Jeg stødte på gauchos med hest, hat og lasso og blev budt på mate, da jeg for nogle år siden rejste rundt i Argentinas landsbyer og Andesbjergene – fra Córdoba i nord, over pampassen og helt ned til Patagonien i syd.
Kulturen lever endnu i de landlige omgivelser, der fylder det meste af pampassen på bekostning af den uberørte natur. Men græsmarker til kvæg giver også plads til traditionsbårne cowboys på endeløse sletter.
Lige noget for kulturparnasset.
Gaucho Gaucho minder på flere måder om min tilgang i bogen Stamsteder og mine besøg på 220 brune værtshuse. I tekst og billeder stiliserer og æstetiserer vi et ubefærdet og råt miljø. Det hører fortiden til, men eksisterer som en sejlivet tidslomme i skjul for voldsom trængsel og nypuritansk alarm. Anfægtet og på trods.
Gaucho-kulturen er slidt, smadret, fattigt og sagnomspundet som idé. Patinaen er smuk som i en Jodorowsky-western, bare i sort-hvid, så dokumentaren minder om Jim Jarmusch’ fremragende Dead Man.
Billedsiden nærmest knaser, skriger og vrinsker, hvilket er filmens force.
Vi befinder os i de naturskønne Calchaquí-dale. Sandkorn blæsende i vind og vejr, en kaktus i brand, piggende høner, andeskondorer på jagt og brugte biler står i smukke kavalkader af billeder skabt af det instruktørduoen Michael Dweck og Gregory Kershaw.
De blev berømt for deres Trøffeljægerne i Piemonte, om trøffeljæger-traditionen i Italien, og debutfilmen The Last Race, om en forgængelig amerikansk bilræs-tradition.
Duoens nostalgiske billedstil fortsætter i nære hverdagsscener blandt udvalgte gauchos, fortalt uden speak. Mest iøjnefaldende er den unge cowgirl – skildret uden seksualisering, men som en påmindelse om, at såkaldte drengepiger også findes i det urgamle, traditionsbundne miljø.
I en symbolsk scene står hendes jævnaldrende i rundkreds med skørter og bare ben, mens hun selv befinder sig lidt på afstand i gauchouniform og betragter dem. Senere ser vi hende siddende over for sin far, der siger: ”Du er en kvinde. Du gør, hvad du vil. Jeg har været stolt, siden du første gang sprang op på en hest.”
Vi følger hende til ridestævne, hvor hun får råd fra mændene. Vi følger de små samtaler hen over bordene. Om rovfugle, damer på stribe og gamle røverhistorier.
En gaucho med hvidt skæg ligner bedemanden fra Lucky Luke-tegneserien. Med lommelærken fuld af vin vandrede han alene til ødemarken i sine unge dage.
Et ældre par sørger tragikomisk over en død ko og taler over natten om at give kalvene sutteflasker.
Vi hører om deres fjendebillede. Truslen er kondoren, der tager småkalve. Her er slangebøsser, knivslibning og empadanas. Bjerge og kløfter.
Det er urkraften og autenticiteten, vi kultiverede storbyrotter betaler for at opleve. Som et par slidte Levi’s fra den lokale genbrug, frilandskød fra Thise, indiansk folkemusik på spillestedet Alice eller et antropologisk blik ind i rygerbodegaens mikrokosmos.
Man kan ikke lade være med at tænke på al den støj, der ikke er med i billedet. Moderne forbrugsvarer, mærketøj og teknologi, der bevidst er fjernet for at give et uberørt billede af en gammel kultur.
På den måde mangler filmen måske indre spændinger og konflikter foruden karakterer, der syrer helt derudaf. Vi får dog indblik i deres værdimæssige standpunkter.
”Vores traditioner kommer først – så lukker vi de fremmede ind,” siger en gaucho. Det lyder lidt som det nuværende politiske landskab i Danmark. Måske vi ikke er så langt fra hinanden?
Gaucho Gaucho er ikke desto mindre en smuk indføring i natur og grænseland samt en påmindelse om at passe på det langt fra stenbroen og komme ud at mærke vildnisset.


Kommentarer