Palestinian Unwanted

Omar Shargawi er søn af en dansk mor og en palæstinensisk far, Munir, der flygtede i 1948 med sin familie fra Haifa, blot otte år gammel.

Men Omar er også filmens fortæller og instruktør, og hans stemme er dens bindeled. Den er hærdet, men ekspressiv, næsten messende, og samtidig indadvendt. Bag stemmens dybe hæshed fornemmer man sårbarhed og til tider afmagt.

Taler Omar til os, eller taler han i virkeligheden med sig selv i et forsøg på at bearbejde sin egen historie?

Farens flugt fra Palæstina beskrives som en skygge, en forbandelse, der har hvilet over familien. Had, konflikt og uforløste spændinger har fulgt dem, så længe Omar kan huske.

Omar taler om det meningsløse tomrum, der følger med at være palæstinenser: At være vidne til brutalitet begået mod ens eget folk, en vold, man ikke kan forhindre, men som man konstant må bevidne.

Der klippes til arkivmateriale fra den 7. oktober 2023. Hamas’ angreb på Israel. En bulldozer bryder stålhegnet op. Mennesker strømmer gennem åbningen. ”Alt blev vigtigt igen,” siger Omar Shargawi, der med optagelser fra angrebet viser, hvordan et sår bliver åbnet igen.

Derfra følger billeder, som verden efterhånden kender alt for godt. En far sidder med sin døde datter i armene og knuger hende ind til sig. Et åbent kraniebrud. Hun kan ikke være mere end tre år gammel. Bombardementer over Gaza. Nyhedsklip efter nyhedsklip af ødelæggelse og lidelse.

Vi ser de enorme demonstrationer i Københavns gader, som jeg selv og mange andre filmfolk har deltaget i, og vi bliver mindet om, hvor mange tusinde mennesker der samledes i protest. Samtidig viser filmen, hvor ihærdigt politikere og kommentatorer forsøgte at bagatellisere og miskreditere Palæstina-bevægelsen.

Magt og sandhed forliges sjældent særligt godt, og netop derfor føles det så vigtigt, at Palestinian Unwanted er blevet lavet.

Filmen dokumenterer et særegent øjeblik, hvor mennesker med vidt forskellige baggrunde gik sammen, uge efter uge, side om side, for at kæmpe palæstinensernes sag. Demonstrationerne er Danmarkshistorie, og nu er de blevet nedfældet – ikke som et par linjer i en historiebog, men i en film.

Diverse klip med danske, våsende og vrøvlende politikere og mediefolk minder os om deres totale historieløshed. Det er pinagtigt at se på, og deres udtalelser er bestemt ikke ældet med ynde. I den forstand fungerer filmen næsten som et arkiv over en politisk og moralsk fallit.

Omar bevæger sig rundt i gaderne, til demonstrationer, foran mediehuse og Christiansborg sammen med andre aktivister. Han bliver en slags sandhedsjæger, der stiller politikere og chefredaktører spørgsmål, de ikke kan eller vil svare på.

Han er konfronterende, ihærdig og velforberedt. Men han bliver hurtigt mistænkeliggjort af meningsdannere, som forsøger at stemple ham som antisemit.

Men det ville være for fattigt blot at reducere Palestinian Unwanted til en detaljeret opsummering af de sidste to års begivenheder i en dansk kontekst siden 7. oktober 2023. En af filmens stærkeste scener gør det tydeligt hvorfor. Den udspiller sig mellem Omar og hans far, som i dag er død.

Faren er træt af, at Omar hele tiden filmer ham. Han vil ikke filmes. Han bliver vred. I stedet filmer Omar fjernsynet. Nyhederne på farens gamle billedrørs-tv.

”De brænder kvinder og børn,” siger faren. ”Politikerne sidder bare og snakker.” Han slukker for tv’et. I det øjeblik bliver hans ansigt fanget som en refleksion i den sorte skærm. Faren, der ikke vil filmes, ender alligevel inde i billedet, indespærret i tv’et sammen med billederne af krig og lidelse.

Han kan ikke undslippe. Det er hans skæbne, og den skæbne er også blevet Omars. Det er et chokerende præcist filmisk øjeblik.

Skærme spiller i det hele taget en vigtig rolle i dokumentaren. En stor del af arkivmaterialet er affilmet fra, hvad der ligner en computerskærm. Man kan se støvkorn, fedtpletter og ridser i glasset. Spejlinger. Pixel-forvrængninger.

Det skaber genkendelse. Det er netop gennem vores skærme, vi har været vidner til folkemordet i Gaza. Vi har allerede set disse billeder, bomber, lemlæstede kroppe og astronomiske ødelæggelser. Nu tvinger filmen os til at se det igen.

Valget af at affilme alt arkivmateriale analogt forstærker filmens centrale pointe: At undertrykkelsen af palæstinenserne ikke kun er et nutidigt fænomen, men en historie, der strækker sig gennem generationer. Det er, som om filmen insisterer på, at disse billeder ikke blot er flygtige digitale klip i en nyhedsstrøm, men vidnesbyrd. Spor. Rester.

”Du er også palæstinenser,” siger Omars mor til ham på et tidspunkt, hvor han overvejer at tage til Vestbredden. Hun siger det for at minde ham om faren ved rejsen. Hun ønsker en søn hjem i live.

Men sætningen bliver hængende. For det er netop den del af sin identitet, Omar aldrig kan få lov til at glemme – eller se bort fra. Han kan ligesom faren, hvis spejlbillede blev hængende i tv-skærmen, aldrig slukke for det. Muligheden for selvforglemmelse eksisterer først den dag, undertrykkelsen ophører, og der er lange udsigter til den dags komme.

Palestinian Unwanted er derfor i sidste ende ikke kun en film om Gaza eller Danmark. Det er en film om at leve med en vold, der aldrig ophører.