Serieanmeldelse
05. juli 2025 | 17:57

Det danske madmirakel

Foto | DR

Livsstilseksperten Anne Glad, Geraniums stjernekok Rasmus Kofoed og gastronomipioneren Claus Meyer er blandt de stemmer, der guider os gennem rejsen fra husmandskost til madkunst.

Der er smittende køkkenenergi i DR’s tempofyldte og underholdende dokumentarserie om dansk madkultur fra medister til Michelin. Men blandt de veloplagte talking heads savnes en helt central skikkelse.

Af Claus Christensen

Dagens ret i DR-serien Det danske madmirakel, produceret af selskabet Monday, er en lille symfoni af kvalitet serveret på flere måder. 

Her er først og fremmest vidunderlige arkivbilleder. Gamle optagelser, der vil få hele familien til at juble foran fjernsynet. For – guuud, ja – kan I huske de dér dåser med hakkebøffer, de klare poser med frossen suppe og Irmas første økologiskilte? 

Der er også nogle virkelig sjove optagelser med alle de store, danske kokke dengang, hvor de var purunge.

Vi ser en sprudlende vital Søren Gericke, en porcelænsfin Claus Meyer, som bare er i begyndelsen af tyverne, en stadig mørkhåret Francis Cardenau og Rasmus Kofoed, som endnu ikke har fået hverken Michelin-stjerner eller Bocuse d’Or-statuetter – end ikke løbet hvalpefedtet af sig. 

Seriens ærinde er i første ombæring en overflyvning af den samlede danske gastronomi fra grødbønderne og til i dag. Det går stærkt, men faktisk er tempoet – især den til tider genialt-humoristiske klipning – noget af det, man virkelig falder for. 

Man kan faktisk mærke en slags køkkenenergi i fortælling. Kom så, vi skal have lavet noget mad her, chop-chop! 

Historien handler ikke mindst om de legendariske restauranter og kokke, der drev den danske gastronomi til det flotte stade, den er på i dag. 

Vi hører om Nomas opståen som en kulinarisk udgave af dogmefilmene med Claus Meyer, René Redzepi og Mads Refslund. Vi hører om restauranten Geraniums perfektionering af perfektionismen, så alle er ved at blive drevet til vanvid af Rasmus Kofoed, der netop via sin insisterende fokusering kommer helt til tops. 

Vi hører om Rasmus Munks innovative og teatralske Alchemist, som sætter nye standarder. 

Sammen med gastronomikritiske og formidlingsmæssige fyrtårne som James og Adam Price, lektor Helle Brønnum Carlsen, anmelder Søren Frank og som sagt den allestedsnærværende Claus Meyer bliver hele rejsen kommenteret. 

Vi ser de sørgelige danske retter i 1970’erne og de endnu mere forskrækkelige udenlandske retter, som man i starten lavede ”på dansk”. Serien mangler faktisk en jammerlig klassiker som spaghetti med millionbøf, men den statelige nestor Erwin Lauterbach fortæller til gengæld beredvilligt om, hvordan man på HoldBi Kro i Kruså i 1970’erne lavede den spanske risret paella, hvor flækkede, friturestegte cocktailpølser gjorde det ud for blæksprutter. 

Mest ødelæggende var nok den omsiggribende dåsemad, der kun opstod, fordi kvinderne drog ud på arbejdsmarkedet, samtidig med at det blev forventet, at de samtidig skulle føre hus. Så måtte der findes nemme løsninger. 

Indimellem prøver tilrettelægger Dorthe Sylvest Pedersen at være lidt kritisk over for branchen. Er tonen ikke for hård? Men det er mest på skrømt. 

Det danske madmirakel er en åbenlys hyldest til en helt særlig og barsk branche. Og det er dejligt befriende, når en af de kvindelige kokke siger, at kvinder nok bare ikke bliver kokke, fordi de har andre prioriteter end at stå og blive råbt af. 

Serien er båret af formidable, underholdende talkings heads-interviews, hvor de fine kokke med befriende selvironi fortæller om kollegernes og deres egne meritter. Fusionskøkkenet giver for eksempel brødrene Price et forstemmende ansigtsudtryk og indbyrdes pinlige blikke, mens Masterchef-værten Thomas Herman erkender, at han som kok nok sled sig selv og alle omkring ham op. 

Francis Cardenau, der også var kendt som en skrapsak i køkkenet, er mere ligefrem. ”Jeg var … psychopatique!” jubler den lille franskmand og smiler afvæbnende. 

På mange måder lever serien af denne åbenhjertige tone og optagelserne fra arkivet, af den elegante turnering af hele historien og de enormt fremragende interviews. 

Der er bare et stort aber dabei. 

At lave en serie om det danske madmirakel uden René Redzepi er en stor svaghed. Det fremgår ikke, hvorfor han ikke medvirker i de tre ud af fire afsnit, som Ekko har fået stillet til rådighed. Men med hans pionerindsats for ny nordisk mad mangler en vital brik i fortællingen. 

Selv om der undervejs er udmærkede arkivklip med mesterkokken over dem alle, er det ærligt talt absurd, at han ikke i dag er med til at berette en historie, hvor han har spillet en af hovedrollerne. 

Det er virkelig synd, for serien er ellers et skønt eksempel på en vellavet og smukt tilsmagt dokumentarserie om et vigtigt stykke Danmarkshistorie.

Kommentarer

Titel:
Det danske madmirakel

Land:
Danmark

År:
2025

Tilrettelægger:
Dorthe Sylvest Pedersen

Medvirkende:
Rasmus Kofoed, Claus Meyer, Søren Gericke, Anne Glad, Adam Price, James Price, Francis Cardenau, Helle Brønnum Carlsen 

Spilletid:
Fire afsnit af 30 minutter

Anmeldelse:
Tre afsnit 

Premiere:
7. juli på DRTV

© Filmmagasinet Ekko