Kenny Dalglish

Få instruktører kan det, Asif Kapadia kan.

Senna (2010) fortæller den dramatiske historie om racerkøreren Ayrton Senna udelukkende gennem autentiske arkivoptagelser og kilder på lydsiden. Ingen talkings heads, hvilket gør oplevelsen intenst inciterende – som en spillefilm.

Oscar-vindende Amy (2015) er en milepæl i moderne portrætfilmkunst. Samme nærvær som i Senna, men også med en øjenåbnende tilgang til sangeren Amy Winehouses enorme talent og personlige problemer. Det kom i høj grad til at handle om mediernes pres og berømmelsens pris, ikke mindst mændene i hendes liv.

Diego Maradona (2019) forsøger også at beskrive samfundet gennem geniet. Nostalgien ved fodboldekvilibristen ligger i filmens titel, men dokumentaren fremstår mere sentimental end Kapadias tidligere værker. Pludselig er det ikke bare et navn, man kender instinktivt, men et portræt af hele mennesket med for- og efternavn.

Det samme er tilfældet i Kenny Dalglish. Dobbeltnavnet får instruktør Kapadia til at klippe en filmisk hæl og hakke en fortælletå, fordi det hele skal med. Alligevel giver dokumentaren et fascinerende indblik i verden af i går.

Rejsen fra barndommens gade nær skotske Celtics hjemmebane til legendestatus i Liverpool med 27 trofæer er glimrende fortalt. Aldrig før sete arkivklip blander sig med knitrende historiske billeder.

Engang kunne professionelle fodboldspillere spille kamp om eftermiddagen og drikke begsorte Guinness-bajere resten af aftenen med tyk britisk accent. Those were the days, mate!

Til en begyndelse er det stærkt underholdende. Langt mere let og luftigt, end Kapadias film plejer at være. Kenny Dalglish føles næsten for portrætklassisk. Her er solbeskinnede løbeture ned ad gaderne med en læderbold, mens lydsporet veksler mellem The Beatles og rigtig rock’n’roll.

Omvendt dufter kampene af regnvåde aftener med dryppende fadøl og mudder, som støvleknopperne pløjer igennem. Det jævne geni Dalglish bygges møjsommeligt op af Liverpool-fan Asif Kapadia.

Især fordi hovedpersonen selv fortæller historien, mens familie og tidligere medspillere bakker op. Både Kenny og Liverpool betyder sammenhold og venlighed, må man forstå.

Armslængdeprincippet er blevet skåret af ved skulderen og er tæt på at løbe offside.

Fodboldstjernen og hans mandskab er et åndehul for arbejderklassen i en svær tid, da Margaret Thatcher finder de kapitalistiske tommelskruer frem i 1980’erne. Det er omklædningskådt, indtil Kapadia træder mere i karakter. Halvvejs i filmen serveres fortællingen om, hvorfor hovedpersonen rent faktisk blev til Sir Kenny Dalglish.

Dokumentarfilmen skifter tempo, da tragedierne indfinder sig. Portrætmageren Kapadia begynder at transcendere, hvad fodbold også handler om, nemlig følelser.

Den beskedne og empatiske Kenny må for alvor vise sit format, da tilskueruroligheder på Heysel-stadionet i 1985 før finalen i Den Europæiske Mesterholdsturnering mellem Liverpool og Juventus fører til fuldtonet panik. 39 dødsfald og hundredvis af kvæstelser.

Fire år senere oplever fodboldverdenen så igen en dødelig mennesketrængsel på Hillsborough-stadionet under en FA Cup-semifinale. 97 Liverpool-fans omkommer, og mere end 750 mennesker bliver kvæstet.

Tragedierne fylder stort set hele anden halvdel af Kenny Dalglish, mens hooliganismen og den manglende tilskuerkontrol til gengæld kun strejfes. Det er tydeligt, at katastroferne har sat sig dybt i hovedpersonen. I medgang og modgang tog Dalglish fansene på sig, først som spiller og siden som træner for Liverpool.

Den kronologiske fortællestil ender imidlertid med at være lidt tung, og dermed udebliver en egentlig filmisk sammenhæng. Skiftet fra lys til mørke føles for abrupt. Den eneste røde Liverpool-tråd er, at i dag 75-årige Dalglish – som ikonet George Best siger undervejs – altid var første mand på holdkortet. Både på banen og i livet.

Asif Kapadias portræt ligger tættere på Diego Maradona end Amy, mere rørstrømsk end hjerteskærende. Alligevel giver Kenny Dalglish et interessant indblik i, hvordan kulturpersonligheder kan skabe håb i en tid, hvor håbløsheden ellers råder. Netop det er måske noget af det vigtigste, verden af i går stadig kan lære verden af i dag – og i morgen.