Superheltefilmen starter sjovt og romantisk, men efterhånden arbejder den sig frem mod at blive lige så pæn og farveløs som Gal Gadot.

Man får lyst til at hoppe i en tidsmaskine og tage til Spanien i midten af forrige århundrede, hvor den guitarbaserede flamenco havde sin storhedstid, inden den blev kommercialiseret allemandseje.

Legesyge og begsorte Todd Solondz spidder igen det miserable jordeliv, men overrasker også med sin mest hjertevarme og rørende scene til dato.