Opfølgeren kan selvfølgelig ikke leve op til etteren, men gensynet med de farverige følelser og pubertetsramte Riley er alligevel glædeligt.

Drama om en maniodepressiv ægtemand smører et så tykt lag glasur på, at man intet føler i en film, der ironisk nok handler om at føle for meget.

Paul Thomas Anderson har lavet en moderat fed filmatisering af en meget filmvenlig roman frem for at udfordre sig selv og filmsproget ved at kaste sig ud i en ”umulig” filmatisering, der kunne været blevet mesterlig.