For fuld musik

Søskendedramaet For fuld musik er lidt a la den vedkommende historie og gribende stemning i det franske handicaphjælperhit De urørlige fra 2011 – bare med marchmusik.

I Emmanuel Courcols lette og meget vellykkede film om to brødre og deres nedarvede flair for musik møder vi først charmerende Benjamin Lavernhe, der med varm rummelighed og stor empati spiller den anerkendte komponist og dirigent Thibaut Desormeaux.

Thibaut rammes pludselig af kræft og må have en knoglemarvsdonor, hvis han skal overleve. Desværre kan hans søster ikke bruges, fordi, viser det sig pludselig, hun slet ikke er hans søster.

Sådan opdager Thibaut, at han er adopteret ind i sin egen familie. Men der er et skud mere i bøssen, for det viser sig, at han har en biologisk bror et sted ude i verden.

Broren Jimmy Lecocq, der spilles med temperament af Pierre Lottin, er vokset op under mere barske vilkår end den privilegerede Thibaut. Jimmy lever hjemme hos sin mor, langt fra businessclass og eminente restauranter.

Apropos delikatesser, eller manglen på samme, serverer han til daglig skodmad i en kantine sammen med en kollega med Downs syndrom.

Transplantationen lykkes, og de to brødre har ikke mere at bruge hinanden til. Eller har de? Det viser sig hurtigt, at de har musikken tilfælles. Bare på hver sin måde.

Filmen er en diskret kommentar til den evige diskussion om arv og miljø. For begge mænd, som i øvrigt ikke rigtig kender den far, de deler, viser sig at have en medfødt musikalitet. Begge har for eksempel absolut gehør.

Hos den ene er det musikalske talent sprunget ud som en karriere med koncertflygler og meget smal kompositionsmusik. Hos den anden er det blevet til en klapstol i et skramlende blæserorkester på hobbyplan, en musikalsk nysgerrighed ud over det sædvanlige og i øvrigt en indædt interesse for at samle på vinyler med moderne jazz.

Mens Thibaut med fornemme bevægelser dirigerer verdensberømte symfoniorkestre, er Jimmy hårdhændet indpisker i minearbejdernes korpsorkester. Spørgsmålet er så, om det ikke er lidt det samme?

Filmen tager en grådig bid af livet, men den formår faktisk at tygge den.

Her er både romantisk kærlighed, adoptionsproblematikker, klasseanalyser, mor-barn-problemer, genetik versus opdragelse, kræftforløb, industristrejke, fagforeningspolitik, forventningspres, musikkonkurrencer, stolthed, forsoning.

Men først og fremmest er der en helt fantastisk sød undersøgelse af fænomenet, de gamle grækere kaldte philadelphia – broderkærligheden. Det er historien om, hvordan man kan skilles ved fødslen og leve som nat og dag … og så alligevel finde melodien til sidst.

Er blodet tykkere end vand? Det spørgsmål besvares med et emotionernes partitur dirigeret med den milde, folkelige dirigentstok.

Filmen er fuld af underfundig blidhed og en venlighed, som går igen i alt. Samtidig har den en lun humor, der sine steder også er selvironisk. Som når den knap så dannede Jimmy korrigerer sin arbejderklasseflammes udtale af de store komponisters navne – og så selv udtaler de udenlandske med tyk fransk accent.

Det smukkeste ved filmen er dens insisteren på en balance mellem to individer, som forbliver helt deres egne, på hver sin banehalvdel, og som til sidst står som selvstændige og fuldgyldige helte i hinandens liv.

Derfor er den franske titel også perfekt.

Den danske For fuld musik er lidt plat. Den engelske, The Marching Band, er intetsigende. Den franske titel En fanfare er derimod et musikbegreb, som betyder, at det her skal lyde ”som en fanfare”. Ifølge ordbogen er en fanfare det stykke blæsermusik, man spiller, ”ved en vigtig persons ankomst”.

Og både Thibaut og Jimmy får jo en ny bror og en livsvigtig indsprøjtning.

Mere rørende bliver det ikke denne sommer. Bravo!