Iron Lung

En iron lung (jernlunge) er traditionelt en metalcylinder, der omslutter en patients krop og fungerer som respirator. 

I videospillet Iron Lung fra 2022 er det navnet på en ubåd. Universet er her på mystisk vis forsvundet på nær en måne, hvor de få overlevende helt bogstaveligt finder et hav af blod. 

Dét skal udforskes, så førnævnte ubåd sænkes ned i dybet, bemandet af en tugthusfange. Videospillet går ud på at manøvrere ubåden ud fra de data, man modtager om det omgivende hav. Og selvfølgelig rummer havet et monster. 

Den frygtelige ulykke i 2023, hvor ubåden Titan imploderede, satte også fokus på Iron Lung, som derved blev et større fænomen. 

Spillets skaber David Szymanski fik oprindelig idéen, da han besøgte den skotske sø Loch Ness, som er centrum for en hyppigt filmatiseret monstermyte. Nu er også Iron Lung-videospillet blevet til en film, komplet med ubåd, blodhav og monster. Tugthusfangen om bord på fartøjet spilles af YouTuberen Mark ”Markiplier” Fischbach, som også har finansieret, skrevet og instrueret. 

Gennem den to timer lange film er Fischbach stort set eneste medvirkende, og vi forlader aldrig ubådens indre: et simpelt rør af rustent jern med nogle få instrumenter og skærme samt luger til skabe og krybekælder. 

Filmen adskiller sig således fra den klassiske ubådsfilm, hvor man trods alt har et periskop og lejlighedsvis kan stige op til overfladen, åbne lugen og posere med himmel og hav som befriende baggrund. 

Snarere befinder vi os i en thrillergenre, hvor filmskabere excellerer i at intensivere dramaet ved at tvinge det ind i den mindst mulige kulisse. 

Hitchcock lagde grundstenen med Lifeboat (1944), Rope (1948) og mesterværket Rear Window (1954). Også i 1954 gav tv-mediet os et jurylokale i Twelve Angry Men, og siden er rummene blevet stadig mindre. Tænk bare på Cujo (1983), hvor Dee Wallace er fanget i en bil, Panic Room (2002) med Jodie Foster, Phone Booth (2002) med Colin Farrell – og Buried (2010), hvor Ryan Reynolds er spærret inde i en ligkiste. 

Man får sved på panden bare ved tanken. 

Ud over det øgede dramatiske fokus er filmskabernes udfordring at bruge den scenografiske begrænsning som et inspirerende benspænd til et væld af visuelle variationer. 

I Iron Lung er fartøjets luger svejset fast, og kontakt med den ydre verden foregår via radio og nogle få snapshots. Ligesom soldaten i Johnny Got His Gun (1971) og astronauten i Solaris (1972) begynder den isolerede straffefange at se syner. Eller gør han? 

Mens ubåden bevæger sig gennem månens koagulerende ocean, siver sære væsker ind gennem væggene. Uden for ubåden rumsterer et monster, hvis tandsæt i mørket minder om en blåhvals barder. Klar til at mæske sig. Det manifesterer sig også som et stort øje, og der veksles desorienterende mellem flere fokusplaner. 

Vi får indtryk af et cyklisk mønster, hvor nogen før har foretaget rejsen. Derom vidner et skelet og vraget af et andet fartøj med en black box, der måske kan give en viden, som er vigtig for menneskehedens fremtid. Men uret tikker, mens gruindgydende gevækster breder sig over ubådens vægge og hovedpersonens krop. 

Iron Lung skulle have verdensrekorden for brug af kunstigt blod på film: 300.000 liter, der dog ikke anvendes som chokerende splatter, men som æstetisk og symbolsk element fra den surrealistiske værktøjskasse. Der er tale om en indie, en lavbudgetteret, uafhængigt produceret midnight movie, som effektivt bader lærredet i syrede syner og navigerer i sit eget ocean.

En udfordrende minimalistisk og sjælfuldt meditativ rejse.