Folkedomstolen

Alene navnet på DR’s nye serie er sjovt set. Man tager et slangord for pålydende og laver rent faktisk en domstol, som afviger på flere måder fra den gængse. Især, fordi der ikke skal træffes en juridisk afgørelse, men derimod en moralsk – eller i hvert fald en populistisk.

I første afsnit af Folkedomstolen følger vi en mandlig chef, der ved en julefrokost laver en virkelig klam joke, og juryen er selvfølgelig straks i opposition til ham. Men sagen bliver straks mere speget, da det kommer frem, at kvinden, som siden har hængt sin chef ud, faktisk har haft et frivilligt forhold til ham. Og er blevet afvist.

Så er det hele en hævn?

I andet afsnit følger vi sagen om en pædagog, som har givet en bamse-kødpølse til et barn, hvis forældre har valgt, at familien lever vegansk.

Juryen er overvejende imod ham, og da det kommer frem, at pædagogen er anti-woke og giver den gas på de sociale medier, bliver de endnu mere imod ham. Imidlertid vender stemningen, da det kommer frem, at faren er vegansk aktivist og bruger sagen til at presse pædagogen og institutionen i fuld offentlighed.

Dommene skal ikke afsløres her, men de er faktisk ikke helt, som man forventer. Her skal der imidlertid fældes en helt anden dom. Digter og tv-mager Anna Juul har sammen med instruktør Glen Bay Grant lavet et solidt programkoncept. Det er sjovt at se, dejligt provokerende – man bliver virkelig anfægtet – og det er samtidig noget, som skaber eftertanke.

Idéen er, at vi ser hele ”retssagen” udfoldet med skuespillere. Morten Burian, Anna Juul, Laura Allen Müller, Morten Agerholm, Mads Riisom, Anders Kristian Aamodt, Frederikke Dahl Hansen og Anne Sofie Wanstrup giver den som ”almindelige” mennesker med ”almindelige” sager. Nogle af dem spiller virkelig godt, andre falder igennem.

De er også overvåget. Det er de af rigtigt almindelige mennesker, nemlig præster, kunstnere, selvstændige, coaches, tidligere modeller og OnlyFans-skabere. Vi møder Emilie Poder, Susan Dane, Kim Dane, Flemming Baatz Kristensen, Mary C. Namagamba, Danial Hamza Borch, Emil Salzer, Steffen Kirkegaard, Thomas Soltau, Mai-Britt Bjørnholt, Monir Mooghen og Tusnelda Frellesvig Smith, som alle er gode til at argumentere for deres synspunkter.

Og som prikken over i’et er advokaterne Stine Dahl og Per Justesen i virkeligheden advokater. Dommeren Lars Svenning Andersen er sober og retfærdig, når han irettesætter advokater, der afbryder.

Det er ikke banebrydende tv, men er det vigtigt? Ja. Og vil man se med, når der næste gang skal debatteres, om en mand kan sige, at han ikke ønsker et barn, han selv har medvirket til at lave? Ja.

Dilemmaerne er godt lavet, og sagerne rulles nuanceret op. Det er, kunne man sige, rigtigt godt hverdags-tv. Sådan noget public service-tv, som man håber giver gode snakke hjemme i stuerne. Det vækker mindelser om tv-koncepter som Højlunds Forsamlingshus fra 1980’erne, hvor alle kom til orde, og hvor idéen var, at alle sider blev set.

Sådan er det også her, hvor en sag om vegansk mad ender med, at et jurymedlem ønsker at blive hørt som både queer og aktivist. Selvsikkerheden stråler ud af hende, men netop den position viser sig hurtigt at være mindre fordelagtig, end hun selv tror. På den måde kommer programmet faktisk til at spejle et bredere udsnit af danskerne, snarere end de skarpe fronter, som det umiddelbart lægger op til.

Derfor bliver den egentlige vinder i sagerne også en noget uventet størrelse: selve retssagen. For selv om der ikke er tale om en virkelig juridisk proces, demonstrerer formatet flere af rettens grundlæggende mekanismer overraskende præcist. 

Vi hører parterne, og deres vidnesbyrd forskyder gradvist vores opfattelse. Det er ikke en autoritet, der dikterer sandheden, men den fælles fortælling, der langsomt tager form. Dommen vokser frem.

Og sådan kunne det også fungere i en egentlig folkedomstol, hvis alle parter fik mulighed for at komme til orde. Det gør de bare sjældent. Netop dét bliver vi mindet om gennem dette eksperiment.