Paradis

En dansk kernefamilie fra den øvre middelklasse er taget på all inclusive-ferie til Gran Canaria. Et overdådigt ferieresort med lækre værelser og udstrakte swimmingpools, tæt ved stranden, en duftende madbuffet og en lind strøm af gratis drinks.

Alt tegner lyst, venligt og velfortjent. Især for mor, som i den sidste tid har arbejdet 50 timer om ugen og forsømt familien.

Familien lejer en bil, kører afsted på tur i dagslys og hjem igen i natmørke. Så sker ulykken. Deres bil rammer fatalt en flygtning, Ahmad fra Afghanistan. Det påstår han i hvert fald, da de kører den sårede mand til hospitalet.

Her efterlader de Ahmad med hans gode accept samt en håndfuld penge. Det sidste skulle parret aldrig have gjort, siger de frivillige, som tager vare på øens mange migranter fra Afrika.

Norske Maria Sødahl, uddannet på Den Danske Filmskole, begynder sin ferie-der-går-galt-film med episk og elegant elan, hvor den sympatiske familie præsenteres som moderne, kulturradikalt samliv. Dog med lidt skærmydsler i bagagen.

Mor er den, som tjener kassen og fortjener ferie. Mens far mere er den offervillige familiemand, som sørger for følsomt samvær. Men det ændres totalt.

Påkørslen af Ahmad får omkalfatrende konsekvenser. Vrangen af ferieparadiset er et helvede i form af en skjult koncentrationslejr for flygtninge. Ahmad opsøger familien. Umiddelbart med pæne hensigter, men snart også med et latent pres for at få flere penge. I Afghanistan har han familie, som menneskesmuglere skal få til Europa.

Paradis minder i hele sit setup og design om Ruben Östlunds Force Majeure fra 2014. Men hvor Östlunds spontane lavine på skisportsstedet med den svenske familie er det klassiske enestående nedslag af skæbne, som ændrer alt, er Sødahls film nærmest et overflødighedshorn af konfrontationer og kriser. Den er nærmest en opfyldelse af Murphys lov: Alt, hvad der kan gå galt, vil gå galt.

Vi møder undervejs racister og fascister, stalking og muligvis kidnapning, skandinavisk selvsmagende selvtilfredshed og skandinaver med sort bælte i global samvittighed, mens kernefamilien langsomt, men sikkert krakelerer.

Den venlige tjener bliver voldelig, der er truende over for flygtninge. Og der er det store, socialtragiske tema om, at strømmen af migranter truer turismen og feriestedets overlevelse. Alt sammen serveret i smukke scener med fokus på den ene problemstilling efter den anden. Der er sågar en herreløs kat, som de noget forkælede døtre vil have med til Danmark.

Det hele samles til sidst, og pointen i manuskriptet, som Maria Sødahl har skrevet med danske Eske Troelstrup og Therese Hasman, er tydelig. Når vi holder fri i det fremmede, viser vi sider af os selv, som vi behændigt gemmer inde bag murene derhjemme.

Det føles indimellem lidt overvældende med så mange forhindringer på rad og række og både migrantproblemer i Sydeuropa og ægteskabsdrama made in Scandinavia. Men heldigvis spiller Esben Smed og Danica Curcic deres roller som hr. og fru Danmark, der finder ud af, at de varme lande er noget lort, aldeles fremragende.

Deres spil redder meget i land med hensyn til filmens tunge emnekatalog i lasten. Men navnlig skal Aziz Capkurt i rollen som den pressede og mere og mere desperate flygtning Ahmad fremhæves. Han fremtræder yderst profileret som autentisk afghaner, der samtidig har accent af det mystiske.

Dramaet afrundes i en tragisk, men eftertænksom tone og rejser et uomgængeligt spørgsmål: Gør vi nok for flygtninge? Kort sagt en veldrejet og velmenende film.