Katten Svante på kælketur

Katten Svante på kælketur er en gammeldags tegnefilm i ordenes bedste betydning. Man føler sig hensat til 1970’erne eller 80’erne, når man ser de bløde, håndtegnede streger, de douche farver og den lækre, jazzede baggrundsmusik.

Der er pædagogiske sange og Anne Marie Helgers omsorgsfulde og begejstrede stemme, som sammen med et lille kor af medjublende børnestemmer løfter hele oplevelsen. 

Filmen bliver samlet set et hit hos de mindste. Større børn synes – sagde dagens medkiggere på otte og ni år – at ”det er irriterende, at bedstemoren og de dér unger taler med”. Så de var måske en tak for gamle til at blive fanget.

Helger og børnenes stemmer fremhæver ellers en af filmens store styrker: dens nærmest interaktive kvalitet. Helger fungerer som den omfavnende fortæller, mens børnestemmerne repræsenterer publikum. Den voksne stemme fortæller, spørger og undrer sig, og de små stemmer svarer – sammen giver de ord til alle vores oplevelser.

”Pas på, Svante!”, ”Nøj, det er får!”, ”Se, ænder!”, ”Dét bliver hyggeligt!”, ”Er du bange, Svante?”

I virkeligheden er det ret avanceret dramaturgi – en verfremdungseffekt, som man kender fra Bertolt Brecht. Illusionen om den lukkede film brydes, og publikum inddrages aktivt. Den kritiske refleksion styrkes, samtidig med at den emotionelle forbindelse til figurerne forstærkes. For de uventede stemmer er netop det: vores nye venner inde i filmen.

Plottet er en eventyrlig rejse og udforskning. En odysse en miniature, kan man sige. Katten Svante og hans katteveninde Mussefis tager ud af de vante rammer i deres hus og undersøger sammen verden. De oplever sne for første gang. Bune, hvirvlende blade. Kulde. Da de finder en kælk i et skur i baghaven, er dagens mission allerede fastlagt.

De skal ud og kælke! Børnestemmerne foreslår både, at man kælker bedst ”i bjerge” og det noget mere uventede: ”Vi skal til Schweiz!”

Inde hos naboen bor en stor hund, som vi til en start kun ser som en lidt mystisk skygge. Et ben her og der, en lyd. Så er dramaet og den meget milde spænding introduceret. For mon hunden Vuf er farlig, eller er han bare en ny ven?

Undervejs udvides plottet.

Der er pædagogiske indslag om at hjælpe hinanden, om sammenhold og stole på hinanden. Der er forskellige dyr med forskellige egenskaber, som de to – og siden de tre, da nabohunden kommer med – møder på rejsen. Måske kan får i sidste ende hjælpe med noget? Måske kan man lære noget af et egern?

Der er også vejret som medspiller, da der pludselig kommer en snestorm, som er så voldsom, at fortælleren ikke længere kan se figurerne.

Heldigvis kan Vuf genkende sit eget tis, som han har strintet til territorial markering, så de alle sammen kan finde hjem. Men inden da må de søge ly under broen i snestormen, og kattene kan varme sig hos Vuf, der både er blød og varm og måske i virkeligheden slet ikke så farlig som først antaget.

Under broen bryder Helger ud i en børnesang a la varieté.

Han er hyggelig at være nær,
det er hans smil og snude især.
Selv om han gør lidt for højt,
så går det nok, fordi
han er sød og én, som vi kan li’.
Og han logrer sødt med halen,
glad og fri.

Det sker flere gange, at sangen bærer scenerne i et minut eller tre. Og det giver hele fortællingen karakter af at være en slags operette for børn – men med mest fortælling. Og en opfordring til fællessang. For helt fra begyndelsen lærer publikum, at man skal deltage og råbe med. Universet er trygt og sikkert, og selv de allermindste kan være med.

Katten Svante på kælketur – som på det nederlandske originalsprog har den lidt mere præcise titel Een nieuwe vriend voor Dikkie Dik – altså Dikkie Dik får en ny ven – er ikke en klassiker som Raymond Briggs’ The Snowman.

Men det er en fin film til en rolig og tryg lørdag, når man skal i biffen med begyndere.