I hans ortodokse armenske familie hed han Shahnur Vaghinak Aznavourian, på pladecover og til koncerter det mere franske Charles Aznavour, blandt sine tusinde fans bare institutionen Azna.
Karrieren begyndte tidligt på film. Faktisk allerede under Anden Verdenskrig og i Frankrig og omegn blev han i 1960 verdensberømt som den traurige pianist i Francois Truffauts mesterværk Skyd på pianisten.
Og selv om selveste Édith Piaf bakkede den lille Aznavour op som seriøs sanger, var han med sine smægtende slagere om (u)lykkelig kærlighed ikke anset for at være i bås med de seriøse galliske visesangere: Yves Montand, Georges Brassens, Juliette Gréco og Léo Ferré.
På sæt og vis noget uretfærdigt, og alt ændrede sig også, da både Frank Sinatra og navnlig Bob Dylan hyldede hans genialitet som sanger og sangskriver.
Vejen til Aznavours ære og værdighed er med i biopic-filmen Monsieur Aznavour. Han fødes i Paris 1924 ind i en førstegenerations, forfulgt armensk familie. Hans familie bliver under den tyske besættelse involveret i modstandskampen og skjuler jøder på flugt.
Så kommer befrielsen, og Edith Piaf som tager unge Aznavour under sine alkoholiske vinger. Hun lærer ham at bruge kropssproget og gestikulere, mens han synger. Men så begynder forvandlingen til slagersanger.
Aznavour vader fra succes til succes, fra kvinde til kvinde. Indtil han ender med den sidste svenske Ulla, som bliver konen for livet. Og så bryder han igennem i USA og bliver selve symbolet på den nyoprettede armenske republik.
Kort fortalt en levende og gennemført sympatisk repræsentant for sit forfulgte folk.
Monsieur Aznavour er indforstået patriotisk fransk. Filmen glemmer, at det var, da Aznavour begyndte at synge på engelsk med den mest charmerende franske accent siden Maurice Chevalier, at han blev verdensberømt som andet end et fransk fænomen.
Man kan sige, at han gik fra den franske chanson til den forførende slager. Hittet She er faktisk skrevet og sunget på engelsk, før den blev til Elle. Og da sangen Hier encore bliver til Yesterday får den samme status for Aznavour som My Way for Sinatra. Nostalgi sat til noder af angrende følsomhed.
Men klart fra start leverede Charles Aznavour altid smukke og melodiske sang om kærlighed i diverse gradbøjninger. Ikke mindst hans meget modige og rørende chanson om den udstødte bøsse, Comme ils disent, gik lige ind. Den er aktuel i dag som aldrig før.
Ellers kan man ikke sige, at hans ørevenlige sange provokerer meget andet end dansegulvet til en julefrokost.
At Aznavour også var en glimrende skuespiller i Skyd på pianisten og Bliktrommen ses kun i et glimt, hvor han instrueres af Francois Truffaut. At han måske svigtede ungdomsvennen og pianisten Pierre Roche, forbigås med et vemodigt suk. At han altid tog sig godt betalt og var god til at forhandle kontrakter, giver en realistisk indsigt i en film, der ellers er lige så indsmigrende glat som et indbydende pladecover.
Instruktørerne Mehdi Idir og Grand Corps Malade har sat håndværksmæssigt fermt i scene. Og fransk-algeriske Tahar Rahim, hovedrollen i den prisvindende franske Profeten, gestalter glimrende Charles Aznavour. Bortset fra at han synes evigt ung igennem filmen, som har meget svært ved at finde sin slutning.
Man det er alt for få glimt af Azna, der hæver filmen fra at være mere end en kronologisk, konservativ og ukritisk biografi i levende billeder – en sprød og syngende hymne om den lille pæne mand i jakkesæt, som kunne synge begge køn i romantisk samhørighed.
Monsieur Aznavour er på godt og ondt en homage til en stor kunstner, som med sine banale ballader blev til hele Frankrigs sidste skelsættende slagersanger.


Kommentarer