Dracula

Bram Stokers Dracula er verdens mest filmatiserede roman, men 2025 bød kun på to nævneværdige bud på vampyrmyten: franske Luc Bessons Dracula: A Love Tale og rumænske Radu Judes Dracula.

Sidstnævnte får nu dansk biografpremiere på dokumentarfilmfestivalen Cph:Dox. Hvad laver den der? Alt i filmen er fiktion, så nogen dokumentar er den ved gud ikke, og det er lige før, at man får lyst til at hive de ansvarlige festivalfolk i ørerne.

Hvad er den så? Tja, der er elementer af komedie, tragedie, socialrealisme, horror og porno. Men udførelsen er så excentrisk, at vi snarere befinder os i eksperimentalfilmens territorium – eller, hvis man vil være fin på den, i et idiosynkratisk essay.

Radu Judes Dracula varer tre timer og består af overlappende episoder præsenteret af skuespilleren Adonis Tanta. Han skal forestille at være filmens instruktør, der har til opgave at lave en kommerciel Dracula-film. Men han mangler idéer og får derfor hjælp fra en chatbot ved navn Dr. AI JUDEX 0.0.

Konceptet minder om Piotr Winiewicz’ danske About a Hero, hvor en AI rent faktisk skrev manuskriptet. Men her i Dracula-filmen er Radu Jude krediteret som manuskriptforfatter, og han har indtalt chatbot’ens stemme. Man genkender da også hans efternavn gemt i ordet JUDEX.

Filmens chatbot er med andre ord en fiktiv karakter. 

Undervejs indeholder filmen enkelte korte sekvenser, som rent faktisk er skabt med generativ AI. Det er sket tilbage i 2014 eller 2015, så der er tale om tidlig, primitiv AI-video med udflydende flader og komisk kvalmende kropsmutationer. 

Filmen starter med seksten AI-versioner af Dracula, der i rap siger ”Jeg er Vlad Țepeș, og I kan alle sammen sutte min pik!”

Derefter spilles karakteren af skiftende skuespillere af begge køn. I en fortløbende plottråd jages Dracula og tv-værten Vampira af krogæster bevæbnet med lange stager. De er i stil med dem, som den rumænske regent Vlad III Dracula (1431-1476) brugte til at spidde sine fjender, hvorfor han fik øgenavnet Țepeș (spidderen).

Da Bram Stoker skrev Dracula (1897), havde han end ikke hørt om Vlad Țepeș. Inspirationen kom andre steder fra. Men sammenkædningen er essentiel for den rumænske turistindustri og lever videre her, hvor vampyren Dracula konsekvent optræder med den perlerandede turban fra et berømt maleri af regenten Vlad Țepeș.

Dele af filmen handler slet ikke om nogen af de to, men er filmatiseringer af tre litterære værker.

Nicolae Veleas novelle I forbifarten (1962), om en lastbilchaufførs tragiske affære med en ung kvinde. Ion Creangăs komedie Historiernes historie (cirka 1878), hvor Jesus forvandler en bondes majskolber til ståpikke, med komiske konsekvenser såsom en præst, der røvpules.

Og endelig Alexandru Bilciurescu og G.M. Amzas roman Vampirul (1938), som regnes for den første rumænske vampyrroman. Dog handler den om en præst, der blot udgiver sig for at være vampyr.

Blandt filmens flimrende indfald indgår klip fra den forhadte diktator Nicolae Ceaușescus propagandafilm Vlad Țepeș (1979), som frem til Radu Judes værk var den eneste nævneværdige Dracula-film fra Draculas eget land.

Besøger man Rumænien, kan man fylde kufferten med Dracula-nøgleringe og så videre, men man vil spejde forgæves efter en rumænsk udgave af Stokers roman. Rumænerne er dybest set ligeglade med Dracula, og derfor er det nærmest en sensation, at en af landets største filmskabere – der har skabt Do Not Expect Too Much from the End of the World og Guldbjørnevinderen Bad Luck Banging or Loony Porn – nu har lavet en film om emnet.

Det er tre timer med allehånde Dracula-associationer varierende fra upoleret spasmageri og blodsprøjtende action til gribende drama, begavet refleksion og højaktuel politisk satire.

Hos Jude er Dracula ikke blot en gotisk skurk, men et symbol på en vedvarende historisk udbytning. I stedet for romantisk mørke får vi en fragmenteret collage af billeder og situationer. Vampyren bliver et billede på de strukturer, der suger liv ud af samfundet: kapitalisme, politisk kynisme og nationale myter.

Når instruktøren genopliver Dracula i en absurd form, kan det tolkes som en ironisk generobring af figuren. Hvis verden alligevel insisterer på at se Rumænien gennem vampyrmyten, kan man lige så godt bruge den til at gøre grin med både sig selv og resten af Europa.

Filmen kommer i galloptempo vidt omkring, og det bør ikke opsummeres, men opleves. At Radu Judes Dracula rejser sig fra kisten på en festival, hvor filmen strengt taget ikke hører hjemme, er absolut til at leve med.