I en ikke så fjern fremtid er det ydre rum ikke opdelt i lande, som Jordens muld er i dag. I stedet er størstedelen af rummet ejet af en ultrakapitalistisk kæmpekoncern, der bare bliver kaldt Selskabet.
Både mennesker og robotter arbejder hele deres liv for Selskabet, og det gælder også sikkerhedsrobotten Murderbot (Alexander Skarsgård). Den har hacket sin software, så den ikke længere behøver at adlyde hver eneste ordre fra de åndssvage mennesker – og så har den givet sig selv et navn, den selv har valgt.
På trods af titlen handler Chris & Paul Weitz’ serie, baseret på Martha Wells’ bogserie The Murderbot Diaries, ikke om en arrig robot, der myrder til højre og venstre.
Hvis menneskene finder ud af, at den har fri vilje, bliver den nemlig taget ud af drift og genbrugt. I stedet bliver Murderbot pålagt at agere livvagt for en flok socialistiske hippieforskere på en fjern planet.
Robotten ville hellere dyppes i tjære og fjer, men den må opretholde facaden og bide tænderne sammen. Murderbot er utroligt sarkastisk, og serien er gennemsyret af tør humor.
For at udholde hippiernes selskab har den downloadet hundredvis af episoder af fremtidens sæbeoperaer, der er inspireret af sci-fi-klassikere som Star Trek. Og i seriens første halvdel forstår man godt Murderbots trang til at undslippe sine skøre klienter.
Hippierne er med deres selvstændige levevis uden for Selskabets jerngreb sympatiske, men karaktererne er utroligt enkelt optegnet.
Ratthi (Akshay Khanna) smiler altid stort og har et kronisk behov for at være sej. Nørdede Arada (Tattiawna Jones) er sammen med nonbinære Pin-Lee (Sabrina Wu) et umage, åbent par, som ikke er helt på bølgelængde.
De tre fungerer bedre som komiske indspark hver for sig end som polyamorøst trekløver på forsøgsbasis.
Noget mere spændende står det til med lederen af gruppen, Mensah (Noma Dumezweni), og gnavne Gurathin (David Dastmalchian), der har transhumanistiske hjerneimplantater. Det skyldes i høj grad, at de får lov til at udfolde sig i selskab med Murderbot.
Mensah træder i karakter som et komplekst menneske, der både er sej og sensitiv, når hun for eksempel udfører krisekirurgi på Murderbots halvt mekaniske, halvt organiske og blødende rygrad. Og Gurathin og Murderbot kan ikke udstå hinanden, hvilket skaber en fængende konflikt.
Der er dog ingen tvivl om, at Alexander Skarsgård bærer serien.
Murderbot udtrykker som i romanforlægget ofte sine spydige tanker gennem voice-over, men når Skarsgård får lov til at vise sit ansigt, skinner hans komiske talent livligt igennem.
Murderbot bruger ikke ansigtsmimik, og den hader at se folk i øjnene. Det er underholdende, når Skarsgård kigger alle andre steder hen end øjnene, mens han leverer en absurd replik med iskoldt pokerfjæs. Selv om Murderbots indre dialog fylder meget, er det oftest seriens falde på halen-komik, der træner lattermusklerne.
Murderbot finder sit fodfæste i fjerde afsnit, hvor Ratthi med forudsigelige resultater insisterer på at bruge en pistol, han aldrig har holdt i hænderne før, og hvor Arada og Pin-Lee kvaser en fjendtlig sikkerhedsrobot med deres rumskib, som var det en enorm fluesmækker.
Man kunne ønske, at Murderbot turde skrue op for den fjollede humor.
Første sæson er struktureret omkring to mysterier, som Murderbot og hippierne modstræbende må løse sammen, men det er tydeligt, at der er kræset mere for komikken. Og det fungerer så godt, at det ville klæde serien at tage sig selv mindre seriøst og hengive sig fuldstændigt til absurditeten.
I sidste ende fastholder Murderbot og det både tåbelige og realistiske sci-fi-univers interessen, selv når plottet og bipersonerne vakler, hvilket utvivlsomt er takket være Skarsgårds store komiske talent.
Man længes efter endnu mere sci-fi-slapstick af samme skuffe.
Kommentarer