Nürnberg

Tyrannerne skal udstilles og sættes i scene. Vi skal forstå og huske. Ellers ender historien måske i gentagelse. I bedste fald romantiseres den. Og dræber man tyrannerne uden rettergang, risikerer man martyrer.

Det er en udtalt pointe fra den temperamentsfulde og idealistiske chefanklager Robert H. Jackson (Michael Shannon) i indledningen af den vigtige Nürnberg, der ganske givet vil have verden til at genopdage retsstatens betydning.

Det sker vel at mærke i en tid, hvor den synes tilsidesat i brændpunkterne Rusland-Ukraine, Israel-Palæstina, Sudan-Sydsudan og USA-Venezuela.

Nürnberg-processen (1945-49) dannede præcedens for folkeretten og den internationale strafferet, fordi fire lande – USA, Storbritannien, Frankrig og Sovjet – for første gang dannede en fælles domstol og dømte enkeltpersoner for forbrydelser mod menneskeheden.

Det var aldrig set før, at stater i fællesskab kunne optræde som anklagere og fælde dom over et andet regimes ledere. Det er ikke bare en historisk huskeregel – det er også en anledning til at få genopfrisket Himmler, Hitler, Goebbels, Hess og Göring.

Filmen drejer sig ikke så meget om chefanklager Jackson, men snarere om spændingen og mødet mellem Hitlers næstkommanderende Hermann Göring og Nürnberg-fængslets amerikanske chefpsykiater Douglas Kelly.

Det er en selvdestruktiv helt over for en manipulerende skurk, næsten karikeret ud i det Tintin’ske. Rami Maleks charmeflabede fjæs fungerer som spilopmager og tryllekunstner, mens Russell Crowe har taget på til rollen som Göring og spiller den narcissistiske og dog godmodige familiefar: fedladen, piblende og svedig.

Görings forsøger at undslippe galgen, og han gør, hvad han kan: betror psykiateren hemmeligheder, smigrer ham, forfører ham med spil og spas. Mens psykiateren er splittet mellem arbejde og venskab, mellem Göring og anklagemyndigheden.

Vi slipper for medlidenhed og offergørelse af jøderne, hvor omtrent seks millioner blev myrdet sammen med kommunister, kreative og romaer før og under krigen. Billederne af udmagrede og døde jøder taler for sig selv i George Stevens’ dokumentar Nazi Concentration Camp fra 1945.

Douglas Kelly er chokeret og konfronterer Göring i cellen. Göring forsvarer sig: Sådan er krigshandlinger. Der vil altid være ofre. Versaillestraktaten efter Første Verdenskrig pålagde Tyskland massiv gæld, så ”franske maver mættes med tyske lidelser”. Han hævder, at han ikke kendte til lejrenes rædsler. Og hvad med USA’s atombomber? spørger han og tilføjer: 150.000 mennesker døde efter bomberne over Hiroshima og Nagasaki.

Skuespillet er ekspressivt, frådende, vrængende – og den karakterdrevne spænding i Nürnberg minder om Tarantino, Scorsese eller Nolans The Dark Knight, hvor Heath Ledgers Joker også udstiller den vestlige morals paradokser og hykleri.

Uden at have et egentligt kunstnerisk touch er filmen Hollywood-dramatik lige ud af Sunset Boulevard. Formlen er god, men aldrig banebrydende. Og der er nok lidt for mange sidehistorier, som spreder fortællingen frem for at holde fokus. Der er anklagerens, oversætterens og Görings families baggrund samt en række bipersoner.

Nürnberg er smukt fotograferet mørkt som efterkrigstiden, og til tider ser vi regnvåde gader som i støvet film noir. Uniformer og tøjvalg er stilede med læderjakker, slips og college-trøjer.

Nürnberg bygger på Jack El-Hais’ bog The Nazi and the Psychiatrist og lægger sig i forlængelse af Dommen i Nürnberg (1961) og miniserien Nuremberg (2000). Den er nøgtern, enkel og velfortalt med mærkbar spænding – skabt af instruktør James Vanderbilt, der debuterede med mediekritiske og velansete Truth (2015).

Så lad os huske tyrannerne og ikke glorificere dem, som vi har gjort med så mange massemordere gennem historien. Lad os mindes oprørerne fra Drengene fra Sankt Petri og deres gode gamle kampsang:

Først så ta’r vi Göring i hans fede ben
derpå ta’r vi Goebbels og slår ham med en sten
Så hænger vi Hitler i en strop
ved siden af von Ribbentrop
Så bli’r de rent til grin
de fire nazisvin