En anden verden

Vandets overflade skaber smukke mønstre på klippeudspringet over den lille sø, hvor fuglesang og bløde skvulp danner en slags ambient musik, mens to unge mennesker, Ángela og Héctor, flyder lykkeligt rundt i hinandens arme.

Men Ángela hører ikke musikken. Hun er døv, og musik lader ikke til at fylde særligt meget i deres hverdag. Alligevel bruger hun musikkens rytme som støtte, da Héctor vil fortælle hendes forældre den store nyhed: Hun er gravid!

Det forstår man hurtigt, for over en kage siger Ángela i sjov, at det er ”tid til at give dem et barnebarn”. Men moren fejer det væk med det samme. ”Det behøver I ikke bøvle med.” Underforstået: Det kan de ikke håndtere.

Spanske Eva Libertad står bag dramaet En anden verden, som kredser om fyrige og selvstændige Ángela, der mister selvstændigheden som vordende mor. Hun er keramiker og har et rigt socialt liv. Men graviditeten gør hende mere afhængig af Héctor, for han er nødt til at være med og tolke de mange lægesamtaler.

Lægen taler ikke direkte til hende, men kigger udelukkende på Héctor, der må minde om, at Ángela sagtens kan mundaflæse og tale. Alle hørende har bekymringer for parret på en umyndiggørende og sårende måde.

Da fødslen endelig går i gang, udspiller den sig i en lang, klaustrofobisk scene fyldt med mennesker, der taler og maser.

Héctor forsøger febrilsk at tolke alle informationer, mens trætte Ángela kæmper med at mundaflæse. Omsorg og frustration fylder rummet, og man kan næsten ikke få vejret på parrets vegne. Under stor protest bliver Héctor sendt bag sengen, hvor Ángela ikke kan se ham, da situationen spidser til. Hun ender med at flå gynækologens mundbind af, mens han ævler løs uden at tage højde for, at den bange kvinde på briksen ikke forstår et ord.

Ángela spilles af instruktørens søster, Miriam Garlo, en relativt uerfaren, men utroligt nærværende skuespiller. Hendes præstation rummer en råhed og ægthed, der holder os fanget fra start til slut. Som døv i virkeligheden bringer Garlo autenticitet til hver gestus, pause og blik, og hendes tegnsprog bliver til en nærmest dansende forlængelse af hende selv.

Filmen leger samtidig med lyd på en subtil og virkningsfuld måde. Det føles aldrig som en gimmick, men som et redskab, der lader os træde ind i Ángelas oplevelse af verden. Visuelt er En anden verden realistisk og næsten dokumentarisk. Kameraet går tæt på, men uden at forstyrre, så man som publikum naturligt føler sig som en del af deres liv.

Efter datteren Ona er født, hersker der tvivl om, hvorvidt hun kan høre. Tvivlen bliver endelig bekræftet efter nogle måneder. Ángela og Héctor taler aldrig åbent om, hvad de ønsker. Håbet om, at Ona kan høre, ligger mere implicit. Ángela bliver såret, da hun i det skjulte ser Héctor knipse ved barnets ører for at se, om hun reagerer.

Pludselig bliver alle de spørgsmål, hun før kunne skubbe foran sig, uundgåelige. Hvad betyder det at opfostre et barn i en familie, hvor den ene forælder er døv? Hvad ønsker Ángela egentlig for Ona? 

At få et barn bliver den ultimative prøve af parforholdet. Ángela og Héctor er særligt pressede, og ironisk nok fungerer deres kommunikation dårligt. Den tavshed, der opstår mellem dem, føles næsten fysisk.

En anden verden bygger på Eva Libertads kortfilm af samme navn, også med Miriam Garlo i hovedrollen. Spillefilmlængden klæder historien, som tager sig god tid – nærmest ulideligt lang i de mest intense scener. 

Det er en både rørende og barsk film. 

Man bliver vred på Ángela, og samtidig skammer man sig over sine følelser, fordi det er umuligt at sætte sig fuldt ind i hendes sted. Selv om filmen gør os klogere på livet som døv, er Ángela først og fremmest et individ med egne svagheder. 

Héctor og Ángela træffer mange dårlige valg, og netop derfor føles En anden verden så menneskelig og vedkommende.