de mange tråde bindes med meget løs hånd til sidst.

Men hvor er det skønt med så velspillet en krimi-thriller, der virkelig bruger genren til noget og får 140 minutter til at føles som en kort smuttur i en gammel racergrøn Camaro.