En kage til præsidenten

Der findes en undergenre af børnefilm, som ligger mit hjerte særligt nær. Kyniske amerikanske branchefolk ynder at kalde den for kid quest-film: Et barn sendes ud på en konkret mission, som ender med at folde en hel verden – og ofte dens moralske forfald – ud.

Abbas Kiarostamis Hvor er min vens hus? fra 1987 gør det med en tabt notesbog. I Zhang Yimous Not One Less fra 1999 skal en kinesisk pige bringe en elev tilbage til skolen, og i Saudi-Arabien kæmper en tiårig pige for at skaffe sin livsdrøm til veje i den glasklart titulerede Den grønne cykel (2012).

Barnets bevægelse gennem byer og landskaber bliver et måleinstrument for samfundets tilstand.

Hasan Hadis En kage til præsidenten vandt debutantprisen i Cannes sidste år og placerer sig klart i denne tradition. Men selv om den arbejder med barnets perspektiv, er filmen ikke primært for børn. Akkurat som Cykeltyven, den italienske klassiker fra 1948, er her en film, der bruger barnet til at ramme de voksne. Og den virker.

Vi befinder os i det sydlige Irak i 1990’erne under Golfkrigen og FN-sanktionerne. Den niårige pige Lamia (Baneen Ahmad Nayyef) bor med sin bedstemor i et marsksamfund på pæle, blandt vuggende siv og med en mesopotamisk skønhed over sig. Skønheden formår instruktøren at indfange, når der ikke lige er snerrende helikoptere i luften, og olieboringer står i brand i det fjerne.

Krigen er ikke lige her, men den rumsterer.

Maden er knap, og overlevelse kræver daglige kompromiser. I skolen trækkes lod. Ét barn skal bage en kage til fejring af Saddam Husseins fødselsdag. I år er det Lamia. En banal opgave, bare ikke i et samfund, hvor mel og sukker er luksusvarer, bedstemors pung er tom, og hele skolens ære står på spil. Lamia har tre dage.

Her træder kid quest-strukturen tydeligt frem, komplet med en arketypisk råbende klasselærer, hjælperfigurer og forhindringer. Lamia stikker af, og sammen med rapkæftede Saeed (Sajad Mohamad Qasem) forsøger hun at samle ingredienserne. Jagten gennem markedets labyrinter, opture og nedture, er charmerende og glimtvist ægte morsom – Lamias medbragte kælehane hjælper godt til.

De to bærende hovedroller har både charme og kant, men det er tydeligt, at Hasan Hadi har trukket veksler på amatører i mange biroller, sikkert typecastede i lokalmiljøet. På positivsiden bibringer det en form for autenticitet, at man kan se, hvordan der kæmpes med replikflowet, men alligevel.

Manuskriptet er til gengæld strømlinet. Vi glemmer aldrig, hvad der driver rejsen. Hvert møde med den voksne verden er en påmindelse om et system under pres, om hykleri, temperament og koder, der skal læres.

Og selv om filmen starter eksotisk og fortæller en historie fra fortiden, minder den om, at det ikke kun er et tredjeverdensproblem, at politik og autoritær magt kvæler hverdagslivet. Bare spørg amerikanerne.

Moral er en luksus, når hykleriet blomstrer, og den kan være skæbnesvanger, når sulten gnaver. Lamias insisteren på at handle ærligt fremstår både rørende og dybt tragisk.

Her adskiller En kage til præsidenten sig fra mange beslægtede film, der sørger for at opveje mørke med lys. Hadis film tør bevæge sig helt ind til machosamfundets forsumpede seksualmoral, da en forretningsindehaver prøver at presse en ung gravid kvinde til tjenester i et baglokale. Den slags er ikke hverdagskost i kid quest-film – og respekt for det.

Irakiske film er sjældne fugle på den europæiske biografhimmel, og vil man give sit verdensbillede nogle facetter, der ikke handler om kulturkløft og fremmede magter, er her en foræring.

Den mørke toning udløser næppe en blockbuster, men jeg elsker filmen for at insistere på, at barnets eventyr aldrig kan få en entydigt lykkelig forløsning, så længe fattigdom, vold og propaganda fylder hele horisontlinjen.