Elio

En af de mest funklende stjerner i animationsstudiet Pixars filmografi er sci-fi-fortællingen WALL-E fra 2008.

Dramaet om en efterladt skralderobot, der finder kærligheden og en udrydningstruet menneskehed, udtrykker ensomhedens smerte med det tomme verdensrum som smuk metafor.

Pixars nyeste spillefilm Elio bruger rummet på lidt samme måde. Men denne gang er det et ensomt menneske, der stirrer længselsfuldt mod det store univers, hvor han håber at finde selskab.

Hvor WALL-E også har et satirisk fokus med mennesker, der dovent flygter fra klimforandringerne i et luksusrumskib, er Elio mere interesseret i det store eksistentielle spørgsmål: Er vi alene?

Kan vi kommunikere med liv på andre kloder, og er vi overhovedet i stand til rigtigt at forstå vores egne artsfæller? Eller er vi for evigt alene i sindets fængsel?

Det dystre tema pakkes ind i et meget travlt handlingsforløb, så hele familien kan være med til at filosofere eller bare nyde turen.

Den forældreløse dreng Elio bor sammen med sin faster og drømmer om at blive bortført af aliens. Også hvis det betyder, at der skal laves videnskabelige forsøg på ham, som ufo’er jo har det med at gøre.

Da han fornemmer, at fasteren er træt af ham, får han kontakt til en paradisisk rumbase for planetære ledere og lyver sig ved et uheld til positionen som forhandler over for en rumkrigsherre. Sidstnævnte viser sig at have en kærlig og naiv søn ved navn Glordon, som Elio bliver venner med, og sammen kan de måske skabe fred i verdensrummet.

Ridset sådan op kan det hele lyde lovligt kludret, men i hænderne på Julia Cho, Mark Hammer og Mike Jones er det blevet til et overordentligt elegant manuskript. Filmen flyver simpelthen afsted i hyperfart.

Forfatterne får det til at virke legende let at skrive figurer, der både er hele mennesker og samtidig rørende og gakkede.

Elio – som Carl Løber friskt lægger stemme til – er en stærk, kompleks barnehelt. Herligt excentrisk og med masser af ridser i den sympatiske lak.

Basen for rummets planetære ledere er udstyret med en overivrig supercomputer, som kan besvare alle universets spørgsmål og hellere end gerne afslører meningen med livet. Men Elio vil bare vide, hvilke dyr der ville vinde i en slåskamp.

Han er også yderst fjendtlig over for sin faster Olga og andre børn, der forsøger at deltage i hans rumhobby. En klassisk nørdekarakter, der har nemmere ved at relatere sig til absurde aliens end menneskene omkring ham.

Olga (Camilla Lau) er en varm, men også befriende menneskelig moderskikkelse. Hun er tydeligt udmattet og frustreret over sin umulige nevø, som hun har overtaget ansvaret for efter sin egen brors død. Hun har måttet opgive astronautdrømmen for at passe på Elio.

Filmen er visuelt også i topklasse.

Pixar havde i starten ganske svært ved at animere livstro menneskeskikkelser, men det er efterhånden længe siden. I dag er menneskene lige så realistiske og udtryksfulde som de farverige rumvæsner, mens rummet føles præcis så stort, som det skal.

De danske stemmer er gode, men de mere sentimentale scener bliver lidt kvalme af at lyde på vort monotone modersmål, og oversættelsen svækker uundgåeligt den rappe replikkomik, som filmen så dygtigt dyrker.

Dog er ordene så velskrevne og glimrende oversat, at man kan høre det oprindelige engelske tydeligt for sig. Humoren trænger for det meste fint igennem.

Når man kigger på Pixars Pantheon af mesterværker – WALL-E, Toy Story-filmene, Inderst inde og De utrolige – når Elio ikke helt op på de øverste pladser. Det er den trods alt ikke opfindsom eller mindeværdig nok til.

Men selv en middelrangerende Pixar-udgivelse hører til blandt årets bedste animationsfilm, og Elio er ingen undtagelse. Igen formår selskabet – her anført af instruktørerne Adrian Molina, Madeline Sharafian og Domee Shi – at finde ind til noget dybt og universelt menneskeligt midt i en malstrøm af medrivende spas.