Last Movies

Hvordan skal filmhistorien skrives? Hvilket kanoniserende greb er det rette til at skabe en samlende og meningsfuld fortælling?

I det vilde og uregerlige, filmiske essay Last Movies skrives historien ud fra de sidste film, som kunstnere og berømtheder så inden deres død.

Filmen er struktureret via postkort, der annoncerer personen, dødsåret og den pågældende sidste film, og så klippes der frit mellem relaterede bidder fra filmene og andet illustrativt arkivmateriale.

Jeremy Irons bidrager med sin sprøde fortællerstemme. Tørt opremser han anekdoter, rygter og røverhistorier, så personer og værker forbindes i et associationskludetæppe, der tegner en aparte kanon.

Ved første øjekast kan det virke som en lidt overfladisk øvelse i leksikal viden. Den slags trivia, vi cineaster ynder at underholde med efter et par glas vin.

Men den britiske instruktør Stanley Schtinter får gennem de mange direkte forbindelser og sælsomme sammentræf skrevet sin egen lille, visuelle kulturhistorie. Den omfatter så forskellige personligheder som Franz Kafka, Elvis Presley og John F. Kennedy.

Jeremy Irons erklærer i begyndelsen, at filmen er en hyldest til tilfældigheden og den mening, vi forsøger at forme ud af den. Film betragtes som et medie, der indfanger og omfavner livet såvel som døden. Og ligesom med alt i tilværelsen er det usikkert, hvornår noget bliver det sidste. Det sidste ord, det sidste måltid og det sidste kunstværk, vi interagerer med.

Og om den sidste instans af noget automatisk skulle være ekstra meningsfuldt, kan selvfølgelig diskuteres.

Hvis vi er, hvad vi spiser, er vi så også de film, vi ser? I en tid, hvor mediekonglomerater bruger tonsvis af penge på at promovere ”content” til hurtig fortæring, kan vi nemt miste den essentielle forbindelse til filmmediets billeder og idéer. Alt det, der har personlig betydning, og som på egen amorfe vis bliver siddende i os længe efter første berøring med nethinden.

Klipningen er legende, søgende og ofte drillende. Som da det dæmoniske i Franz Kafkas verden illustreres med et hurtigt klip til en smilende Mickey Mouse-vignet.

Eller når der efter en dyster montage om Kurt Cobain og hans sidste filmoplevelse – Jane Campions The Piano – klippes til Julie Andrews, der synger som en solstråle i de østrigske alper. Hvorefter der hastigt klippes videre til historien om Heaven’s Gate-kulten og deres sidste film inden det kollektive selvmord.

En af de mest interessante passager handler om John Dillinger, der blev skudt på vej ud af biografen i 1934. Det profetiske syn af Clark Gable på vej til den elektriske stol i Manhattan Melodrama var altså noget af det sidste, den berygtede bankrøver overværede.

At Dillinger senere selv blev fortolket på biograflærredet i adskillige versioner af blandt andre Humphrey Bogart og Johnny Depp føjer endnu en tråd til den komplekse sammenfiltring af død, celluloid og antihelte-dyrkelse.

Med den kalejdoskopiske montageklipning opstår der også nye tematiske forbindelser mellem tilsyneladende ubeslægtede film. For eksempel var den sidste film, Charlie Chaplin så, Kubricks Barry Lyndon. Da han kort forinden også havde set Rocky, lader Schtinter Händels Sarabande spille over billeder af Sylvester Stallone, der besigtiger sin egen kommende duelplads i bokseringen.

Fortællerstemmen leverer et overflødighedshorn af fakta, spekulation, navne og titler, så det til tider er til at blive forpustet af.

Teksten kunne dog have tålt et ekstra faktatjek. Et sted får Jeremy Irons kaldt Dr. No den første James Bond-roman, men de fleste ved, at den kun er den første i filmserien.

Last Movies er en hæsblæsende, sjov, morbid og underfundig overflyvning, der stikker i alle mulige retninger. Den kan lede tankerne hen på landsmanden Peter Greenaway, der i flere værker har dyrket bizarre optegnelser over død (Death in the Seine) og voldsomme hændelser (The Falls, Act of God).

I Stanley Schtinters film er springene fra den ene til den anden kulturpersonlighed måske ikke alle lige elegant eller oplagt. Til gengæld er øvelsen tankevækkende og giver rigt materiale til videre refleksion over, hvad det vil sige at leve og dø med film.