Mr. Scorsese

Det virker umiddelbart umuligt at finde en formulering, der kan opsummere en så lang og mangfoldig karriere som Martin Scorseses. Alligevel lykkes det ekskonen Isabella Rossellini i Mr. Scorsese. Hun kalder ham en ”saint-sinner” – én, der spænder over moralsk fordærv til spirituel ophøjelse.

Bedre kan det næppe siges.

Dokumentarserien på fem timelange afsnit beskriver Scorseses liv og karriere som to uløseligt forbundne størrelser. Det er umuligt at adskille manden fra kunstneren, og instruktøren Rebecca Miller har derfor et overvejende biografistisk blik i gennemgangen af hans imponerende oeuvre.

Kimen til det hele findes i barndommen.

Han voksede op i New Yorks Lower East Side, et kvarter, der var fyldt med italienske immigrantfamilier som hans egen, og hvor mafiaens tilstedeværelse var stor. Her kunne man enten blive gangster eller præst. Det var skam også den katolske præstegerning, Martin Scorsese i første omgang satsede på, inden de verdslige fristelser begyndte at trække i teenageren.

Forelskelsen i filmmediet blev grundlagt ud fra en fysisk livsnødvendighed. Som dreng var han voldsomt astmatisk, og biograferne var det eneste sted med aircondition. Han så derfor den ene film efter den anden for overhovedet at kunne trække vejret!

Scorsese skildrede barndommens gader i gennembrudsfilmen Mean Streets fra 1973, og Rebecca Miller interviewer blandt andre de barndomsvenner, der var inspirationen bag filmens persongalleri. De er nu solbrune, 80-årige mænd med afblegede tænder og ligner nogen, der kunne have haft biroller i The Sopranos.

Foruden interviews med hovedpersonen hører vi også fra venner og instruktørkolleger som Steven Spielberg og Brian De Palma samt de hyppige samarbejdspartnere, Robert De Niro og Leonardo DiCaprio.

Den slags portrætter af nulevende mestre ender ofte som en overfladisk hyldest, men her dykkes der også ned i de mørkere og menneskelige aspekter af auterens liv.

Der fortælles om det voldsomme temperament, de dybe depressioner og et næsten dødeligt kokainmisbrug.

Der stilles også skarpt på de mange kuldsejlede ægteskaber. I interviewene med hans ældste døtre fornemmer man et vist savn i barndommen, hvor han sjældent var til stede. Det er først på hans gamle og mere milde dage, at han har fundet tid til familielivet.

Der tegnes også et portræt af en mand, som gennem hele karrieren har kæmpet for at beholde sin kunstneriske integritet i Hollywoods pengemaskine. Adskillige af hans film har haft katastrofale testvisninger for studiespidserne, og i flere tilfælde har han måttet bruge årtier på at sikre sig finansiering til drømmeprojekterne.

Men dokumentaren fungerer trods alt også som en hyldest, og det er fuldt fortjent for en mand med så mange mesterværker på cv’et.

For mange vil han nok altid primært blive associeret med de hurtigsnakkende og voldelige gangsterdramaer som Goodfellas og Casino eller de intense studier af plagede og ensomme mænd som Taxi Driver og Raging Bull. Men der er også det religiøse og spirituelle spor med film som The Last Temptation of Christ, Kundun og Silence.

Fælles for dem alle er afsøgningen af den menneskelige tilstand og moral. Der gives som regel hverken klare svar eller prædikende budskaber. Scorsese knytter sin kreativitet til sin tro, og udforskningen af troen er noget, han altid vil kæmpe med.

Nogle af filmene omtales forståeligt nok mere end andre. Ærgerligt nok nævnes 3d-familiefilmen Hugo fra 2011 ikke med et ord, selv om det vel er den, der skiller sig mest ud. Filmen handler om vigtigheden af bevaring og restaurering af gamle film, hvilket Scorsese i mange år har været en stor bidragsyder til gennem The Film Foundation.

Dokumentaren emmer af samme fortælleglæde som hovedpersonen, og Scorsese er heldigvis en af dem, der er god til at tale om sin kunst. Han vil uden tvivl komme til at stå som en af de største i de amerikanske instruktørers panteon.