Den danske kvinde

”En dansker! Vidste du, at I plejede at eje os?”

Sådan blev jeg for år tilbage hilst af en islænding med et horn i siden på sit hjemlands gamle koloniherrer. Ham tænkte jeg på flere gange, mens jeg så Benedikt Erlingssons forrygende komedieserie Den danske kvinde med Trine Dyrholm som pensioneret, dansk elitesoldat i Reykjavik.

Danmark slap først endegyldigt taget i Island under Anden Verdenskrig, og som Dyrholms Ditte Jensen påpeger, er dansk stadig et obligatorisk fremmedsprog i landets folkeskole. Så hun føler en selvfølgelig hånds- og halsret over naboerne i den boligblok, hvor hun har slået sig ned.

Vi møder Ditte i færd med at dræbe en kat – med halsbånd – der har formastet sig til at skide i hendes køkkenhave. Et første indgreb, som hurtigt fører til flere overgreb.

Katten viser sig nemlig at være et skattet medlem af genboen Gullas (Kristín Þóra Haraldsdóttir) familie, som Ditte derfor må tage kærligt hånd om. Samtidig indleder hun en nabokrig med overboen Thorir (Hilmar Guðjónsson), der holder hele opgangen oppe med baspumpende narkofester, og som er en af de få, der kan svare hende på dansk.

”Rødgrød med fløde!” råber han hende op i ansigtet, da hun slukker for anlægget. Det kommer han til at fortryde.

Da Ditte vender tilbage til sin egen lejlighed, er hendes ansigt så opløst af raseri og ydmygelse, at man gyser af forventning over, hvordan hun vil hævne sig. Og det bliver et tema over seriens seks timelange afsnit, efterhånden som hun griber til spektakulært håndfaste metoder over for krænkermænd, racister og miljøsvin.

Allerede i løbet af de første par afsnit fingerer Ditte et selvmordsforsøg, torterer to teenagere og tæsker Besir Zeciri, da han dukker op som PET-agent med besked om, at ”Hans Majestæt” atter har brug for hendes hjælp.

Hun forsøger sig også som seksuel rollemodel over for den femtenårige Björk (Ebba Katrín Finnsdóttir) og tilbyder at sætte en spiral op – dét har hun gjort så ofte før i Grønland!

Benedikt Erlingsson udstiller sine landsmænds betuttede føjelighed med samme tørre komik som i det charmerende gennembrud Om heste og mænd. Men især fortsætter Den danske kvinde ad det selvtægtspor, han slog ind på i Kvinde på krigsstien, hvor en handlekraftig miljøforkæmper bekriger Islands aluminiumfabrikker.

Også den films fiktionsbrydende brug af musik – hvor et hornorkester pludselig bakker heltinden op midt i den vilde natur – fortsættes i serien. Her indledes og afsluttes hvert afsnit med sang og dans, der giver indblik i Dittes indre tilstand.

I den allerførste indstilling skridter Trine Dyrholm frem foran hovedstadens skyline, tapper en takt med foden og synger et slagfast cover af Marquis de Sades Glor på vinduer – med et råt riff på elguitar, der bliver et ledemotiv gennem hele serien.

Det er Trine Dyrholms serie fra første øjeblik. Både som den formynderiske Ditte, der har fostret et højaktuelt amerikanerhad oven på krigstraumer i Afghanistan og Irak, og som den selvsikre sanger, der spejler handlingen med fortolkninger af sange som Nanna Lüders’ Buster, Björks Human Behaviour og Gnags’ Vilde kaniner.

Hun trækker på alle sider af sit talent – også sprogkunnen, for Ditte taler både dansk, islandsk, engelsk, arabisk og polsk. Det er en overlegen kraftpræstation, hvor gode miner glider over i slet spil, efterhånden som Ditte løber tør for tålmodighed.

Som en parodi på dansk udenrigspolitik prædiker hun skandinavisk sammenhold, mens hun tryner sine naboer og minder om et kryds mellem den lystpsykopatiske lejemorder i Killing Eve og Jens Henrik Jensens højtdekorerede soldat Oxen. Og det er svært ikke at tænke på Ørnen, da Jens Albinus dukker op som Dittes overordnede, der tvinger hende tilbage til tjeneste.

De ser de samme søndagsserier som os i Island. Og Benedikt Erlingsson giver igen med eksplosivt underholdende kolonialismekomik, der holder niveauet frem til den spektakulært tilfredsstillende finale.