Knife: The Attempted Murder of Salman Rushdie

Salman Rushdie havde levet med tordenvejr i 33 år, før han blev ramt af lynet.

På en litteraturfestival i Chautauqua i New York blev den 75-årige forfatter i 2022 næsten slået ihjel, da en 24-årig mand fra New Jersey sprang op på scenen og dolkede ham femten gange. I torsoen, i hånden og i øjet, som han mistede. 

Hans angriber kendte ikke stort til forfatteren, men var blevet radikaliseret af at se YouTube-videoer i sin mors kælder. Han så sit snit til at fuldbyrde den fatwa, der havde fulgt Rushdie siden udgivelsen af bogen De sataniske vers i 1988.

Den britisk-indiske forfatter fortalte sin version af historien i erindringsbogen Knife, der sammen med hans første selvbiografi danner baggrund dokumentaren Knife: The Attempted Murder of Salman Rushdie, som har verdenspremiere på Sundance-festivalen. 

Hans vej tilbage til livet og forfattergerningen er den røde tråd i filmen af den produktive og anerkendte dokumentarist Alex Gibney.

Filmen udvider bogens perspektiv og fungerer som et portræt af Salman Rushdies liv fra Bombay (”ikke Mumbai,” som han pointerer) over London og til New York, hvor han har boet siden årtusindskiftet. 

Det er charmerende at se, hvordan hans skælmske smil og intellektuelle overskud har været det samme siden studieårene.

Undervejs får vi både historien om og baggrunden for den berygtede dødsordre, som den iranske leder Ayatollah Khomeini udstedte 14. februar 1989, nogle måneder før sin egen død. Ifølge fatwaen skal enhver rettroende muslim dræbe forfatteren ved først givne lejlighed. 

I 1988 havde Iran netop tabt en ydmygende krig mod Irak og ville jage verden en skræk i livet. Det lykkedes.

Optøjerne gik verden rundt, som vi ser i arkivklip fra London, Indien og Pakistan, hvor seks personer blev dræbt. Romanens japanske oversætter blev myrdet, og forfatteren selv blev fragtet fra hus til hus med svipture forbi tv-studier. Her forklarer han frustreret, hvad hans roman egentlig går ud på, og hvorfor den ikke bør læses som en kritik af islam.

Højst kan den læses som en kritisk refleksion over historier fra og i nærheden af Koranen. Men først og fremmest er det en fortælling om livet som immigrant i England, nøje baseret på Salman Rushdies egne erfaringer.

Den amerikanske ekspræsident Jimmy Carter samt forfatterne Roald Dahl og Germaine Greer kritiserede De sataniske vers og distancerede sig fra Rushdies udgivelse, mens Yusuf Islam (tidligere Cat Stevens) oprindelig udtalte en slags støtte til fatwaen mod ham.

Sidstnævnte har dog tilsyneladende givet tilladelse til, at hippiehymnen Peace Train kunne bruges som ironisk underlægningsmusik til optøjerne i filmen.

Salman Rushdie måtte gå under jorden i mere end et årti, imens han ivrigt forsvarer uindskrænket ytringsfrihed, ikke mindst som formand for forfatterorganisationen PEN America. Efter overfaldet modtager han støtteerklæringer fra utallige forfattere, ganske som han selv støttede Muhammed-tegnerne og redaktionen på Charlie Hebdo.

Da han endelig vender tilbage, er det som del af New Yorks intelligentsia og jetset. Et bevidst offentligt liv, der skal forsikre både ham selv og omverdenen om, at faren er drevet over. Men det er den altså ikke.

Filmens struktur følger Rushdies genoptræning fra overfald over indlæggelse, genoptræning, hjemkomst og til en sejrstur tilbage til Chautauqua, hvor attentatmanden aftjener en fængselsdom på 25 år.

Rushdie føler en særlig forbindelse til den unge islamist, som udfoldes i en tænkt, sokratisk samtale mellem de to, og som er taget direkte fra bogen.

En kniv er et intimt våben, som han pointerer i en voiceover. I de 27 sekunder, som overfaldet varede, før litteraturfestivalens gæster kom ham til undsætning, delte de to en traumatisk oplevelse, som kom til at mærke dem begge resten af livet. 

Skitserede animationer udfolder Salman Rushdies pointer undervejs, mens frit associerende klip fra ungdommens store filmoplevelser, som Ingmar Bergmans Det syvende segl og fantasydramaet Jason and the Argonauts, illustrerer forfatterens refleksioner. 

Men filmens mest rørende scener kommer fra de optagelser, som hans kone – den amerikanske digter Rachel Eliza Griffiths – laver af ham i dagene efter overfaldet.

”Vi er nødt til at dokumentere det,” siger forfatteren, der er viklet ind i blodige bandager, og hvis ene blinde, blodsprængte øje er svulmet op som en golfbold halvt ude af øjenhulen. 

Det er de optagelser – ikke dem fra overfaldet i Chautauqua, der spilles som et chokerende indslag sent i filmen – der mest tydeligt viser prisen for at have sine meningers mod.