Hope

Det er ti år siden, sydkoreanske Na Hong-jins urovækkende horrorfilm The Wailing havde premiere. Men ventetiden har bestemt været det værd, i betragtning af hvor fandenivoldsk og energisk underholdende hans nye film Hope er blevet.

Dog er den er bestemt ikke fejlfri. Efter en hæsblæsende første time daler tempoet noget, mens Na får alle brikkerne på plads til et brag af en tredje del, der nærmest består af én lang, episk omgang katten-efter-musen.

Efter snedigt at have holdt monsteret ude af billedet i næsten en time og dermed opbygget en brusende spænding punkterer instruktøren og hans folk noget af effekten med et temmelig pauvert monsterdesign og visuelle effekter, der lukker en del luft ud af troværdighedsballonen.

Men de indvendinger må vejes op mod den enorme mængde spænding, filmen skaber i sine actionscener.

Som i The Wailing foregår det hele igen en lille koreansk by, i Hope’s tilfælde tæt på grænsen til Nordkorea. Det forklarer til dels skiltene, der advarer mod spioner, infiltratorer og landminer, som lægger op til forventninger, der besynderligt nok ikke bliver indfriet her.

Slutningen lægger op til en efterfølger, så måske får vi spioner, der infiltrerer, og miner, der siger bang, i en kommende film.

Na Hong-jin gør dog hurtigt klart, at byen er et sted, hvor der normalt ikke sker det store. Da sheriffen Beom Seok (Hwang Jung-min) bliver tilkaldt for at undersøge en lemlæstet tyr på en mark, er han mere optaget af de uregistrerede skydevåben, som hans grandfætter Sung Ki (Zo In-sung) og dennes improviserede bande render rundt med, end af, hvad der kan have dræbt dyret.

Nogle gætter på en bjørn, andre en tiger, der er kommet ned fra Sibirien. Det er selvfølgelig ingen af delene.

Vi skal ikke afsløre for meget, for filmen doserer informationerne om truslen særdeles effektivt, selv om den endelige afsløring efterhånden grænser til en science fiction-kliché.

Men i de første tre kvarter til en time må historien vige for action, efter at Beom Seok bliver kaldt tilbage til byen Hope Harbor, da nødopkald advarer om et monster, der går amok.

Beom Seok forfølger væsnet – som holdes lige akkurat uden for synsfeltet så længe som muligt – gennem byen, så godt han kan. En svær opgave, da monstret er stærkt nok til at kaste biler gennem luften, smadre mure og slynge mennesker omkring sig som kludedukker i hænderne på en særligt rasende tumling.

Overlevelseschancerne for vores politi-helt forbedres en smule, da kollegaen Sung Ae (spillet af Hoyeon fra seneste sæson af Squid Game) dukker op med et mindre våbenlager for at hjælpe ham i kampen.

Hoyeons livlige præstation er en af filmens mest vedvarende fornøjelser, ikke mindst den vildskab, hvormed hun kaster sig ind i kampen uden tøven og fyrer eder og forbandelser af – meget i modsætning til det beskedne kvindeideal, mange forbinder med Sydkorea. Zo In-sung er som den friluftsglade tumpe Sung Ki er en anden markant figur, der viser sig som en formidabel rytter og en fremragende skytte.

Det er et mindre mirakel, at filmen formår at få bare lidt karakterudvikling klemt ind midt i hvirvelvinden af susende kamerature og konstant bevægelse.

Men bemærk, at det først og fremmest gælder de koreanske skuespillere. For selv om plakater og pressefotos gør et stort nummer ud af Michael Fassbender, Alicia Vikander og andre vestlige skuespillere, er deres bidrag i praksis, skal vi sige, mere teoretisk. Det er svært at forklare uden at afsløre for meget.

Hope trækker på et af monsterfilmens ældste tricks: Snedigt manipulerer den publikum til ved filmens slutning at have større sympati for monstrene end for de almindelige mennesker.

Lad os håbe, at vi ikke skal vente ti år på efterfølgeren!